Encyclopedia Bandagora III

september 1116

Abaddons Hof. Et sted på det øverste plan, hvor djævle bor. Abaddon er en slags halvgud, der straffer de sjæle, som Nergal er færdig med straffe. Ifølge traditionen holder Abaddon hof i Baator, og ved hoffet bor blandt andre Asmodeus, Baalzebul, Belial, Dispater, Geryon, Mammon, Mephistopheles, Moloch og Tiamat.

Adel. Der findes i princippet tre typer adel i Bandagora: 1) Embedsadel, 2) Kvalifikationsadel og 3) Arveadel. 1) Embedsadel findes i kejserriger, i det Pendesiske Kejserrige og Palmyria. Her udnævner kejseren direkte adelen, og kan i princippet til enhver tid tage embedet fra den enkelte. 2) Kvalifikationsadel blev oprindeligt indført i Salakand. Her var enhver, der kunne stille med 100 mand friherre (eller lord). Baron blev man, hvis man lånte en kvart tønde guld eller mere til kongen, der så skulle stille et vist stykke land (et len) til rådighed i pant. Når lånet var betalt tilbage, skulle lenet leveres tilbage. Greve blev man ved lån på mindst en tønde guld. Disse retningslinier følges stadig, og til dem blev føjet titlen hertug for grever, der kunne stille med 1000 mand. I Marentia bruges disse regler i deres reneste form. 3) Arveadel er den adel, der for evigt får en titel tildelt, med ret til at give den videre i arv. I praksis er de tre typer adel blandet i næsten alle lande af forskellige grunde. Det er meget sjældent, at en kejser ikke lader titlen gå i arv af praktiske grunde. Omvendt følger der med de fleste arvelige titler forpligtelser, og opfyldes disse ikke, kan en konge godt fratage titlen. Eksempelvis er der i Penboyn arveadel, med to vigtige undtagelser, dels at arvingen skal kvalificere sig ved at vise sig værdig (se evt. The Brotherhood of Doom), dels at hhv. en baron, en greve og en hertug forpligter sig til at have en stående hær på 1000, 2000 og 5000 mand. Desuden skal en friherre (lord) ikke betale afgift til kongen, hvis han har en stående hær på 500 mand.

Ademar. Sej kriger, en del af makkerparret Harlan og Ademar.

Aegis. En organisation af æventyrere, der har specialiseret sig i at være livvagter.

Agni. Ildens, vindens og hestens gudinde. Agni er gudinde for elementet ild. Hun står for den rensende ild, der brænder det gamle og rådne væk, så nyt kan vokse op. Hendes tilhængere beundrer styrke og vildskab. I civiliserede samfund anses hun for en vigtig guddom, der skal respekteres. Ilden skal næres og må ikke gå ud, men så giver hun varme til gengæld. Til søs er hun frygtet, men de fleste prøver at mildne hende, mens de vender sig til Thor efter medvind. I barbarsamfund er hun en stor guddom, og der kommer hendes sekundære områder mere til sin ret, især nomaderne opfatter hende som en hestegudinde. Nomaderne, der ikke bruger sadel og er overordentligt dygtige til at ride, lærer deres børn, at hvis de ikke rider beslutsomt og uforudsigeligt, så vil hun kaste dem af hesten. Hellig dag: 22. september ved en aktiv vulkan nær Crimloyd. Symbol: Ild eller hest.

Aktihle. Kvindelig paladin fra Gron. Aktihle blev født i 1035 i Triale. Hun var oprindeligt tilknyttet en mindre orden af Vahaundyrkere, men efter en skelsættende oplevelse tilegnede hun sig jagten på djævle og blev optaget i Ishkars Sværd, hvor hun var avanceret til Andet Sværd ved hendes forsvinden i 1071. Efter sigende blev hun fundet igen i 1114 af Steel.

Alecto. Rige i det nordlige Borsoch. Alecto menes at være et matriarkat, hvor kvinderne bestemmer, men ellers en form for monarki. Hovedstaden hedder Pantea. Alecto er kendt for sine amazoner.

(Lady) Alexandria. Troldkvinde fra Bredetårn. Medlem af Hardnits Rådgivende Forsamling.

Altenmaya I. Pendesisk kejser 595-609.

Altenmaya II. Pendesisk kejser 673-680.

Altenmaya III. Pendesisk kejser 716-719.

Amarant. Helende urt. Amarant bruges i en salve, der virker sårrensende. Amarant er mest tilgængelig i Salakand. Værdi ca. 1 sd pr. dosis.

Amastris I. Pendesisk kejser 680-689.

Amastris II. Pendesisk kejser 719-724.

Amastris III. Pendesisk kejser 745-750.

Amazone. Krigerkvinde fra Alecto. Af amazoner i Bandagora kendes Hippoleia og Artemisia.

Amberguards. En orden af elvere, der beskytter den Store Skov.

Ambertein. Paladin fra Nostenkil ca. 820-872? Ambertein viede tidligt sit liv til at afbøde virkningerne af den hungersnød, der hærgede de kartrianske besiddelser i det nordlige Belandria. Ifølge traditionen blev en troldmand så rørt af Amberteins opofrelse, at troldmanden forærede ham sværdet Balgashang. Da området kom under roviansk overherredømme, og forholdene bedredes, deltog han i dannelsen af det, der senere blev til Vesland. Hans bedrifter her gjorde ham berømt, men da han nægtede at slå noget menneske ihjel, blev han en ensom skikkelse: Hans sidste mission var at forsvare de nordacrianske kolonier Bulsnar og Busenbar, der var anlagt i 840'erne, og på det tidspunkt konstant truet af trolde fra Ugria. Han forsvandt i 871 eller 872 nær Busenbar.

Andet Kejserrige eller Byggerne. En civilisation, som man mener eksisterede omkring 24.000 til 22.000 før fælleskalenderen. Med ordet kejserrige skal sandsynligvis forstås en samlende kultur. Historikere mener, at det er omkring på denne tid, at kendskabet til magi bliver udbredt blandt mennesker. De fleste kæder derfor det Andet Kejserriges opståen og eksistens sammen med brugen af magi.

Kong Andorigas. Kongen af Havnebyernes Liga. Gift med Dronning Melinta, fyrstinde af Anistar.

Andrevan af Crimloyd. Osbantisk historiker 889-977, der især har interesseret sig for gudernes indflydelse på Bandagoras historie.

Andronikus I. Den første pellanske kejser 294-301.

Anistar. En by i Havnebyernes Liga. Anistar er mest kendt for sin store universitetsby, der blev grundlagt i 1080. Der bor omkring tres tusind indbyggere i Anistar. I perioden 1068-1103 fungerede Anistar som et uafhængigt fyrstendømme.

Anocea. 1. Gronsk havneby på Poten. 2. Fyrstedømme i Øforbundet omfattende det nuværende Gomolda og Osvine.

Anshar. Mørkets gud. Anshar er gud for lyssky gerninger, dvs. også den hævn, der ligger udenfor loven. Anshar har ikke mange templer udenfor Pellas og Gron, hvor Anshar menes at være skyld i uforståelige impulser, som mennesker får til at ødelægge det, de elsker. Disse templers præster mener, at disse lyster er et tegn fra Anshar om, at noget er galt. Præsterne kan så prøve at løse problemerne, men da deres råd tit lyder på, at lysterne til en vis grad bør leves ud, eller at en mand bør forlade sin kone, så er disse præster ikke altid lige velset. Hellig dag: 21. december. Anshars største tempel ligger i Pellos.

Anthear. Dødsridder . Anthear kommanderede i sin tid den pellanske kejserlige livgarde, indtil han forrådte den. Anthear besidder evner som militærstrateg, og er blevet brugt sådan. Anthear bærer en rustning, der virker som en globe of invulnerability. Anthear holder til nær De Dødes Tårn.

Anti-Solen. Mytisk himmellegeme som angiveligt vil ophæve Solen, hvis Anti-Solen og Solen bringes sammen. Se de Sorte Ringe.

Apollon. Skønheden og kunstens gud (dyrkes som Balder i Falandria). Apollon repræsenter den æstetiske skønhed, som især findes i kunsten. Apollons tilhængere mener også, at et smukt udseende er tegn på et smukt indre. Det betyder ikke, at smukke mennesker er gode mennesker, men at deres personlighed er fascinerende som et godt kunstværk. Interessen for kunst og skønne ting er meget dyr, og derfor er Apollon de fleste steder en gud for aristokratiet, der har råd til det. Apollons præsteskab er derfor overraskende konservativt med hensyn til politiske forandringer, men er meget tolerant når det gælder de riges udskejelser. De overdådigt udsmykkede templer har en tendens til at ligge afsides. Hellig dag: 31. maj. Symbol: En smuk ung mand eller hammer og kile.

Ares. Krigsgud. Blodtørstens gud. Der er flere krigsguder, men Ares alene elsker kampen for kampens skyld. I desperate tider er Ares en stor gud, der tilbedes af de mange, der ikke har store kampevner, men som ved, at selv de kan blive farlige med hans hjælp. Mange af templerne har form som en arena, og da de ofte i fredstid står ubenyttede hen, så forlanger Ares, at de skal vaskes i blod, hvis templet igen skal benyttes. Ares må finde sig i ikke at blive elsket i fredelige tider, til forskel fra Modi, der især blandt barbarer også sættes højt i fredstid. I Pellas og Gron findes der dog templer, hvori man i hans navn arrangerer en slags boksekampe. De mener at man gennem at slås kan undgå at blive besat af ham (arrigskab). Andre finder dog disse kampe, der sjældent er dødelige, en hån mod Ares. Disse få men trofaste tilhængere søger bestandigt den ægte kamp, de kan være æventyrere, men tager oftest hyre som lejesoldater - i en rigtig hær kan de sjældent blive - og kaster sig ind i kampzonen angribende til højre og venstre. Der findes således kun meget få egentlige Arespræster, men der eksisterer et noget større antal af udøvere. Hellig dag: 12. august. Symbol: Bjørn eller blodig økse.

Arhanabjergene. Den bjergkæde, der forbinder Dagdormassivet med det Indre Hav.

Artagel. Nu pensioneret (ifølge sit eget udsagn) Sif-ridder. Besejrede dødsridderen Gart. Deltog i afslutningen af Ringsagaen. Pensioneret eller ej, så anses han stadig for en af Bandagoras fem bedste krigere.

Artefakter. Fællesbetegnelse for genstande, der besidder stor magisk kraft. Blandt de mest kendte, men ikke nødvendigvis de mest mægtige, er Fortryllelsernes Bog, de Sorte Ringe, den Gyldne Mand, Matricerne, Karkars Bælte, Nordens Tvillingesværd, den Ukendte Helts Sværd, Drømmenes Krystal og Modets Banner. Desuden har dværgene smedet Vredens Sværd og Dværgenes Økse, mens kartrianerne har skabt Sjælenes Juvel og Kataloget. Muligvis er elverne ophavsmænd til Elverstjernen i Enkisborg, og nogle vismænd mener, at der findes to tilsvarende sten. Fælles for artefakter er, at man skal være meget varsom med at omgås dem. Der findes mange andre artefakter, der enten er velbevarede hemmeligheder, bare mindre kendte, eller lykkeligt glemte. Der er ingen tvivl om, at mange af disse artefakter er gemt i Skumringshulerne.
Man bør skelne mellem ægte (gudeskabte) artefakter og menneske-, elver- eller dværgeskabte. Det er ikke godt at vide, hvorfor Guderne gør som de gør, men mange vismænd mener, at det er et godt gæt, at Hecate en gang omkring år -500 planlagde at gøre sig til en af de store guder gennem at skabe et artefakt, nemlig Fortryllelsernes Bog. Hun henvendte sig også til andre mindre guder, og lovede dem at fortælle hvordan man skabte artefakter, mod at de hjalp hende i magtkampen mod de andre guder. Først var de skeptiske, men så viste hun dem fremtiden, hvor Fortryllelsernes Bog havde gjort hende til en stor gud. Så alle de små guder begyndte at skabe artefakter, men Hecate havde ikke lært dem alt, for kun hun var trolddommens gudinde, så deres artefakter var ikke fejlfri, og havde en tendens til at løbe løbsk. Vismændene mener, at de fleste kendte artefakter blev skabt fra -500 til -200, mange af dem af guder som vi knapt nok kender i dag.

Artemisia. Amazone, bueskytte og livvagt for kejser Hardaukar III.

Arvtagerstaterne. En fællesbetegnelse for de nationer, der opstod af det tidligere Tredie Kejserrige. Arvtagerstaterne var Servania, Suana og Øforbundet (anført af Kartria). Palmyria og Penboyn gør (Tulana gjorde) krav på arven fra det Tredie Kejserrige.

Ashanar I. Marentias Autark 588-605. Ashanar I indførte begrebet renegat.

Ashanar II. Marentias Autark 1085-1096.

Askeørkenen. Dalområde i de osbantiske bjerge kvalt af vulkansk aske. Der bor efter sigende mystiske væsener, der har tilpasset sig en tilværelse med et minimum af vand.

Asselandro. Helt fra Anistar ca. 638-669. Han døde i nomadekrigene.

Augray. Elverkriger, medlem af blackguards. Han må regnes blandt Bandagoras femten bedste krigere.

Augustian III. Pellansk kejser 803-810.

Autark. Titlen på den marentianske regent. Med autark menes en hersker, der også er en mægtig troldmand, sådan at han alene i kraft af sine trolddomsevner er mægtig nok til styre landet og forsvare det mod fjender. Det er kutyme, at en stortroldmand tager sig et nyt navn, når han bliver medlem af det Højeste Råd, det typiske er et navn, der svarer til fakultetet, som han leder. F.eks. hedder Hamilkar "Nistris". Derfor er der meget sjældent noget slægtskab mellem autarkerne.

Azantir. "Det gyldne rige". Det nye pellanske kongerige, der har erstattet det tidligere Solland. Valentinian er konge. Hovedstaden i Azantir hedder Trovian. Retssystemet er stort set det samme som i Gron.

Azartes. Kartriansk æventyrer fra det 3. århundrede før fælleskalenderen. Han er mest kendt for opdagelsen af Azartes' Kampesten, der viste sig at være kraftigt magisk. Se Matricerne.

Badizon. Ærkebiskop for Inanna af Eskilart, Salakand. Nummer to i Treenighedskirkens hierarki.

Bahiri. Penboyniansk ø og bispedømme i det Indre Hav

Baldazzarak. Borg og kongeslot forVesland. Borgen, der tilhører kongefamilien Onwal, er bygget op af en bjergside. Det anses for meget svært at erobre og er bla. kendt for en magisk gongong, der lyder, når Vesland trues af fjendtlige styrker.

Balduin (fra Triale). En æventyrer fra Triale. Nok blandt Bandagoras femten bedste krigere.

Balduin III. Grons konge 1022-1035.

Balgashang. Berømt sværd (sandsynligvis langsværd) båret af paladinen Ambertein i det 9. århundrede. Balgashang kunne ikke slå mennesker ihjel, men kunne aftvinge overvundne modstanderne et løfte, som de ikke kunne bryde. Balgashang anses ses af nogle for at være et Artefakt skabt af Diancecht. Balgashang, der var et ganske fortræffeligt våben mod orker, udøde og uhyrer i det hele taget, forsvandt sammen med Ambertein. Ambertein blev sidst set i nærheden af Busenbar omkring år 870.

Balvine. Kartrias hovedstad. Her kan man købe alverdens trylledrikke, beskyttelsesamuletter og afsværgelses-formularer. Balvine tæller ifølge kartrianerne fem og halvfems tusinde indbyggere.

Bandagora (eller Kontinentet). Det eneste udforskede kontinent i Midgård. Bandagora opdeles traditionelt i følgende geografiske områder fra vest til øst (syd til nord): Pellas, den Vestlige Slette; Gron, den Store Skov, Dagdormassivet; Poten, den Servanske Slette; Lacre-Cai; Belandria, Suadanske halvø (eller bare Suadan); Dakria, Ratsgarmassivet, Shendardalplateauet og Nomade Sletten.
Ifølge historikeren Andrevan blev mennesket skabt omkring -85.000 i området omkring det senere Suada. Det var Hermes, der holdt hof der. Inanna mente, at hun kunne skabe bedre mennesker, så hun skabte sine egne i Santen Mar (pellanerne selv siger, at det var i Tir Inan). Enki ønskede ikke, at mennesket skulle leve uden love, så han bad Vahaun om at hjælpe Hermes i Suadan, mens han selv skabte de i hans øjne perfekte mennesker i Narvila. Andrevan kalder sin formodning, der ifølge ham selv er baseret på elverkilder, for "De Tre P'er", idet han går videre til at beskrive den 'penboynianske', den 'pellanske' og den 'pendesiske' kultur. Af disse var den 'penboynianske' det mest udbredte, dels fordi de var først, dels fordi Hermes lærte dem at handle med elverne og dels fordi Vahaun lærte dem at slås. Den 'pellanske' kultur klarede sig også, fordi Inanna lærte dem at dyrke jorden og være frugtbare. Den 'pendesiske' kultur kunne også være med, fordi Enki lærte sine børn at sejle, fiske og overrisle jorden. Men vigtigst af alt lærte han dem loven, så de to andre kulturer viste altid den 'pendesiske' kultur respekt. Både det Første, Andet og Tredie Kejserrige er 'penboynianske' kulturer. I denne opdeling består den 'penboynianske' kulturkreds af Penboyn, Marentia, Donara , Falandria, Hardnit, Salakand, De Uafhængige Bystater og Vesland. Salakand har dog elementer af den 'pellanske' kulturkreds. Den 'pellanske' består af Azantir (og Ech Alba ), Gron og Rovia, mens den 'pendesiske' består af det Pendesiske Kejserrige, Havnebyernes Liga (samt Liëst) og Nordacria. Osbant må siges at være en blandingskultur med elementer fra alle tre kulturer. Barbarriger som nomaderne, Ontanien, Thungar Khanatet og Zagyath tilhører ingen af kulturkredsene og er hver for sig enestående.

Bangalode. Dværgerige, som ligger i de Flossede Bjerge, hvor de møder Dagdormassivet. Bangalode har ikke megen kontakt med mennesker. De har gode forbindelser til Mirandor. Hovedstaden hedder Bardak.

Banland. Koloni af bosættere fra det Tredie Kejserrige på Osbanes nordkyst nær det nuværende Crimloyd. Det nævnes første gang omkring -200. Området indgik i Øforbundet og holdt op med at være en sammenhængende enhed under de Osbantiske Krige.

'Baron' Blod. Doombrother i besiddelse af De Ni Livs Bånd.

Bassida. Mindre havneby på Belandrias vestkyst mellem Lokrine og Harastor. Bassida er nominelt ontaniansk, men styres af de Uafhængige Bystaters Forbund mod en årlig skat.

Baton Rogue. En bandit og dusørjæger.

Bazen. Marentias Autark 549-564. Han har af mange fået skylden for, at Fortryllelsernes Bog gik endeligt tabt.

Belandria. Stor halvø sydøst for det Indre Hav. Mod øst går Belandria over i Ratsgarmassivet mod nord og Dakria mod syd. Det centrale Belandria er domineret af Ontanien.

Belfarin I. Nordacrias konge 925-949.

Belfarin II. Nordacrias konge 958-982.

Belfarin III. Nordacrias konge 982-1013.

Belfarin IV Eldar. Nordacrias nuværende konge fra 1098.

Belizar I (staves også Belitsar) Pendesisk kejser 689-712. Ifølge pendesernes egen historie var det Belizar Is personlige mod, der reddede Pendesien fra udslettelse, idet han gang på gang personligt udfordrede og besejrede ontanianske hærførere. Belizar I tilbragte meget tid bag fjendens linier, mens hans hof prøvede at skaffe allierede mod henholdsvis ontanianerne og nomaderne.

Belizar II. Pendesisk kejser 726-736. Umiddelbart efter sin kroning begyndte Belizar II at forberede et felttog mod nomaderne. Han begyndte generobringen af Dakria i 732, men nåede ikke at se den fuldendt, idet han døde i slaget ved Tovéz i 736.

Belizar III. Pendesisk kejser 785-801. Belizar III er kendt for firdenaridekretet fra 800 (se pendesisk møntvæsen).

Belizar IV. Pendesisk kejser 899-912. Belizar IV var stærkt medvirkende til dannelsen af Nordacria.

Belladonna. Udtræk af galnebær som hvis brugt i tide kan hindre udbrud af lycantropi. Værdi ca. 3 cc.

Benkronen. En djævlekult.

Bensarian. Vismand, der bor i en grotte ved Kevarhøjene i Gyldenskov.

Benshil-søen. Søen nordøst for Hardnit. Brindanfloden løber ud i Benshil. Harlindonfloden løber fra Benshil ud i det Indre Hav.

Bese. Hovedstaden i dværgeriget Thulcandor.

Beydelius Cato. Pendesisk kejser 609-629.

Bhalthor ("Thors ånde"). Et af formentligt tolv artefakter i form af en statuette, der forestiller et barn. En bhalthor gør indehaveren i stand til direkte at tiltale Guderne, og anses for meget farligt at bruge. Artefakterne tilskrives Kirion, der skulle have skabt dem for dels at håne Guderne dels at lade menneskene klage sig direkte til dem. Der findes en del historier, men de tre mest kendte er: 1) I det 9. århundrede plyndrede vikinger et Gronsk tempel nær Anocea på Poten. Inden skibet kunne flygte med de plyndrede skatte fik de overlevende præster tilkaldt hjælp fra Anocea i form af tre trierer. Vikingekaptajnen så skibene og svor en ed, hvor han ønskede, at Thor skulle sende en storm, der kunne sprede hans modstandere. Uden at han vidste det, havde han røvet en bhalthor, og Thor hørte hans ord. En storm opstod af ingenting, og de tre trierer blev spredt for alle vinde. Men hans egen drakkar blev også blæst bort, og i det fremmede farvand forliste hans skib. Kaptajnen, det meste af hans besætning og alle skattene endte på havets bund. Fra denne historie stammer navnet. 2) I 540 kæmpede Salakand sammen med det Pellanske Kejserrige mod Thungarkhanatet. Den salakiske konge Lothar II havde i flere uger drevet thungarerne tilbage mod kysten ved Venikin. Her havde thungarerne ladet sig indhente. Da Lothar frygtede, at thungarerne havde et trolddomsvåben i baghånden, brugte han sin bhalthor til at bede Vahaun om, at slaget ville blive udkæmpet uden trolddom. Således blev det, og salakkerne vandt en knusende sejr. Men Lothar blev såret, og hans sår var betændt. Da han lå for døden prøvede præsterne at helbrede ham, men intet hjalp. Det fortælles, at Kong Lothar døde som en tilfreds mand. 3) Under nomadekrigene fandt Ghorghis en bhalthor på Kangrisorn-skrænten, og da han lærte hvad den var for noget, gemte han den. Han tilsagde sine nærmeste, at skulle han dø, så skulle de appellere til Guderne om at bringe ham tilbage. Historien fortæller, at da Ghorgis døde i 661, så turde ingen bruge bhalthoren. Den blev derfor lagt til den enorme skat, som Ghorgis havde skjult i Brossibjergene. I 1081 opdagede den senere Tiolan IV en ufattelig stor guldskat i Brossi, som nogen mener var den omtalte skat, men man fandt aldrig den nævnte bhalthor.

Bifrost eller Regnbuebroen. Den bro, der ifølge traditionen fører fra Midgård til Outlands på det øverste plan, og som vogtes af Heimdal. Det er muligt ved magisk hjælp at omgå Bifrost.

Blackguards. En orden af elvere, der bekæmper sortelverne.

Blækkets Brødre. En orden af troldmænd, der deler deres hemmeligheder. Den har base i Koira.

(De) Blå Øer. Øgruppe i det nordøstlige Bandagora med mange klippefyldte øer. De tre største er Chilla, Garia og Roga. Øgruppen tilhører Havnebyernes Liga.

Bogadir IV. Penboyniansk konge 265-278.

Bondor. En havneby med fem og tredive tusind indbyggere på Osbane. Bondor blev grundlagt i 65 af Harastar og har siden da været på forskellige hænder. Siden 664 har byen været uafhængig og er med i de Uafhængige Bystaters Forbund. Bondor er mest kendt for sine tilsyneladende uudtømmelige blyminer, og har i flere perioder været en blomstrende handelsby. I Bondor tilhører vigtige poster i byen (havnefoged, torvebestyrer, portmester, og andre) familier og således ikke er på valg som de er tilfældet i de øvrige byer (se evt. Uafhængige Bystaters Forbund). Borgmesteren og byrådet er derimod på valg hver fjerde år.

Borsoch. 1: Subkontinentet, der udgør Bandagoras vestlige grænse. Borsoch er langtfra udforsket, men menes især at bestå af ødemark, der særligt i de sydlige egne er præget af regnkløfter. 2: Det store orkrige, eller samling af orkriger, der besidder Borsoch (1).

Breldiar. Naturligt forekommende urt som kan gøre en person smidigere. Udbredt i Belandria.
Værdi ca. 65 cc pr. dosis.

Brensor Khan. Renegat fra Kartria. Brensor var oprindeligt kartriansk troldmand (se Sjælenes Juvel, som han stjal i 610). Han bosatte sig cirka 613 i Trakiars, men forsvandt tilsyneladende fra Midgård, indtil han i 1105 pludselig dukkede op i Belandria i pendesisk sold. I 1106 blev han så vidt vides henrettet som renegat af Helena, men er ifølge vedvarende rygter blevet genoplivet. Enkelte mener, at han har haft en 'tidindstillet' klon (en såkaldt stasis clone) klar til at dukke op i tilfælde af hans død.

Brindan. Flod, der løber fra sammenføjningen af Arhana og Skitaura og munder ud i Benshil.

Brin Lebin. Mindre havneby ved Månebugten i det sydvestlige Salakand. Grundlagt omkring 100 år før fælleskalenderen. Var hovedstad i Salakand fra 103 til 257. Blev brændt ned til grunden i 297 af thungarerne og har i dag kun betydning som grænseby til Rovia.

Broderskabet. En organisation, der knytter de forskellige snigmorderlaug sammen.

Brossi-bjergene. Den bjergkæde, der forbinder Regentopbjergene med Ratsgarmassivet.

(The) Brotherhood of Doom. En samling af lejesvende og røverriddere. De er villige til hvad som helst, hvis prisen er i orden. The Brotherhood opstod oprindeligt som et art drikkelaug fra den penboynianske tradition, at en adelsmands søn skal kvalificere sig for at kunne arve sin titel. Flere sønner nægtede i hvert fald i en periode at tage dette alvorligt, de mødtes jævnligt i Latislav, hvor de tiltalte hinanden med absurde titler som skraldespandsridder, gullaschbaron, fedtegreve og skrankepave. Navnet tog de som tegn på deres fortabte skæbne, idet de jo ikke kom til at arve godset. Det fungerede i mange år som et uforpligtende fristed for unge mænd, der ellers var tvunget til at vise, at de duede til noget. På et tidspunkt ændredes stemningen, da der begyndte at dukke mange op, der rent faktisk var blevet gjort arveløse, og de blev fulgt af flere 'trediesønner', som følte sig forbigået. Efterhånden blev the Brotherhood bare en undskyldning for ballade, og i dets nuværende form, hvor det ledes af Kazentorn, er det et netværk af lejesvende og skumle æventyrertyper, der kalder sig selv ved fantasifulde navne. Deres udbredelse er begrænset til kystlandene nord og øst for det Indre Hav (inklusive Belandrias nordkyst) samt Donara .

(Den) Brudte Cirkel. En fiktiv organisation, som spioner bruger, når de gerne vil fortælle, at de er spioner.

Calimshan. Penboyniansk forfatter og digter 694-765. Calimshan er især kendt for sine skuespil, særligt "Sørejsen". Mange af hans skuespil er romantiske genfortællinger af Penboyns tidlige historie.

Casimir I. Konge af Salakand 843-877. Casimir I nævnes af mange historikere som den ideelle konge, der sørger for, at rigets borgere kan leve i fred og sikkerhed.

Casimir IV. Konge af Salakand 923-939. Casimir IV døde ved et slag i Duneval under Kangrisornkrigene.

Casimir V. Konge af Salakand 980-995.

Castanamir I. Marentias Autark 923-961. Castanamir I lagde ikke skjul på, at han oprindeligt var fra Falandria. Dette gjorde ham mere acceptabel overfor de andre statsoverhoveder, og han var i stand at genoprette tilliden til Kartria i landene omkring det Indre Hav. Han deltog som general i Kangrisornkrigene.

Castanamir II. Marentias Autark 974-1002. I Kangrisornkrigene sørgede Castanamir II for, at det belejrede Kangrisorn fik forsyninger, mest ved hjælp af flåden, men også ved hjælp af magi.

Castanamir III. Marentias Autark 1037-1053. Castanamir III er mest kendt for at være 'menneskelig', idet han efter sigende var mere interesseret i det modsatte køn end at regere Marentia.

Castanamir IV. Marentias Autark 1053-1059. Castanamir IV skulle oprindeligt have været fra Penboyn, og der er meget, der tyder på, at han ønskede en krig netop mellem Marentia og Penboyn af ikke helt tydelige grunde.

Castanamir V. Marentias Autark 1096-1102. Castanamir V iværksatte et massivt salg af mindre magiske genstande til andre lande og en inddragelse af visse stortroldmandsprivilegier for at finansiere en rimelig betaling af hæren. Officielt døde han af en længerevarende sygdom, men de nærmere omstændigheder ved hans død kendes ikke. Hans første 'skæbne', Kara, døde i en meteor swarm, og hun blev efterfulgt af Helena, der ved Castanamir Vs død blev frigjort til tjeneste i Ringsagaen.

Cedric III. Greven af den Sorte Ørns Grevskab i Hardnit, eller bare den Sorte Ørn. Temperamentsfuld hersker, der kendes som en respektabel troldmand, men som også har udmærket sig ved bueskydningskonkurrencer. Cedric, der er i slægt med Storladfamilien, overtog grevskabet i 1113 efter sin farbror Erik IVs død. Han er barn af den berygtede Baron Hendrick II, der gjorde grevskabet til en orkrede omkring år 1100. Hendrick døde i 1103 under mystiske omstændigheder til søs. Grevskabet er kendt for sine Sorte Riddere, der ledes af den stærke kriger Vandahar.

Celandine. Naturligt forekommende urt som ved magisk mellemkomst kan helbrede. Sjælden, men relativt udbredt i Dakria. Værdi ca. 15 sd.

Celestian I. Marentias Autark 564-588. Celestian I oprettede de magiske fakulteter og anses for en dygtig leder, som var i stand til at samle troldmændene i et forsøg på at tilpasse sig de nye betingelser.

Celestian II. Marentias Autark 878-923. Celestian II var den første autark efter kongetiden. Ved hans tiltrædelse trak de gronske invasionstropper sig væk fra Kartria.

Celestian III. Marentias Autark 1024-1037. Celestian III afviste at komme de rovianske oprørere i Damilonia (på Osbane) til hjælp, idet Kartria ikke længere havde noget krav på Osbane.

Celestian IV. Marentias Autark 1069-1080. Celestian IV gjorde en ende på hærens oprør ved Sparkia-massakren i 1073.

Celestra. Kvindelig Dødsridder . Den næstsidst tilkomne dødsridder. Da Celestra hørte om spådommen, der sagde at Ogonjok ikke kunne dø for en mands hånd, mente hun straks, at hun var den, hvis skæbne det var at dræbe ham. I sit hovmod angreb hun De Dødes Tårn, og endte som dødsridder. Hun er nok den svageste af dødsridderne, hun var i hvert fald ikke noget særligt før hun blev det. Hun bærer Shekele, en morgenstjerne der kan knuse hjerter. Desuden kan Shekele gøre Celestra æterisk. Celestra holder til i Elista, Penboyn. Her huserer hun gaderne med Shekele, når det bliver fuldmåne for fjerde gang hvert år.

Celestras Huler. Underjordisk kompleks nær Elista, Penboyn. Kaldes også "Tomb of Kal-Kazar".

Celimesh III. Penboyniansk konge 460-72. Celimesh III var lillebror til Landau III og Stephan III.

Ceonwolf. En tempelridder med base i Losada.

Chalmar. Marentias Autark 647-656.

Champions of Light. Se Lysets Forkæmpere.

Cheleos. Pellansk grevskab. Greveslægten tæller blandt andet Drenzel Cheleos, der er arving til grevetitlen.

Chesenta. Krigerske fra Anistar.

Chimeraner-ordenen. Treenighedskirkens munkeorden.

Chinloi eller leaguespeak. Sproget, der tales i Havnebyernes Liga.

Chivenor. By i Havnebyernes Liga. Chivenor blev grundlagt i 512, men fik først større betydning som handelsby i det 11. århundrede.

Colin III. Penboyniansk konge 968-982.

Conrad II Storlad. Hertug af Hardnit 980-987.

Corvendil. 1: Falandriansk kongeslægt. 2: Grevskab i Penboyn.

Crimloyd. En by på Osbane, hovedstaden i Osbant. Der bor en halvfjerds tusinde i Crimloyd.

Dacria. Kaldes også Dakrien. 1: Præstestyret rige fra ca. -215 til 305. Man ved ikke præcist hvornår Dacria blev grundlagt, men det fandtes før det Tredie Kejserrige gik i opløsning. Man har sikre kilder fra perioden fra -155, hvor Hardor blev grundlagt. Fra ca. 305 var Dacria et løst forbund af bystater, der i perioden 511-519 en for en blev erobret af Zagyath. Da Pendesien i 517 erklæredes for et kejserrige, sluttede repræsentanter for byerne sig til kejserriget. Pendesien erobrede derefter byerne fra Zagyath i årene 522-527. 2: Synonym for Dakria.

Dacriansk. Sproget, der tales i Nordacria og Østpendesien.

Dagdor-massivet. Det store bjerg-massiv i det nordvestlige Bandagora, hvor Miralandor og Bangalode ligger.

Dakria. Stor halvø i det sydøstlige Bandagora. Tilhører Pendesien.

Det Dakrianske Forbund. Betegnelse for Dacria i perioden fra 474 til 519, hvor det blev endeligt erobret af Zagyath. Forbundet blev ledet af Sleet frem til dens erobring i 513 og bestod iøvrigt af Hest (erobret 511), Plendor (erobret 517) og Hardor (erobret 519).

Dambergard. Hovedstaden i Falandria. Dambergard er med sine fem og tredive tusinde indbyggere, bortset fra Kongsgården, ikke ret meget af en vikingeby. Beboerne og de handlende opfører sig præcis som i andre større byer. De lokale kalder selv byen Dambergard, og ikke som de omkringboende vikinger, der kalder den Dambogård.

Damilonia. Roviansk koloni på Osbanes nordvestlige hjørne overfor Poten. De to største byer er Antander og Jettisek. Sidstnævnte by blev hærget af en mystisk golem i januar 1116.

(The) Dark Faction. Tidligere medlemmer af Sollandets Inannapræsteskab, der nægter at acceptere den nye stat Azantir. De er stærkest i de sydlige dele af Pellas, især Goy Polloy og Santen Mar. Det er ikke helt klart, om de er en forlængelse af Sollandet på Ech Alba . De regnes for at arbejde sammen med Illumnatii

Darmiel. Sandsynligvis sortelver.

Derek. En gronsk dusørjæger fra Triale.

Dermeleon. Troldmand ca. 880-951. Han var medstifter af Æventyrernes Selskab i 926 og var derefter meget aktiv i katalogiseringen af magiske genstande.

Diamantansigtet. Artefakt i form af en lille medallion, hvorpå der er indgraveret et lille ansigt. Ansigtet er så lille, at det er svært at se, hven det forestiller. Bærer man medallionen vil man kunne se, at det er ens eget ansigt, medallionen forestiller. På længere sigt vil ens eget ansigt blive eller forblive ungt, mens diamantansigtet ældes. Medallionen giver dog så vidt vides ikke længere liv eller anden form for beskyttelse. Hvis man forsøger at hindre andres kærlighed vil man tabe medallionen, og hvis man på den eller nogen anden måde mister medallionen vil dens effekt hurtigt fortage sig.

Diana. Osbants nok bedste kvindelige kriger.

Diancecht. Lægekundskabens gud. Den mest udbredte opfattelse af Diancechts lære er, at man ikke må slå ihjel, og at man skal helbrede alle, der har brug for det. Det er ikke forkert, men det er noget forsimplet udgave. For de indviede er historien den, at det er Diancecht, der har konstrueret menneskekroppen, derfor er alle levende kroppe hellige, og de skal til enhver tid holdes i gang, uanset konsekvenserne. Det er ligegyldigt, om kroppen tilhører en faktisk eller potentiel morder, de problemer må man løse, som de opstår. Således er menneskets fjender også Diancechtpræsternes fjender, og dem gælder der ingen nåde for. Medlemmer af de Høje Racer må vurderes enkeltvis på basis af deres opførsel. Der er således intet i Diancechts lære, der foreskriver, at præsterne skal være venlige eller generøse, og det kan nogen gange komme bag på udenforstående.
Hellig dag: 14. april. Symbol: Helende (sølvfarvet) hånd

Dionysos. Vinens og øllets gud. Dionysos er glædens gud, og gud for frihed for arbejde. Dionysos’ lære er simpel: "Nyd livet" eller mere korrekt "Nyd frugterne af dit arbejde". Eller: "Du drikker vand for at overleve, men vin for at leve". For det kan godt være, at mennesket er nødt til at arbejde hårdt for at overleve, men for at det tjener noget formål, så skal der være noget at leve for. Og det er nydelsen. Rusen er den eneste sikre måde at opnå lykke, og går man åbent ind i rusen uden andre tanker end den at nyde, så er der ingen tømmermænd. Dionysos har meget få rene tilhængere, for han fungerer kun i særlige tilfælde som en personlig gud, man dyrker alene. Han dyrkes af mange mennesker på en gang, mest spektakulært ved festivaler, og det kan afhængigt af de lokale forhold ske en, to, tre gange om året. Så går det til gengæld vildt for sig. Derudover fremsiger mange en stille skål til hans ære, når de sidder på kroen efter arbejde og får sig en øl eller et glas vin, før de går hjem til familien. Han dyrkes også som alderdommens gud, fordi han for mange er den eneste, der kan sikre en lykkelig alderdom. De ofrer jævnligt og håber, at de også kan nyde et glas, når de bliver gamle. Hellig dag: 21. august. Symbol: Vin, øl, druer, alt der har med drikkelag at gøre, en gammel og en ung mand, der drikker sammen (symboliserende den gamle mand, der føler sig ung).

Dismay-bugten eller Jammerbugten. Bugten ud for ruinerne af Suada.

Ditmarforbundet. En alliance af øer og havnebyer i det nordøstlige Bandagora, der også kaldes "forbundet af øer". Forbundet, der ikke må forveksles med Øforbundet, eksisterede fra 342 til 521 og var forgængeren til Havnebyernes Liga.

Ditseng I. Nordacrias konge 1013-1015.

Ditseng II. Nordacrias konge 1061-1075.

Djogaila. Veslands konge 945-977.

Djugosir. 1: En halvnomadisk barbarstamme bosat nord for Benshilsøen. 2: Sproget, der tales af djugosirerne.

Donanda. Flod, der udspringer fra bjergene i det nordøstlige Donara og løber østpå. Slee, Inkavila og Rahne er tilløbere. Floden løber ud i Sharunabugten ved Chivenor.

Donara. 1: Et kongerige nord for Regentopbjergene og øst for Horkrankbjergene. Efter at Penboyn var kommet sig efter nomade-invasionerne i det 7. århundrede, og havde erobret det tabte land tilbage i starten af det 9. århundrede, etablerede man en forpost i det nuværende Donara i perioden 811-816. Da samlingen af vikingerne i Falandria gjorde forbindelseslinierne usikre, fik hertug Don i 893 tilladelse til at løsrive sig fra Penboyn, og kongeriget Donara var en realitet. Donara, der mest er kendt for sine sikre fængsler, er ikke noget turistland, de bryder sig ikke meget om fremmede, og elverjagter er et hyppigt forekommende fænomen, selv om det fra officiel side naturligvis er dybt ulovligt. Hovedstaden hedder også Donara (By). Kongen (eller Don'en) hedder Arlit II. 2: Synonym for Donara By.
Retssystem. Der gælder de samme generelle retningslinier som i Penboyn. I Donara er det forbudt fremmede og ikke-adelsmænd at bære rustning og tunge våben i Donara By. I Donara er det almindeligt udbredt at acceptere tilståelser eller vidneudsagn fremkommet under tortur. Alle ikke-adelige mistænkte for grove forbrydelser kan regne med at deres udsagn kontrolleres med tortur. Selv vidner, der ikke er mistænkte risikerer tortur.

Donara By. Hovedstaden i Donara , hvor der bor omtrent fyrre tusinde indbyggere. Donara er delt op i to dele, en ydre alment tilgængelig del, og en indre 'forbudt' by, hvor adelen bor (og fængslet ligger).

Donaransk. Sproget, der tales i Donara . Mange i Donara taler dog Lakedi.

Dorkis. Salakisk fængselsø i det Indre Hav 60 mil syd for Penhavn.

Draden. Dødsridder . Meget få har været tæt på Draden, eftersom han er omgivet af en aura af frygt, der kan få svagere sjæle til at falde døde om på stedet, og stærkere til at flygte blindt. Værre endnu er det, at Dradens skjold, Hate, gør at alle, der rammer det, risikerer at blive disintegrated. Han bærer desuden et langsværd, Tearbringer, men dets kræfter er ikke kendte. Så vidt vides har han kun slået med det fire gange.
Dradens tilholdssted kendes ikke, men man gætter på at det er et sted i Skitaurabjergene.

Dragemasken. Magisk maske, der faktisk gør bæreren til en rød drage. Enkelte anser masken for at være et Artefakt skabt af Plutus. Ligger i Tyketemplet i Kangrisorn.

Dragedræberne. Et selskab af æventyrere, hvor man kun kan blive medlem, hvis man har dræbt en af hver slags drage. Der findes loger i de fleste større byer i Havnebyernes Liga og Taunenfels. Dragedræberne blev oprindeligt oprettet i 1034 af Havnebyernes Liga. Ændret til den nuværende form i 1078 af Skalodon, den daværende stormester. Havnebyernes Liga frabeder sig nu ethvert ansvar.

Dragekulten. Mystisk orden, der mener, at man kan dræbe en drage og overføre sin egen livsessens til liget for derved at opnå både evigt liv og dragens kræfter. Denne ordens medlemmer søger at blive disse såkaldte 'dracoliches'. Det er dog tvivlsomt, om ordenen eksisterer.

Drageøerne. Se Troldeøerne.

Drago Zingari. Halt nomadehøvding og søn af Varenna. For Havnebyernes Liga står han som et historisk symbol på, at man ikke skal tage noget for givet. Ligaens udsendinge mente at have forhandlet en aftale i stand med Drago, sådan at Ligaen var sikret, hvis Varenna døde. Imidlertid burde de have vidst, at Drago aldrig ville kunne blive leder af nomaderne, da han var halt. Se Nomadekrigene.

(Det) Drusiske Forbund eller Tumisforbundet. Forbundet mellem Harastor og Bondor 664-922. Forbundet opstod efter løsrivelsen fra Marentia og blev opkaldt efter 'Druso' Andronikus, der oprindeligt havde forestillet sig et kongerige, men endte med at blive borgmester i Harastor. Ved Stavalots indtræden i forbundet ændrede det navn til de Uafhængige Bystaters Forbund.

Druso. Harastars grundlægger og første konge (-55 til -18). Druso grundlagde således også Harastor og tilskrives også borgen i Kirrlar. Druso var det, vi i dag ville kalde ontanianer, dvs. oprindeligt barbar. Hans historiske fortjeneste var at samle og civilisere de belandrianske stammer. Denne indflydelse ophørte dog i det centrale Belandria omkring 490, hvor Ontaniens barbarbefolkning igen kom til magten.

Drømmenes Krystal. Artefakt i form af en krystalkugle. Drømmenes Krystal fungerer som en almindelig krystalkugle, men den gør også brugeren i stand til se steder og døde ting i fortid og fremtid. Ydermere kan den bruges som en slags orakel, idet den ved at vise særlige scener kan give et svar på et problem. Efter gentagen brug bliver man i stand til at ændre det man ser, sådan at man kan påvirke situationen gennem krystallen. Desværre kan man miste evnen til at skelne mellem drøm og virkelighed. Mange (inklusive Æventyrerlauget) troede, at Drømmenes Krystal blev fundet af Siriet i 1108. Men nu mener de fleste, at Siriet en slags kopi, der omtales som Lokes Øje.

Duneval. 1: Penboyniansk kongeslægt. Slægtens overhoved hedder Shaun Duneval.
2: Slægtens grevskab i Penboyn.

Durias. Pendesisk baron. Tidligere æventyrer.

Dursival. Patriark for Vahaun af Losada, Penboyn. Nummer tre i Treenighedskirkens hierarki. Dursival er kendt for sin imponerende samling af kunst, især skulpturer.

Dvalins Port. Forladt dværge fæstning nær Skandelion. Ifølge traditionen en indgang til et underjordisk dværgerige, der går hele vejen op til Miralandor.

Dværge. Der findes fire store dværgeriger i Bandagora: Mirandor og Bangalode, begge i Dagdor-massivet, Thulcandor sydøst for Donara og Dvorkazad i Ratsgarmassivet. Alle disse riger sælger våben og rustninger i særklasse (også magiske), hvad angår både pris og kvalitet, men Miralandor, hovedstaden i Mirandor, er klart mest leveringsdygtig.

Dværgenes Økse. Artefakt i form af en tohåndsøkse. Man ved ikke meget om det andet end at det går igennem metal, som var det smør. Man regner med, at kun dværge kan bruge det.

De Dødes Tårn. Et tårn gemt i Skitaura-bjergene. Hjemstedet for Ogonjok.

Dødsklingen. Artefakt i form af et sværd. Dødsklingen, der tilskrives Nergal, gør sin bærer immun som en udød, og gør ham i stand til at animere sine overvundne modstandere. Desværre bliver bæreren også selv udød. Den sidste indehaver var Dorman 'Ravn', der blev dræbt i 1113.

Dødsmasken. Så vidt vides menneskeskabt Artefakt i form af en gylden maske uden åbninger. Dødsmasken, der menes at være skabt under indflydelse af Juiblex, gør indehaveren i stand til at suge evner fra overvundne modstandere. Hvis dødsmasken placeret over ansigtet på en død, antager det først form af den dødes ansigt, men ændres derefter til indehaveren, der på det tidspunkt modtager evner fra den afdøde. Således kan en kriger med masken få trolddomsevner. Maskens pris er en fremadskridende sindsyge, der til at begynde med viser sig i form af en ubehagelig personlighed, senere bliver til forfølgelsesvanvid og sidst udfolder sig som schizofreni, hvor indehaveren springer mellem forskellige personligheder, der prøver at eliminere hinanden. Det sidste stadie varer sjældent ret længe. Den mest berømte historie om masken er historien om Fandamist, der prøvede at bruge masken til gode formål, han slog aldrig nogen ihjel for at tage deres evner, men brugte kun masken, når han alligevel havde dræbt nogen. Men langsomt fik masken ændret ham, så han stødte alle, selv sin elskede Tesara, fra sig. Men hun, der var Tykepræstinde, ville ikke miste ham, og hun bad til Tyke om hjælp. Det lykkedes hende at redde Fandamist ved hjælp en maske af orichalkum, som hun ved list fik anbragt på hans ansigt. Ifølge en version beholdt han de evner, han havde erhvervet sig gennem masken, men denne version kan skyldes Juiblex selv. Masken dukkede senere op gentagne gange i forbindelse med djævlekulter, indtil paladinen Aktihle gemte den på en lille ø i det Indre Hav ca. 1068.

Dødsridder. Betegnelse for en type udød, der anses for meget stærke krigere. Man regner med, at der findes 12 dødsriddere. Fælles for alle dødsriddere er, at de er faldne paladiner. De er som oftest ensomme skikkelser, måske på nær Anthear og Grave. De vidnesbyrd man har, taler alle om een dødsridder. Når der trods alt er en del vidner, der har overlevet, er det fordi dødsridderne sjældent angriber tilfældige forbipasserende. Der er ingen tvivl om, at de går Ogonjoks ærinder, men det er ikke sikkert, at han kontrollerer dem fuldstændigt.
Dødsriddere har alle en ganger, et nightmare. De ses dog lige så tit uden. De har alle følgende evner:
fear, fireball, power words, de kan summon djævle og kontrollere udøde og de har magic resistance, desuden har angrebsspells en chance for at blive kastet tilbage. Navnene er så vidt vides Draden , Grave, Karmon, Krawn, Anthear, Haykmar, Thralden, Zorgham, Venomon, Celestra, Gart og Stark.

Ech Alba. Ø sydvest for Asmasrastrædet. Øen besiddes af Inannapræster, der kalder øen for Sollandet. Azantir har i øjeblikket en meget lille flåde, der ikke er i stand til støtte en erobring af øen.
Retssystem. Dette lille områdes retssystem har mest historisk interesse, da det blev brugt i det meste af Pellas fra 1075-1112.
Der findes seks kaster: slave, bonde, handlende, kriger, lærd og præst. Præstekasten omfatter udelukkende Inanna-præster, præster, der tilbeder andre tilladte guder tilhører de lærdes kaste. En præsts handlinger kan kun bringes tvivl af andre præster, og den eneste mulige straf er fratagelse af den pågældendes præstestatus. For de øvrige kaster gælder der, at straffen skærpes, jo højere kasten er. Følgende tabel viser de omtrentlige straffe:

Lemlæstelsen er som regel relateret til forbrydelsen, dvs. tyve får hånden hugget af, voldtægtsmænd bliver kastreret, osv. Alle forbrydelser af religiøs natur ledsages af, at øjnene stikkes ud. Eksempelvis vil en bonde, der spytter på gulvet i et Inanna-tempel, få en bøde på 2 sd og få øjnene stukket ud. Hvis der bliver en anden gang, så gøres vedkommende til roer i Sollandets flåde; der bliver ikke en tredie gang. Landet ledes af førende medlemmer af præstekasten. Kastesystemet blev indført i 1075, og har således ikke været et udtryk for en tradion.

Eidur Berløv. Falandrias konge 1105-1108.

Ekla. Ontaniansk konge 477-482. Ekla blev anklaget for at være forhekset af de kartrianske troldmænd, han brugte som rådgivere og blev efter et baghold brændt levende. Hans familie tabte den efterfølgende borgerkrig.

Elektrum. Legering af 1 del guld og 10 dele sølv. Bruges som møntmetal i det Pendesiske Kejserrige og Havnebyernes Liga. Se møntvæsen og Pendesisk møntvæsen.

Elementalplanet. Se Midgård.

Elfenbenstårnet. Et sted på det øverste plan, hvor Guder bor. Ifølge traditionen ligger Elfenbenstårnet i Bytopia, og Inanna holder hof der med Enki og Vahaun. Derudover holder Horus, Thoth, Ogma, Ormazda, Diancecht til der.

Elsemore. By i Havnebyernes Liga. Elsemore ligger på Chilla, der er den største ø i øgruppen de Blå Øer. Der bor cirka firs tusinde indbyggere i Elsemore.

Elverdalen. Bispedømme i Hardnit med Gylhaven som overhoved. Enkisborg er bispesæde.

Elvere. Der er otte kendte elverriger i Bandagora. Det største er Lacre-Cai, nord for Enders . I Lacre-Cai ligger Alfheim, hvor elverne lader mennesker komme uden særlig tilladelse. Derudover kendes El-Ya - nord for Poten, Arhana-elverne - nord for Salakand, Donanda-elverne - øst for Donara , Brangalynn-elverne - mellem Isvespia og Pandesa, Shendar-elverne - vest for Anistar, Osbane-elverne i det sydøstlige Osbane og Højlands-elverne vest for Højlandet.

Elverstjernen. Artefakt i form af en grøn juvel, som beskytter Elverdalen mod angreb, så længe den befinder sig i Enkisborg.

El-Ya. Elverrige mellem Salakand og Eyronia .

Encyclopedia Bandagora. Opslagsværk om Bandagoras lande og indbyggere. Den første udgave blev skrevet i Chivenor i 866 og var i tre bind. Den er senere blevet revideret flere gange, men da forlaget i 1065 gik fallit stoppede udgivelsen. I 1080 sponsorerede købmanden Furok en tilbygning på Anistars universitet, sådan at Encyclopædien permanent kunne have en redaktion. Sidste udgave er skrevet mellem 1112 og 1115.

Enders. Enders blev grundlagt i 911, og er i dag med sine ca. halvanden hundrede tusind indbyggere den næststørste by i Bandagora. I Enders er alt til salg. Det er den økonomiske og diplomatiske 'hovedstad', hvor de vigtigste forretningsmæssige eller politiske forhandlinger foregår. Kan noget fås for penge, så kan det fås her. Vil man opleve storbyen, så er det stedet. Byen er delt op i to halvdele, den øvre fine del, og den nedre almindelige del. Hvis man vil betale, kan man få adgang til den øvre del, hvor det Blå Palads ligger. Men det er i den nedre del, det spændende sker.
Enders leder de Uafhængige Bystaters Forbund, som også tæller Stavalot, Harastor og Bondor.
Enders er stor nok til at have hele fire tyvelaug. De 'Grønne' Tyve, som der er flest af, specialiserer sig i at plyndre 'turister', og holder øje med fremmede i byen. De 'Røde' tager sig af de lokale handlende. I den finere del af byen opererer de 'Blå'. De 'Gule's speciale er smugling. De fire laug arbejder dog sammen, og de arbejder også så tæt sammen med snigmorderlauget, at dette laug ofte kaldes de 'Grå'.

Enhjørningsordenen. Hardnits fineste ridderorden. De kæmper mod lovløshed og for kongen.

Enki (Odin i Falandria). Lovens og retfærdighedens gud. Vand- (hav- og flod-) gud Djævleuddrivernes gud.
Enki er gud for elementet vand. Enki er Bandagoras største gud. Det er for mange helt oplagt, hvorfor Enki er gud for vand. Vandet flyder altid mod det laveste punkt i en jævn strøm. Vand i forbundne kar fordeler sig jævnt. Selvom de tidligste ure var solure, så var de første pålidelige ure vandure. Men man bør holde sig for øje, at vandet er Enkis fysiske manifestation, ikke hans ide. For Enkis tilhængere er loven idealet, og de ser i en vis forstand Enki som skaberen. De andre guder kan hjælpe ham eller hindre ham, men uden ham var der ingen lov, og derfor ingen mening. Hvis man ikke ved, hvad der er godt og ondt, eller hvad der er op og ned, så kan der ikke være nogen historie, kun forvirring. Enki skabte orden i kaos ved at fortælle, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Hvor hver sten hører til og hvilken vej vinden skal blæse. Da han havde gjort alt dette, begyndte de andre guder at blande sig, hvilket medførte store forandringer, men som dog ikke kunne ændre ved det fundament, Enki havde lavet. I ethvert samfund bør Enkipræsterne stræbe efter, at den lov menneskene lever efter, så vidt muligt ligner den himmelske lov, Enki har nedfældet. Det kan ske fra tid til anden at Enkipræsteskabet beskyldes for at holde loven højere end dem, den skulle beskytte. Men dette mener de er noget vrøvl. Det kan meget vel tænkes, at en lov kan have utilsigtede følger for en enkeltperson, og det er selvfølgelig beklageligt, men hvis der rokkes ved det fundament, som loven udgør, så bringes alle mennesker i fare. Så derfor må lovens bogstav følges. Retfærdighed er vigtig, men lov og orden vigtigere. For Enkipræsteskabet ligger der også en anden betydning i begrebet lov, nemlig den vi kender fra ordet naturlov, at hver ting har sin rette plads. Derfor er Enki også gud for djævleuddrivere, da djævle ikke hører til i Midgård (og fordi Hecate har givet menneskene en gave uden at sørge for, at de påtager sig ansvaret for deres handlinger). Til sidst skal det nævnes, at der – som for alle de store guder – er store variationer af tolkningen af Enkis lære. Hellig dag: 15. maj. Symboler: Farven grøn, vand (to bølgestreger), vægt, ziggurat.

Enkisborg. Bispesæde og største by i Elverdalen.

Entelikele. Kriger fra Zagyath.

Esduroy. Marentiansk ø. Esduroy ligger nord for Kartria og syd for Akunar.

Essalia. 1: Den pendesiske kejserinde, gift med Hardaukar III. 2: Kvindelig kriger i Havnebyernes Liga, der arbejder sammen med troldmanden Dagasso.

Estasiri eller Stjernesøgerne. En orden, hvis formål er at opdage, udforske og holde øje med portaler til andre verdener. Den består overvejende af æventyrere og vismænd. Mest udbredt i Havnebyernes Liga.

Eukinea. Halvø i Osbanes nordøstlige hjørne. Pavian ligger i Eukineas nordlige ende.

Eustasia eller Tellus. Kloden i Midgård hvor Bandagora befinder sig.

Eyronia. Korsfarerrige mellem Salakand og Gron. I 1106 bemyndigede Pave Honorius Fyrst Farko og Biskop Marduk til at styre landet sammen. Se Korstoget mod Sollandet.

Det fakianske dynasti. Den kejserlige familie, som Hardaukar III tilhører. Navnet stammer fra Fachan, som er en pendesisk ø. Familien, der nedstammer fra kongefamilien, der regerede Norsala, kom til magten i 1019 med Nikopol II.

Falandria (eller Fjælamark). En kongerige i det nordlige Bandagora. Det meste af Falandria ligger omkring floden Felendar og den tilløbere. Falandria opstod omkring 858 som en modvægt mod Penboyns ekspansion. Falandrias indbyggere er mestendels vikinger, med evner som sømænd og skovhuggere. Hovedstaden i Falandria hedder Dambergard, hvor kong Uchard Corvendil bor. Retssystem. Falandria har ikke nogen egentlig arvefølge, men et høvdingeting vælger kongen blandt dem selv og kongens arvinger. Kongen vælges på livstid, og bestemmer alt der vedrører andre lande og krig. Desuden regerer han også i Dambergard. I det øvrige Falandria (bortset fra Runa) styres loven af familierne. Den skadeslidte familie bestemmer misdæderens straf og eksekverer den også. I nogle tilfælde, især æreskrænkelse, afgøres det ved holmgang, dvs. duel til døden. Der er også tilfælde, hvor misdæderens familie mener, at straffen er for hård, og så hævner sig, hvorefter lavinen ruller. Disse blodsfejder kan være meget svære at stoppe. I hertugdømmet Runa dømmes alle af en dommer, mindre forbrydelser afgøres efter en kort høring, grove forbrydelser med nævningeting. Den hårdeste straf i Runa er fredløshed.

Falandriansk. Sproget, der tales i Falandria og Hornsherred.

Faldorno. Marentias Autark 633-647. Faldorno anses for en krigerisk troldmand uden egentlig forståelse for realiterne. Faldorno døde i kamp, da de kartrianske besiddelser i Servania blev erobret af nomaderne.

Fay Targamon. Legendarisk elverspion, går under navnet "Lynet" eller 'den urørlige'. Han var medstifter af Æventyrernes Selskab og menes at være mindst 500 år gammel. Han er også berømt for at være kunstkender.

Feldenkrak. Pendesisk klippefæstning i Ratsgarmassivet ved Iguria. Bruges især som fængsel for enten meget farlige eller vigtige fanger. Den oprindelige fæstning menes at stamme tilbage fra det Andet Kejserrige.

Felendar. Falandrias længste flod, der udspringer fra Horkrankbjergene nær Knikdal og løber vestpå forbi Grana og Runa og ud i det Indre hav gennem Kalevig ved Dambergard.

Filimachos. Æventyrer fra Havnebyernes Liga. Han menes at være blandt Bandagoras femten bedste krigere.

Finduil. En af hovedpersonerne fra Ringsagaen.

(De) Flossede Bjerge. Bjergkæden, der skiller Gron fra Pellas.

Forklon. Mindre havneby i det nordlige Salakand. Byen blev grundlagt som kartriansk koloni 19 år før fælleskalenderen. Ved Øforbundets opløsning i 251 indgik Forklon i en løs alliance med Lisuart. De to byer blev en del af Salakand i 356. Efter Koiras grundlæggelse i 680 mistede Forklon sin betydning som handelsled mellem Dagdor og det Indre Hav.

Fortryllelsernes Bog. Nok Bandagoras mest kendte Artefakt. Så vidt vides er Fortryllelsernes Bog en slags spellbook, der indeholder alle eksisterende formularer. Den blev opdaget i det 5. århundrede før fælleskalenderen af Karkar. Al nuværende magi kan stort set føres tilbage til Fortryllelsernes Bog. Selv om menneskene kendte til magi før opdagelsen, ville de ikke have videreudviklet magien. Kartrias position skyldes udelukkende Bogen. Bogen forsvandt fra Kartria i 549, men på det tidspunkt var magien så udviklet, at dens fremdrift ikke kunne stoppes. Der er mange teorier om, hvor Bogen befinder sig. Blandt de mest udbredte er enten, at Bogen er hos elverne (nogen siger sortelverne) eller at Bogen er tilbage hos Hecate.

Freya. Kærlighedens gudinde. "Kærligheden overvinder alt" står der ved indgangen til de fleste Freyatempler. Man siger, at der er to grunde til at bede til Freya, enten for at få den, man elsker, eller for at elske den, man får. Det er nu ikke helt rigtigt, det er også tit til Freya, at man beder for sine elskede, især hvis man ikke kender deres skæbne. Det faktum, at status, ægtestand og andre forhold er knapt så vigtige for en Freyapræstinde, har en tendens til at give dem et skær af at være naive. Og da de gerne går udfordrende klædt, kan deres opførsel på nogen virke inviterende. Men man skal forstå, at selvom Freyas præsteskab bestemt mener, at man bør nyde de glæder, kroppen giver en, så mener de også, at man bør holde sig til sin udkårne. Der er flest kvinder i Freyapræsteskabet, for de forlader sjældent deres templer, tilbringer meget af deres tid med at rådgive andre, især unge. Mænd og kvinder, der er blevet svigtet af deres trolovede, tilbringer gerne en længere tid i Freyatemplet. Og det er som oftest på den måde, præsteskabet får nye medlemmer. Freyas præstinder forlader sjældent deres templer. Hellig dag: 4. marts. Symboler: Mand og kvinde hånd i hånd, to sammenhængende ringe, rødt hår.

Frygtens Tårn. Et sted på det øverste plan, hvor Guder bor. Ifølge traditionen ligger Frygtens Tårn i Hades, og Nergal holder hof der. Derudover holder Anshar,, Lilith, Kali og Hel til der.

Første Kejserrige eller Grundlæggerne. En civilisation, som man mener eksisterede omkring 30.000 til 26.000 før fælleskalenderen. Ordet kejserrige skal nok ikke forstås helt bogstaveligt, men man mener, at der var tale om en eller anden form for samlet ledelse.

Galvenay. Navn på et belandriansk rige, som man mener var en del af det der kaldes det Andet Kejserrige. Feldenkrak menes at have haft en vigtig betydning for riget.

(De) Gamle Racer. Ifølge skabelsesberetningen skabtes først ni gamle racer, nemlig: dragerne, kæmperne, troldene, orkerne, aberne, edderkopperne, søslangerne, slangerne og sidhefolket. Derefter skabtes de tre 'ophøjede' (dvs. højt intelligente) racer: Elverne, dværgene og hobitterne. Endeligt skabtes mennesket.

Garland. Udfarende historiker og arkæolog ca. 750-810. Bosat i Stavalot.

Garndring. Sej dværgekriger fra Bese, der så vidt vides har en uhæmmet økse.

Gart. Den første Dødsridder . Gart blev narret til at tro, at hans venner var beskyttet mod den grønne slim uden om De Dødes Tårn vha. nogle ringe. Da hans venner døde begyndte at dø, gav han sin sjæl for at redde deres liv. Hans første gerning som dødsridder var dog at slå dem ihjel, men deres sjæle blev sparet.
Gart blev besejret af Artagel, der huggede hovedet af ham, men han har siden fået en ny krop og, hvis varslerne kan tages for gode varer, et nyt sværd, Solace, der har evnen til at slay living. Gart menes at have en ruinborg i Ratsgarmassivet.

Genfærdet fra Tulada. En pest, der hærgede i årene 3-37. Især nomadefolket led store tab. Navnet skyldes nomadernes plyndring af Tulada i -63, hvor de lod ligene ligge og rådne op. Samtiden så pesten som de forpinte sjæles længe ventede hævn.

Geradia. Marentiansk ø. Geradia styres af en guvernør og ligger umiddelbart syd for Kartria.

Ghorghis Zingari. Nomadernes hersker 622-661. Søn af Varenna. Se Nomadekrigene. Ifølge overleveringen blev Ghorghis begravet i en hule i Brossibjergene med mange af de skatte, nomaderne havde stjålet under deres erobringer. Graven blev tilsyneladende fundet i 1115, men indeholdt ikke nogen imponerende skat. Ghorghis' skat menes nu at have været den, som Tiolan IV fandt i 1081. Ghorghis fremstilles i de fleste historier som en frygtindgydende person, der med sin tilstedeværelse alene kunne få sin vilje igennem.

Godolfin. Treenighedspræst for Enki i Rovian med ansvar for tempeltjenere og chimeranermunke.

'Lord' Gorgen. Et medlem af the Brotherhood of Doom. Morder og pirat. Oprindeligt varnasir.

Gorzenstat. I øjeblikket den mest sejrrige gladiator i Palmyria.

Grave, eller Duke Grave. Dødsridder . Grave kaldes hertug, fordi han som den eneste af dødsridderne omgiver sig med et "hof" af udøde. Man mener, at det er hans bredsværd Unlight, der gør ham i stand til det. Unlight kan også dræne livsenergi. Grave holder til et sted under jorden i eller i nærheden af Trakiars.

Grimheim. Et af de to største ork-riger i Bandagora. Grimheim ligger i bjergene nord for Falandria.

Gron. 1: Et kongerige i det vestlige Bandagora, bestående af dels det geografiske Gron, dels af Poten. Gron er et tyndt befolket land med mange mineralske resourcer. Den største by er Osvine, der ligger på Poten. Hovedstaden ligger på Grons nordøstlige hjørne og hedder Triale. Gron opstod ligesom Rovia af Pellas efter arvedelingen i 686, og Gron, Rovia og Pellas (nu Azantir) er til stadighed bundet af en fælles pagt, hvilket blandt andet betød, at Gron og Rovia hjalp Alexius i hans kamp mod præstestyret i Trovian. Gron har altid haft en stærk flåde, og det var ved hjælp af den, Gron dels i 731-733 og dels i 835-841 erobrede de Marentianske besiddelser på Poten. Grons felttog mod Marentia kulminerede i 872 med en invasion af Kartria, men besættelsen blev dog opgivet igen i 878. 2: Området sydøst for de Flossede Bjerge.
Retssystem. Den kongelige familie er udpeget af guderne, og derfor er deres handlinger hævet over enhver tvivl. Den eneste måde, de kan straffes på, er gudernes ugunst. Gudernes ugunst er en kompliceret størrelse, der kun har betydning i forbindelse med revolutioner og paladskup, ikke med den daglige ledelse. Al ejendom tilhører kongen, og selv om der er en adel i almindelig forstand, så skal deres arvinger godkendes af kongen. For de fleste mindre forbrydelser er der fastlagt et udvalg af straffe, som dommerne (magistraten i byen, adelen på landet) så vælger blandt, den mest udbredte er strafarbejde i minerne. Der høres vidner, men der føres ikke krydsforhør. Er der tvivl om skyldsspørgsmålet, hidkaldes en præst, der så tolker de i sagen fremkomne varsler. For større forbrydelser er proceduren den samme, bortset fra, at præsten altid hidkaldes, og at præstens tolkninger ofte direkte påvirker strafudmålingen. Det er almindeligt, at grovere forbrydere brændemærkes med et symbol på deres forbrydelse, f.eks. brændemærkes alle voldtægtsforbrydere i ansigtet.

(Den) Grå Front. En orden af troldmænd og deres allierede fra Rovia og Gron, der søger indflydelse.

Guder i Bandagora. I Bandagora regner man med, at der findes 34 guder, heraf regnes 4 for store guder. Præsteskaberne for tre af de store guder - Enki , Inanna og Vahaun er gået sammen i Treenighedskirken. Den fjerde store gud er Hermes. De store guder har templer - nogen gange flere - i alle store byer, og selvom der bygges templer viet til treenigheden, så er disse templer dog endnu relativt sjældne.
De øvrige guder har som regel deres eget tempel i visse byer, mens deres tilbedere i andre byer er henvist til fællestempler, der tager sig af alle guder eller en gruppe af guder. Se Agni, Anshar,, Apollon, Ares, Diancecht, Dionysos, Freya, Hecate, Hefaistos, Heimdal, Hel, Horus, Idun, Kali, Lilith, Loke, Modi, Morpheus, Nergal, Nike, Ogma, Ormazda, Pan (Kirion), Plutus, Selene, Sif, Thor, Thoth, Tyke og Uller. De fleste har en ide om, hvad en gud er, men hvad der helt præcist forstås ved en gud,er imidlertid ikke helt entydigt. Faktisk har forskellige kulturer forskellige opfattelser. Her vil vi kort beskrive gudsopfattelsen i de tre civiliserede kulturkredse(de tre P'er - se evt. Bandagora). Den 'penboynianske' kulturkreds: I eliten - det højere præsteskab, der især er præget af kartriansk tænkning, opfattes guderne som repræsentanter for abstrakteprincipper mere end egentlige individder. Vahaun er et princip, der først og fremmest præsenteres af guden Vahaun, men en præst eller en paladin kan også blive en del af princippet, hvis de handler i overensstemmelse med det. Hvorfor falder en sten til jorden? spørger vi, svaret er i første omgang, at det ønsker Enki, men Enki ønsker det, fordistenen hører til på jorden hos de andre sten. Denne gudeopfattelse er svær at forståfor den menige borger. Den er indirekte årsag til de sekter, der afviser disse højerestående væseners guddommlighed. Sekter som f.eks. Tasselind og Den Åbne Hånd. Men hos det almindelige menneske forstås guderne almindeligvis som en slags generaler eller skakspillere, der bruger deres evner og tilhængere til at opnå deres mål. De opfatter Treenighedskirken som en unaturlig konstruktion, en alliance blandt guder, der ikke kan holde. Mens det blandt skriftkloge anses for ufint at tale om Pan, når der menes Kirion, så er navnet Kirion fuldstændigt ukendt blandt lægfolk. I Falandria, der ikke er tynget af en intellektuel elite, er det udbredt at skjalde 'drømmer sig til' gudernes eskapader, sådan at de fremstiller guderne som en meget genkendelig storfamilie, der bestandigt præges af intriger, forelskelser, utroskab og strid.
Den 'pendesiske' kulturkreds: Her lægges stor vægt på symboler. Billeder, farver, gestikuleren og lignende opfattes som en påkaldelse af de forskellige guder. Der er et væld af forskellige kombinationer, der hver har sin betydning. En pendesisk præst bruger meget af sin tid som ceremonimester og til at rådgive arkitekter og skræddere, så den rigtige symbolværdi fremkommer. Den almindelige pendeser opfatter guderne som en slags superforældre, der holder øje med dem. Da pendeserne generelt kan blive meget følelsesladede, kan de råbe deres taknemmelighed eller harme mod himlen (eller det nærmeste symbol på guden). Det er ikke ualmindeligt at se både mænd og kvinder kysse statuer på åben gade. Pendeserne er også det eneste folk, der ikke anser det for blasfemisk at forbande guderne, sålænge det gøres i affekt. I Havnebyernes Liga lægges der på samme måde stor vægt på en præcis symbolik, men på grund af den store Plutusdyrkelse er der en langt større tendens til at tænke i baner af ydelser og modydelser. Mange hævder, at man i Ligaen kan spore en tendens til 'trolddomificering', nemlig det man som præst ikke påkalder guddommen, men at man opnår sine mål gennem en præcis manipulation af symbolsproget. Nordacria kan siges at ligge imellem de to yderpunkter.
Den 'pellanske' kulturkreds: Det pellanske ord for gud kan nærmest oversættes til passion. Pellanerne opfatter mennesket som et tomt hylster uden vilje, der så besættes af typisk mange guder på en gang. Under Sollandets terrorregime blev den enkelte krop anset for uden selvstændig værdi andet end det arbejde, den kunne lave. Den kunne derfor udskiftes med en mere egnet, hvis det var nødvendigt. Når den rigtige gud, Inanna, var dominerende i en krop, så skulle denne tilstand fastholdes ved bønner og ritualer. Denne ekstreme opfattelse har dog altid kun været udbredt blandt præsteskabet, mens der i den brede befolkning er et mere almindeligt menneskesyn. Humørsvingninger, utroskab, løgn, drukture og anden socialt set destruktiv opførsel reguleres med de sædvanlige sanktioner, men behandles altid som om vedkommende ikke kan gøre for det.
Mht. elvernes gudsopfattelse, se også Mørkets Hjerte.

(Den) Gyldne Mand. Artefakt i form af en superhurtig golem. Den gyldne mand siges også at være meget klog. Ifølge overleveringer indså Hinu, at den var klogere end mennesker kan bære, og han gemte den derfor i Pyramiden omkring år 175 før fælleskalenderen. Vismanden Dermeleon hævder, at den gyldne mand nok ikke var superhurtig, men i stand til i begrænset udstrækning at forudsige fremtiden. Golem'en er nemlig en manifestation af Selene, og dette er den egentlige grund til, at Hinu ikke beholdt den i Keä-Sonda, hvor Inanna dominerede.

(Den) Gyldne Tyrs Horde. Tidligere barbarrige i det nordvestlige Bandagora. Stammerne tilbad en totem i form af en gylden tyr, og når tyren var 'olm' gik barbarerne på plyndringstogt. Kilder fortæller om angreb på Servania tilbage i -167. Da Thungarkhanatet opstod begyndte horden at gå i opløsning, og i 311 måtte de sidste stammer sværge troskab mod Salakand for at få beskyttelse.

Gylhaven. Patriark for Enki af Enkisborg , Hardnit. Nummer fire i Treenighedskirkens hierarki.

Hadrielbugten. Stor bugt i det sydvestlige Bandagora. Bugtens munding ligger mellem Gron og Poten.

Hamilkar "Nistris". Kartriansk stortroldmand og medlem af det Højeste Råd. Hamilkar er forstander for fakultetet for enchantments og regnes blandt de ti sejeste troldmænd i Bandagora.

Harastar. "Landet hvor menneskerne bor". Kongerige med Harastor som hovedstad -55 til 89. Harastar blev grundlagt af Druso i -55. Det lykkedes Druso at samle barbarerne til en relativt kontrolleret enhed. Det var Drusos plan at skabe et handelsimperium, der skulle udfordre Øforbundet. Til dette formål byggede han Harastor og det lykkedes ham at erobre dele af Osbane, Pelosi og Norsa. Efter Drusos død fortsatte hans efterkommere med at kigge over havet, bla. med grundlæggelsen af Bondor. Men hvor Druso aldrig glemte sine barbarrødder, så ville hans efterkommere være konger på lige fod med de andre regenter, og de underskrev da også den Store Traktat som et civiliseret land. Dette førte til utilfredshed i det centrale Belandria, og i 81, da Kong Vladi døde, støttede barbarstammerne en kandidat til tronen, mens byerne støttede en anden. Resultatet blev i 89 Harastars opløsning i Ontanien samt en række bystater.

Harastor. En havneby i det vestlige Belandria. Harastor blev grundlagt omkring 55 år før fælleskalenderen af den ontanianske leder Druso. Byen kom under kartriansk styre i ca. 486, og forblev det til 664, hvor byen sammen med Bondor blev uafhængig, og de to byer dannede et forbund. I 922 sluttede det tidligere rovianske Stavalot sig til forbundet, det såkaldte Uafhængige Bystaters Forbund. I 1035 sluttede Enders sig til, og overtog snart efter lederskabet. Harastor har ca. halvtreds tusinde indbyggere.

Hardaukar I. Den første pendesiske kejser 517-534. Konge af Pandesa 510-517. Hardaukar, der betyder "Hardors hersker", blev det navn som kongen af Pandesa tog ved udråbelsen af kejserriget i 517.

Hardaukar II. Pendesisk kejser 666-673. Hardaukar II døde i forsvaret af Pandesa i 673.

Hardaukar III. Pendesisk kejser fra 1099. Født 1080 som søn af Sardis III. Overhoved for Pendragonordenen. Han anses for en af de tre bedste krigere i Bandagora. Allerede som ganske ung viste han store militære evner i krigen mod Ontanien, men han var ikke med ved Kirrlarpasset, da han få uger før var blevet udnævnt som guvernør for Plendor. Ved tronbestigelsen svor Hardaukar efter sigende at han ville at erobre Bandagora. Det kunne se ud som han troede, at det kunne gøres i løbet af et par år. Hvis Bandagora havde haft ét hoved, ville han have hugget det af. De første regeringsår viste han sig som en gal diktator: Han optrådte som en flamboyant tilhænger af Lilith, han angreb Æventyrerlauget, han valgte så vidt vides "Morgan" - 'forræderen fra Koira' - til gul drage. Krigen mod Nordacria var godt nok til dels en arv fra Milatis, men han ville ikke høre tale om fred, og det var i erobringen af Ollyway, han fik tilnavnet den Grusomme. Han overlevede i denne periode otte officielt bekræftede attentatforsøg, inklusive en meteor swarm, der dræbte hans daværende forlovede. Det skræmte ham ikke. Det var belejringen af Taunenfels, der blev hans første lektie, og han lærte sikkert også noget i konfrontationen med Æventyrerlauget. Morgan/Finduil-affæren var heller ikke nogen succes. Hvad der skete, ved han selvfølgelig kun selv, men i Troldekrigen gik Hardaukar fra at være Bandagoras berserker til at være Bandagoras politibetjent. Pendesien lå ikke på troldfolkets vej, men alligevel ofrede Hardaukar seks legioner i kampene. Desuden deltog han selv som en slags menig æventyrer i Ringsagaen med betydelig risiko for sit liv, uden at forlange særstatus.
Den Hardaukar, vi ser nu, er noget mere langsigtet. Han ansatte den kartriansk uddannede Stevin som personlig rådgiver i 1104, og han har sat sig ind trolddommens kræfter. Han næsten halverede lærerstaben på Anistars magiske fakultet ved at tilbyde dem arbejde i Pandesa. Ollyways skibsværfter bygger små hurtigtgående skibe i massevis, åbenbart til handel. Ingen ved, hvem hans nye gule drage er, gætterier går så vildt, at rygterne snakker om en sortelver. Hans ekspedition til Thraskund er et mesterværk. Først går han ind i krigen mod Sollandet med to legioner, ikke nok til gøre nogen bange, men han viser sin modvilje over for Bandagoras slemme drenge. Da Pellas, Gron og Rovia har en ældgammel alliance, gør det ham til allieret med Rovia. Rovia angribes forudsigeligt af Salakand. Hardaukar spørger nu paven om lov til at gå igennem Eyronia for at angribe Salakand. Paven siger selvfølgelig nej. Nu kan Hardaukar bruge sine to specialtrænede legioner til at angribe Thraskund med Skanderbeg som fører. Skanderbegs specialviden får han adgang til mod at give Tasselindtilhængerne religionsfrihed i Pendesien. Hvis Paven klager, så kunne han jo have givet Hardaukar lov til at straffe Salakands angreb på Rovia, som Paven jo kun rystede på hovedet af. Resultat: Hardaukar fremstår som en statsmand, der vil sætte sit og sine soldaters liv på spil for at gøre verden bedre, samtidig har han plyndret et af de største skatkamre i Bandagora.
Hardaukar giftede sig i 1108 med Essalia, hvis familie stammer fra Sersch (en mindre havneby syd for Hest). De har sammen sønnen Nikopol (født 1111), datteren Milatia (født 1113) og sønnen Hardaukar (født 1114).

Hardnit. Et kongerige i det nordlige Bandagora. Hovedstaden er Servan, men også Enkisborg og Zormaras ligger i Hardnit. Hardnit var indtil januar 1103 et hertugdømme i Penboyn, men blev med Penboyns godkendelse ophøjet til kongerige af Paven. Meget af det nuværende Hardnit lå i Servania, en af Arvtagerstaterne. Omkring 530 kom Servania under kartriansk overherredømme, og i midten af det 7. århundrede gik riget i opløsning under nomadeinvasionen. Senere, omkring 669 besatte Højlandet den vestlige del af området. Hardnits egentlige historie starter ifølge overleveringen i år 700, hvor den penboynianske Zorma erobrede det senere Zormaras, og skabte begyndelsen til hertugdømmet Hardnit. I 747 afgav Højlandet sine besiddelser til Hardnit, og de to lande har traditionen tro et godt forhold. Kartria afgav først i 931 deres krav på Hardnit. I 1034 begyndte den langvarige krig mellem Salakand og Hardnit, hvor Salakand flere gange havde hele Hardnit besat. Først i 1098 blev der sluttet en varig fred ved Treenighedskirkens mellemkomst. Efter den tilsyneladende endeløse krig var Hardnit stadigvæk nogle steder et affolket land, men dette var dog blevet lidt afhjulpet, da Hardnit igen i 1107-1108 var skueplads for Troldekrigen. Kongen hedder Hendrick Storlad.
Retssystem. Der gælder de samme generelle retningslinier som i Penboyn. I Hardnit har den rådgivende forsamling, bestående af ledende mænd i landet, en del at sige. Da kongeriget er nyt og svagt, så er kongens magt begrænset, og adelens magt relativt stærk.

Hardnits rådgivende forsamling. Nuværende medlemmer: Grev Kelvin, Grev Eraskin, Grev Cedric, Patriark Gylhaven, Biskop Tertullian, Borgmester Qun Firemane, Lady Alexandria, Gelimar Hart, krigsråd, statholder, indenrigsminister. Til stede er også Kong Hendrick og (nogen gange eksmedlemmet) Baron Belhar.

Hardor. En by i det Pendesiske Kejserrige. Hardor blev grundlagt omkring 155 før fælleskalenderen som en hellig by dediceret til Enki. Hardor har stadig en særlig status blandt pendesere. Der bor en halv hundrede tusinde mennesker i Hardor. Se eventuelt Pontifex Maximus.

Harlan. Sej kriger, en del af makkerparret Harlan og Ademar.

Harlindon. Flod, der løber fra Benshil-søen ud i det Indre Hav. Floden er grænsen mellem Hardnit og Lacre-Cai.

Havnebyernes Liga. Et kongerige i det nordøstlige Bandagora, hvor de handlende har stor indflydelse. Kongen, der holder hof i Elsemore , deler sin magt med de tre fyrster fra henholdsvis Anistar, Chivenor og Skolister. Borgmestrene fra de seks oprindelige byer (der består af de fire nævnte samt Deselior og Oriester) har også en del indflydelse i det daglige, og hvert femte år mødes en forsamling af de rigeste borgere til at bestemme rigets fremtid. Havnebyernes Liga har en meget stærk flåde, og en veltrænet, men lille, landhær. De anses førende indenfor flere fag, bla. skibsbygning, våben, bankvæsen og papirproduktion. Anistar er det eneste sted udenfor Kartria, hvor der findes magiske fakulteter i større målestok. Havnebyernes Liga blev dannet fra i 521 af Anistar, Chivenor, Deselior, Elsemore, Oriester og Skolister. Byerne var med i Ditmarforbundet, men ønskede et tættere samarbejde mht. til møntfod, toldbestemmelser og forsvar. Ideen var et økonomisk forbund, der skulle give købmænd gode muligheder. I 572 grundlagdes Taunenfels og man begyndte at se mod syd til det Pendesiske Kejserrige efter en stærk handelspartner. Men så begyndte Ligaens evige nemesis, nomaderne, at røre på sig, og under Nomadekrigene mistede Ligaen sine kystbesiddelser på nær Taunenfels. Dette område blev omkring år 700 et brohoved i en erobring af Itgosia, hvor Sersch blev grundlagt. Senere blev Hest (710) og Ollyway (713) erobret fra nomaderne, og området forblev under Ligaens kontrol indtil 909, hvor Nordacria løsrev sig. Nordacria var et symptom på det problem, at Ligaen var et handelsforbund, der ikke var konstrueret til at tage vare på den voksende del af befolkningen, der dyrkede jorden. Derfor indførte man i 915 en ny forfatning for at tilgodese alle. Det løste dog ikke fuldstændigt problemet, og i 1057 foreslog nybyggerne op langs Donanda og Inkavila at opløse Ligaen. Forslaget blev nedstemt, men uroen summede videre og udløste i 1064 en borgerkrig, der endte med, at Ligaen blev delt i fire dele: De Blå Øer, Chivenor med Skolister, Oriester (med den noget mindre by Deselior) og Anistar. I 1095 udslettede nomaderne Oriester, og i 1103 sluttede Anistar sig til de Blå Øer. Chivenor sluttede fred med de andre i 1106, men Liëst ønskede uafhængighed. Ved samlingen i 1106 blev igen forfatningen ændret noget, sådan at den lokale adel har mere at sige. Kongen hedder Andorigas, hans dronning Melinta er også fyrstinde af Anistar. Chivenors fyrste er Istragos og Skolisters fyrste er Sedjanos.
Retssystem. Havnebyernes Liga har to politiske systemer, det ene beskæftiger sig med territorier, dvs. krigsførsel og landbrug (det 'faste'). Det andet beskæftiger sig med handel og transport (det 'flydende'). Det 'faste' system fungerer som tradionel adel med arvefølge, der er en konge og tre fyrster øverst, og nedenunder den sædvanlige adel. Desuden er der en vicekonge for hver by, men de har knapt så meget at sige. I det 'flydende' system er hver købstad (dvs. større havneby) uafhængig. Byrådene vælges blandt de borgere, der betaler borgerskat (5 sd om året), og byrådet vælger en borgmester, der har øverste myndighed. Vicekongen fungerer som rådgiver, og skal tages med på råd i statsanliggender, men har ikke vetoret. Hvert andet år samles alle de borgere og adelige, der ejer mere end fem skibe af en vis størrelse, og træffer alle vigtige langtidsbeslutninger. De daglige beslutninger træffes af kongen, fyrsterne, borgmestrene, vicekongerne, den lavere adel og byrådsmedlemmerne (nævnt i rangfølge).
I byerne har alle fastboende og fremmede, der betaler borgerskat, visse rettigheder, bl.a.retten til at blive ført for en dommer og få eventuelle anklager imod sig at vide. Medmindre sagen er ubetydelig, så har den anklagede ret til en forsvarer, der kan beskikkes af byen. I vigtige sager er der tre dommere. Til hver forbrydelse er der rammer for straffen, men rammerne kan variere fra by til by. På landet fungerer adelen som dommere, igen er der rammer for strafudmålingen, men de er mere af tradionel art. Et menneske kan ikke fratages sine rettigheder i sin hjemstavn, og kan ikke ejes af andre. Der er således ikke egentligt slaveri, men på landet er der et stavnsbånd, hvor hver person kun kan forlade herredet med adelsmandens tilladelse eller ved at betale en afgift for sin frihed både til det herred, han forlader og til den by, han så bliver fastboende i.

Hawthorne Ferian. Troldmand bosat i Kangrisorn. Hawthorne regnes for at have den største samling af spells i Bandagora, hvis man ser bort fra Fortryllelsernes Bog.

Haykmar. Dødsridder . Haykmar er kendt som en ubehagelig modstander. Han bærer en rustning, der kan få alle magiske genstande i nærheden af ham til permanent at miste sin magi. Undtagelsen er Zhiel, hans sværd. Zhiel kan opsuge alle ild-baserede angreb imod Haykmar og sende dem videre imod den, Zhiel peger på. Haykmar holder til et sted i Arhanabjergene.

Hecate. Trolddommens gudinde. Enkelte filosoffer har ment, at troldmand bare er et andet ord for Hecatepræst, og det er der en vis sandhed i uden at det er hele sandheden. Det er i hvert fald rigtigt så langt, at der på Kartria ikke gives mere end nødtvungen respekt for de andre guder, på samme måde som man ville forvente det fra en præst. Det er også rigtigt i den forstand, at en troldmand og en præst på det helt overfladiske plan fungerer på samme måde, idet de gennem fagter og besværgelser opnår en effekt. Men her er der alligevel en afgørende forskel. For selv om Ogma er bardernes gud og Hefaistos smedenes, så er det dog stadig barden, der synger, og smeden, der smeder. På samme måde er det troldmanden selv, der skaber magien. Og tilsvarende kan man ikke blive Hecatepræst uden at være en habil troldmand.
Hecate er dog ikke nem at blive klog på. Hun forlanger meget af sine tilhængere, og nægter at hjælpe dem ud af situationer, de kunne have undgået ved at tænke sig om. For hendes præsteskab er dette naturligt. Ingen skal påstå, at Hecate ikke er gavmild, siger de, for hun har skabt givet evnen til at skabe magi til alle dem, der virkelig ønsker det. Her bemærker de, at man sagtens kan være troldmand uden at være Hecatetilhænger. Men misbruger man gaven, skal man ikke forvente nåde. Hecates tilstedeværelse er tydelig på Kartria, hvor hun er den største gud. Størstedelen af præsteskabet er kvinder, idet det dels giver en mulighed for kvinder, der ønsker at beskæftige sig med trolddom, og dels ikke tiltrækker de mænd, der virkelig har evner. Udenfor Kartria er Hecatetempler ofte skjult eller afsides liggende, sådan at menigmand ikke af vanvare vader ind i templet. Det kan være beskyttet af magi, men som regel har man bare undladt at annoncere dets tilstedeværelse. Det er en pointe, at man som troldmand selv skal være istand til at finde det.
Hellig dag: 30. oktober i Balvine. Symbol: Sort kat, hånd med to straktefingre, bog med À; (aleph), pentagram.

Hefaistos - smedenes og håndværkernes gud. Først og fremmest er Hefaistos gud for smede, men han dyrkes af alle, der har viet deres liv til et håndværk. Mange håndværkere, der er stolte af deres arbejde, bruger da også hans navn eller mærke som en garanti. Det er almindeligt kendt, at man ikke kan ofre sig til, at han ser gennem fingre på sjusk. Derimod må man undervejs søge vejledning og eventuelt hjælp fra hans præster. Spørger man en Hefaistospræst vil han sige, at Hefaistos er nem at forstå, fordi han anerkender den dygtigte, hjælper den villige og i øvrigt ikke blander sig i menneskenes affærer. Men taler man længe med sådan en præst, kan man nogen gange godt få ham til at sige, at Hefaistos er den gud, der elsker menneskene højest, for han giver gaver uden betingelser. Selvom andre guders gaver kan være meget spektakulære, endda mirakuløse, så bliver Hefaistos’ små gaver ved med at virke, uanset om der er en præst til stede. Denne tanke har ledt flere filosoffer videre til ideen om Hefaistos som en smed, der systematisk tilsætter nye metaller til sin legering, enten i søgen efter den rette blanding eller simpelthen for at se, hvad der sker. Hellig dag: 3. juni. Symboler: Især Ambolt (nogen gange med hammer), ellers mand med læderforklæde eller ting, der forbindes med håndværk.

Heimdal. Årvågenhedens gud (Vogteren), også morgengryets gud. Heimdal dyrkes især af familier, der ønsker hans beskyttelse over deres hjem. Han dyrkes også af vagter, da han er deres gud, og en del soldater, men han kan ikke kaldes en krigsgud. Heimdal er ikke bange for kamp, men han søger at undgå strid. Han regnes for en lovgud, og kaldes også Enkis Skjold, da han som Horus vogter loven men modsat denne prøver at undgå, at den bliver brugt. Det er Heimdal, der vogter forbindelsen mellem Midgård og det øverste plan (Bifrost). Heimdal dyrkes også som gud for læreanstalter. Det er dog altid i den forbindelse sammen med Sif og Thoth. Her repræsenterer Sif lysten til at udforske verden, Thoth lysten til at fortælle om den og Heimdal for evnen til forske. En forsker, der tilbeder Heimdal, søger således at overveje alle relevante fænomener og udtale sig uden at være i modstrid med kendsgerninger. Heimdal er Højlandets største gud, og det var i perioden 1069-1105 kun ikke tilladt at have et tempel i Højlandet, hvor en anden gud havde større status end Heimdal (man kunne således ikke have et Thothtempel, men gerne et ’Heimdal og Thoth’-tempel). Hellig dag: 23. juli i Ilandris. Symbol: Horn (evt. med stjerne på eller svævende over) eller morgenstjerne.

Heksebær. Sjælden vækst, som tilskrives magiske evner. Findes kun i det nordøstlige Bandagora.

Hel. Sygdommens gudinde. Man kan ikke sige, at Hel er en elsket gudinde, men hun er blandt de mest dyrkede. Hendes templer er typisk store og spartansk indrettede. Mange fattige og syge søger tilflugt her, og det får de lov til at præstinderne (der findes præster, men de er i mindretal). Hel tillader nemlig ikke, at man behandler en syg dårligt og smider nogen på porten alene fordi vedkommende er syg. Til gengæld lader hun ikke sygdomme smitte på templets område, hvis altså man er god mod de syge. Hun kræver meget for slet ikke at ramme mennesker, og derfor må de fleste da også døje med små sygdomme. De alvorlige sygdomme deler hun tilsyneladende tilfældigt ud, så med mindre man virkelig har ofret, så gør bidragene kun en ringe forskel. Hels præstinder anser hende for storsindet, idet hun har skabt hosten, så fattige kan yde et lille offer uden at betale. Man siger derfor om en mand, der hoster meget, at han ’beder til Hel’. I Pellas, Gron og til dels Rovia anses sygdomme – især feber – som rensende for sjælen, sådan at onde ånder og besættelser drives ud af feberen. Derfor er det ikke ualmindeligt, at tosser bliver bragt til Heltemplet i håb om at han eller hun skal blive syg. Det medfører dog ofte døden, da nogle af sygdommene er ret farlige, men det accepteres og fortolkes på den måde, at sjælen har lidt uoprettelig skade. En anden konsekvens er, at folk, der netop er blevet raske, anses for gode mæglere og sandhedsvidner. Hellig dag: 7. januar i Pellos. Symbol: Ansigt halvt sort og hvidt, klud og svamp.

Helena. Kartriansk 'skæbne', tidligere tilknyttet Castanamir V.

Hermes. De rejsendes, tyvenes og de handlendes gud. Hermes er den trediestørste gud, og den eneste blandt de store guder, der ikke er med i Treenighedskirken. Hermespræster sammenligner ofte de fire store guders funktion med et menneske. Enki er skelettet, Inanna er kød og blod, Vahaun er våben og rustning, mens Hermes er hovedet. Det er selvfølgelig en lignelse, som de andre guders præster ikke synes om, men den fortæller, at Hermespræsterne ikke er dogmatiske til forskel fra de andre guders præster. De lægger vægt på evnen til at omstille sig – hurtighed, omsættelighed, tilpasningsevne, evne til at tale med alle, åbenhed – alle disse egenskaber er vigtige for Hermes. Hermespræsteskabet ser sin rolle som samfundets kit, når tingene skal hænge sammen, eller olie, når tingene skal glide. De opfatter sig selv som ret uundværlige for samfundet og pointerer, at Hermes er gud for tyve, ikke tyveri. For præsterne er der intet paradoks i, at Hermes både beskytter købmænd og tyve, selvom visse købmænd synes det. Det er nemlig ikke det at tage andres ejendom, der er det gode, slet ikke. Nej, det er muligheden for at ændre på noget, der ellers synes givet. Tyvens rolle er altså ikke i sig selv god, men meningen med tyven er god, hvis han fungerer som en ventil i et ellers fastlåst system, der i sin alt for rigide insisteren på retfærdighed skaber det modsatte. Det er vigtigt for præsterne at tingene fungerer på en måde, som alle kan leve med. Hvis ikke, så er Hermes også den, der giver ungdommen mod og kraft til at bryde med traditionerne. Men alt i alt lægger Hermes' præster stor vægt på en fair afgørelse og bliver tit brugt som mæglere. Til forskel fra Plutus repræsenterer Hermes ikke den snu købmand, der tjener store penge, men snarere købmand og kunder tilsammen. I en bredere forstand opfatter Hermes' præster sig som budbringere mennesker imellem. De er formidlere og mæglere, og meget ofte er Hermestemplet det første sted, en rejsende henvender sig et nyt sted. Hermes manifesterer sig gennem hurtighed, både hvad angår krop og tanke. Som en af de store guder har Hermes templer overalt, men i de Uafhængige Bystaters Forbund er han den vigtigste gud, og i Enders opfattes han tilnærmelsesvis som deres gud.
Hellig dag: 4. september i Enders. Symboler: Caduceus-stav, ting som er hurtige og lette – navnlig fugle eller bevingede sko, rejsehat (petasos), en simpel firkantet søjle evt. med et hoved i relief.

Hermes' Hof. Et sted på det øverste plan, hvor guder bor. Ifølge traditionen ligger hoffet i Outlands, og Hermes bor der. Vahaun kommer der i sit aspekt Pallas. Derudover holder Hecate, Plutus, Tyke, Ares, Selene, Nike, Morpheus, Dionysos, Hefaistos og Apollon til der.

Hest. En stor havneby med cirka halvtreds tusinde indbyggere i det Pendesiske kejserrige. Oprindeligt var Hest et mindre fiskerleje, men i 268 blev Ollyway plyndret af nomaderne, og den handel der foregik mellem Dacria og kolonierne på de Blå Øer flyttede dertil. Senere kom Ollyway sig og de to byer konkurrede frem til 511, hvor Zagyath erobrede byen, på trods af Hests indtræden i det Dakrianske forbund. Hest forblev på zagy hænder frem til 629, hvor Zagyath indgik i nomadernes territorium. Efter Ghorghis' død blev byen styret af en lokal Zingari krigsherre frem til 695, hvor Havnebyernes Liga drev ham ud. I 909 løsrev Nordacria sig fra Havnebyernes Liga, og Hest fulgte med. I 1075 erobrede pendeserne byen, og Nordacria gav officielt afkald på Hest (og Ollyway) i 1108.

Heydrick. Efterlyst necromancer fra Salakand. Tilsyneladende rablende vanvittig. Dusør 10 gd.

Hinu. Pellansk helt og konge ca. -220 til -148. Hinu var opdagelsesrejsende fra Tir Inan og ifølge overleveringen drog han syv gange til søs og kom hver gang hjem med skatte. Hver gang talte han til præsteskabet og forsøgte at overtale dem til at samle Pellas. Først da han syvende gang hjembragte den Gyldne Mand dannede han selv i -180 riget Keä-Sonda (egentlig Den Nedadgående Sols Land, hvilket igen er poetisk for Vestlandet). Han erobrede enorme områder og ydergrænserne gik fra Den Store Skov over Poten til Osbane.

Hippoleia. Amazone fra Alecto. Dræbte Ogonjok i Ringsagaen, men døde selv.

Hobitter eller halvinger. Hobitter ses meget sjældent af mennesker i Bandagora, da de nødigt forlader deres hjemegne. Man mener at kende fire herreder (hobbitriger), nemlig Hobytlund, Pibelunden og Rosenkrat, der alle tre ligger i den Store Skov og Trankilia vest for Dagdor. De tre herreder i den Store Skov nyder elvernes beskyttelse. Desuden hævder nogen kilder, at der i Shendar også findes et mindre hobbitherred, der beskyttes af elverne. Dette herred skulle hedde Finhini.

Admiral Hohart. Gronsk admiral (født roviansk) 809-875. Han udmærkede sig i den såkaldte Spøgelseskrig, hvor han endte som leder af den samlede gronske flåde 845-875 og som oftest med stor indflydelse på den rovianske.

Pave Honorius. Overhoved for Treenighedskirken. Hed tidligere Hortensar.

(Den) Hornede (...). Varsler tyder på, at en ny gud vil trænge sig på blandt de guder. Nogen af disse varsler tydes som om, det er en dæmonguddom. De tretten varsler er:
1. Lilith og Tasselind skal kæmpe side om side (Opfyldt hvis der menes Hardaukar III og Skanderbeg).
2. Ild skal være som vand i en hovedstad, mens jord skal være som luft i en anden (Opfyldt 22. juni 1113?).
3. Tre mænd, der åbner en herskers grav, skal ikke være mænd.
4. Tre troldmænd med M skal vågne fra en lang dvale (Mordenkainen?, Martek?, Mathias??).
5. En ældgammel spellcaster komme fra langt mod syd.
6. En kvinde skal herske over sol, en kvinde herske over måne og en kvinde herske over stjerner
(Solen kunne Azantir, Gron eller Osbant; Månen kunne være Rovia (dvs. opfyldt); og Stjernen kunne være Penboyn eller Havnebyernes Liga).
7. Ædelt metal skal hærge en by, ædelt metal redde en by og ædelt metal skabe en by.
8. Tre herskere skal først trues på livet siden reddes af en fra de gamle racer
(Se de gamle racer).
9. Et uhyre uden ansigt skal besejres af en mand uden øjne.
10. En lille mand skal redde et kongerige.
11. Ord skal være bedre end guld, mens næven er bedre end sværdet, til at fange en tyv.
12. Tusinde elvere skal rejses fra de døde.
13. Den sidste rune skal skrives (så vidt vides er to runer skrevet 3. maj 1115).

Horus. Den straffende gud (Enkis hammer, Hævneren). For Horuspræster er Horus den gud, der mest af alle tænker på menneskets vel. Dybt i hvert menneske sidder en dyb trang efter retfærdighed, efter at vide, at gode gerninger giver gode resultater og onde gerninger giver dårlige resultater. Har mennesket sikkerhed for, at det forholder sig sådan, så kan det blive lykkeligt. Enki er en stor gud, for han har skabt loven, men præcis hvordan loven ser ud, det betyder mindre end følelsen af retfærdighed, og her er det ikke nok, at loven foreskriver hvordan tingene bør være – der skal være betydelige sanktioner overfor dem, der bryder den. Således er Horus gud for den retfærdige hævn. Ord som ’formildende omstændigheder’ lyder smukke, men hvis de bruges som en elastik for straf, så er de med til at nedbryde lovens konsekvens, og skaber måske glæde for få, men rokker ved den fundamentale tryghed, loven giver til alle mennesker. Selv den bedste lov har svagheder, og særlig strafudmålingen kan være vilkårlig. Kun en gud, Horus, er i stand til at dømme hver enkelt sag absolut retfærdigt. Men da han ikke kan belemres med menneskets lovbrud, som jo ret beset er en hån mod ham, så er hans præster de bedste dommere. Det er dog ikke alle steder, at Horuspræster bliver gjort til dommere. Enkelte gange må Horuspræster tage loven i deres egen hånd og selv udføre straffen. Selv om samfundet typisk ser meget skeptisk på denne form for justits, så står den guddommelige lov over den menneskelige, og der er altså ikke tale om selvtægt. Hvis Horuspræster er vidne til en voldsom uretfærdighed, så kan de gå over i en anden tilstand, hvor Horus giver dem store krigereevner, så længe de arbejder på at straffe handlingen. Denne tilstand kendes ved, at Horuspræsten bærer et dødningehoved på brystet. Horuspræster er meget velsete som dommere indenfor sport og væddekampe, hvor deres ’millimeterretfærdighed’ kommer til god nytte. Hellig dag: 12. september. Symbol: Hammer.

Horkrank-bjergene. Bjergkæden, der adskiller Falandria og Donara .

Hævnens Engle. En djævledyrkerorden.

Hævnens Kar. Kar, der befinder sig i Maris, Kalis hovedtemplet nær Bondor..

(De) Høje Racer. Fællesbetegnelse for dværge , elvere og hobitter.

Højlandet (eller Rit-Kilaan). Et land i det nordlige Bandagora med præstestyre. Præsterne dyrker Heimdal. Hovedstaden hedder Ilandris. Højlandet ophørte stort set med at eksistere under Troldekrigen, så der er tale om genopbygning, og det er usandsynligt, at Højlandet i den nærmestefremtid vil have nogen international betydning. Højlandet blev grundlagt i 376 af Ardsil kort før hans død, og spillede ellers kun en ringe rolle i begivenhederne indtil 742,hvor et oprør i de sydlige dele førte til oprettelsen af Hardnit. Højlandet og Hardnit har derefter haft et godt forhold, men ellers var Højlandet igen fjernt fra alle opmærksomhed indtil 1105, hvor Troldekrigen brød ud.

Idun. Forårets og ungdommens gudinde. Idun står for den naive fornyende kraft, ungdommen har. Den umiddelbare glæde og livskraft, som foråret bringer. Den uforklarlige latter, der som en lille spirende blomst bryder igennem i en ellers håbløs situation. Idun er fattigmands gud, for latter koster intet, og børn kommer næsten af sig selv. Idun er den fattiges værn mod sygdom, for Diancecht helbreder, men Idun forebygger. Hvis man kan sige, at Loke er den drilagtige legs gud, så er Idun den uskyldige legs gudinde. Idun kan være en svær gud at tilbede, også for fattige. For hun giver latter og hun giver smil, og den måde man dyrker Idun er ved ikke at vise hende bort, hvilket kan være sværere end at invitere hende indenfor. Idunpræstinderne forklarer, at Idun giver sine gaver uden betingelser og derfor uden mønster. Man må nyde dem, mens de varer. Idun holder af ungdommen, men ungdommens skønhed forsvinder igen. Iduns templer er ofte formet som åbne haver, nærmest parker. De fleste store byer har Iduntempler, men de spiller sjældent nogen rolle i det politiske liv, for selvom Iduns lære har stor udbredelse blandt de fattige, så ønsker præstinderne sjældent at spilde deres liv med intriger. Magtbegær skaber kun bekymringer og gør mennesker gamle før tiden, hævder de. Selv holder de sig nærmest evigt unge. Hellig dag: 28. marts. Symboler: Alt, hvad der har med børn, ungdom og forår at gøre. Oftest en dreng og en pige, der holder hånd eller et barn med en blomst.

Iktemar I. Marentias Autark 656-726. Halvbror til Yondemar. Anses for at være en af de største autarker. Iktemar I stod for en tilbagevenden til Kartrias gamle rolle som 'Bandagoras vismand'. Straks efter sin tiltræden begyndte Iktemar I at samarbejde med de andre civiliserede lande mod nomaderne. Disse bestræbelser ledte i sidste ende til, at nomaderne blev drevet tilbage. Iktemar I anså ikke Kartrias oversøiske besiddelser som egentlig hjemmehørende i Marentia, og derfor forhindrede han ikke deres begyndende løsrivelsesforsøg.

Iktemar II. Marentias Autark 961-974.

Iktemar III. Marentias Autark 1002-1005.

Ilandris. Hovedstaden i Højlandet med omkring tre tusind indbyggere. Ilandris blev grundlagt i 376.

'Prins' Ildfinger. Berygtet tyv fra Enders .

Illumnatii. Hemmelig orden med tilknytning til det tidligere Solland.

Iluvar. 1: Sproget, som nomadefolket på den såkaldte Nomadeslette taler.
2: Synonym for nomadefolket på Nomadesletten.

Imiriel. Kvindelig elverkriger, fra Lacre-Cai. Hun kan en del magi.

Inanna. Bandagoras næststørste gud. Frugtbarhedens og lysets gudinde. Gudinde for personlig vinding, sommer og høst. Inanna er gud for elementet jord. For Inannas præsteskab er tingene meget enkle. Mennesket er skabt af guderne for at tjene dem. Vores drifter er også skabt af guderne og er til at fortælle os, hvad vi skal gøre. Nogle behov er helt basale, som det at spise og forplante os, andre behov er mere uforståelige og måske ikke helt så vigtige, men bør dog også opfyldes. Inannatilhængere ser deres personlige lysters tilfredsstillelse som et gode, dels hjælper det menneskeracen, dels er det gudernes mening med os, og dels giver det nydelse. Det er altså præsteskabets pligt at hjælpe det enkelte menneske med at få opfyldt sine behov, eventuelt på bekostning af andre mennesker. Selvom Inanna på mange måder repræsenterer jungleloven, "den stærkeste overlever", så skal man ikke glemme, at samfundets beståen er af afgørende betydning. Inanna har æren for Solen, og mange opfatter Solen som en manifestation af hende. Inanna er udbredt overalt i Bandagora, men der er en tendens til, at hun i det nordøstlige Bandagora først og fremmest er en frugtbarhedsgudinde, der har med landbrug og fødsler at gøre. Her har hun især et solidt tag i det jævne folk. I det sydvestlige Bandagora (særligt Pellas) er hendes aspekt som lysets gudinde fremhævet (uden dog at svække de andre), sådan at hun også via lyset fremstår som en gudinde for lederskab. Denne fortolkning har senest været fremherskende i Sollandet, hvor blev dyrket som den eneste rigtige gud. I Pellas har Inanna historisk set haft en dominerende rolle, og man bør bemærke, at selvom Inannas tjenere i almindelighed er kvinder, så var der i Sollandet udelukkende tale om mænd.
Hellig dag: 23. juni i Trovian. Symboler: Lys, Solen, en gravid kvinde, korn og høst.

(Det) Indre Hav. Havet, der omkranses af Bandagora og Osbane.

Indulf Jernhånd. Falandrias første konge 858-883.

Isherpasset. Pas i de Flossede Bjerge mellem Rovia og det nordlige Azantir.

Ishkars Sværd. Djævleuddriverorden med base i Crimloyd.

(Fyrst) Istragos. Fyrsten af Chivenor.

Isvespia. Et geografisk område øst for det Indre Hav ved Bahiri, bruges synonymt med Vesland. Havnebyen Gerusa er områdets største by.

Izagy. Hovedstaden i Zagyath.

James II. Penboyniansk konge 408-412.

James VII. Penboyniansk konge 914-939.

Jasper Doomstack. Ifølge rygterne Bandagoras sejeste wild mage.

Jernnæven. En pendesisk orden, der forener nationalisme med Lilith-dyrkelse. Selv om Jernnæven for mange står som Hardaukar IIIs værktøj i hans vej til magten, så har ordenen, der i praksis er reserveret hæren og de lavere klasser, eksisteret længe før han blev født.

Jernringen. Ployds tyvelaug.

Johan I Storlad. Hertug af Hardnit 878-903. Grundlæggeren af Storladdynastiet.

Judas "Gornard". Kartriansk stortroldmand og medlem af det Højeste Råd. Judas er forstander for fakultetet for conjurations og regnes blandt de ti sejeste troldmænd i Bandagora.

Juggernaut eller "Knuseren". Salakands mest berømte spion.

Juiblex's Øjne. En orden af djævledyrkere fra NordBelandria, Vesland og Penboyn.

Julian. Stormester for Lysets Forkæmpere i Koira.

Justinian V. Pellansk kejser 729-753.

Jærvens Kløer. Artefakt i form af et par handsker. Kløerne giver bæreren drabelige kløer på hænderne og gør ham i stand til hele sine sår meget hurtigt. Bæreren bliver dog også besat af tanken om at udrydde varvæsener. Ifølge vismænd er det sidhe-folkets modtræk mod thungarerne, der jo har ulven som totem og angiveligt nogen gange frivilligt lader sig forvandle til varulve.

Jætteskoven. Skovområde i det østlige Falandria grænsende op til Horkrankbjergene. Fra tidlig tid beboet af kæmper og ogres, men en ivrig jagt på dem i det 11. århundrede fra æventyreres side formindskede deres antal betydeligt. det er dog stadigt muligt at møde en kæmpe i Jætteskoven.

Kaerl Ungar. Kaldes også dragekløer. Den pendesiske kejsers livgarde og rigets elitetropper. Der er omkring 1500 kaerl ungar. Pendragonriddere optages som regel fra kaerl ungar-soldater.

Kali. Snigmordernes gudinde. Kali, der også kaldes Den stille Død, har kun et offentligt tempel. Det ligger på et forbjerg ved indsejlingen til Bondor. Templet hedder Maristemplet men kaldes som regel Hævnens Kar. I templet ligger nemlig et stort kar, hvorom det siges, at hvis man kaster noget i, der har tilhørt eller allerbedst været en del af en hadet person, så vil denne person med stor sandsynlighed afgå ved døden ved et ’uheld’. Bortset fra Maristemplet er Kalis templer skjulte og de fleste steder en del af snigmorderlaugets område. Visse snigmorderlaug dedicerer mange drab direkte til Kali. Først bortfører de ofret til templet, så bruger de urter til at opnå en rus og til sidst dræber de den udvalgte på Kalis alter. Det er svært at vide, hvor udbredt denne fremgangsmåde er, men den er med til at gøre Kali en frygtet gudinde blandt almindelige mennesker. Hun har dog nogen tilhængere blandt ikke-snigmordere, det drejer sig typisk om mennesker med en del magt. Da de har magt, kender de også til samvittighedskvaler ved at bruge den. De dyrker Kali, fordi hun står også for den begrænsede skades filosofi. Det er altså ikke fordi de er glade for at slå ihjel, men fordi de mener, at man ikke kan regere uden at træffe beslutninger, der gør ondt. Man kan ikke gøre alle glade, men man kan gøre så mange som muligt glade selvom nogen altså bliver kede af det. I Osbant og de omkringliggende områder bruger man derfor udtrykket ’han har fire arme’ om ledere, der handler resolut, som f.eks. Kong Theodor V, der erobrede Pavian på trods af, hans bror blev holdt gidsel der og endte med at blive dræbt. Hellig dag: 13 februar nær Bondor. Symbol: Firarmet kvinde med en daggert i hver hånd.

Prins Kalil. Arveprins fra Nordacria. Kalil er mest berømt for sine dueller med pendesiske kejsere. Som Kong Belfarins fætter regerede han Ollyway, da kejser Milatis VI belejrede byen. Kalil udfordrede Milatis og dræbte ham. Senere måtte han overgive sig til Hardaukar og blev taget til fange i Feldenkrak, hvorfra han blev befriet halvandet år senere. Han nåede at gøre sig godt gældende i de sidste faser af Troldekrigen. Efter Belfarin i 1105 fik sønnen Sirian er ikke længere først i arvefølgen.

Kangrisorn. Kangrisorn kan kaldes den religiøse hovedstad. Kangrisorn ligger på den østlige bred af Sargyll, den ligger mest på skrænten op ad bjerget, der også bærer navnet Kangrisorn. På den vestlige ligger stadig Tulada, hvis historie går tilbage til det tredie kejserrige. Tulada var hovedstad i riget Tulana, indtil Tulana blev lagt øde under nomadeinvasionen i det 7. århundrede. I 722 kom Kangrisornprofetien og Penboyn erobrede da også bjerget i 726 fra nomaderne. Imidlertid mener mange, at det oprindeligt var ontanianerne, der fik åbenbaringen, og i 739 begyndte ontanianerne at dukke op i øst for Kangrisorn og angreb for første gang i 745. Selv om ontanianerne ikke på det tidspunkt erobrede byen etablerede de en koloni øst for Kangrisorn, der kaldes tulansk Ontanien. Ontanianerne indtog byen i 895 og holdt den til 941, hvor Salakand, Hardnit, Vesland, Kartria og Penboyn indtog Kangrisorn i fællesskab.
Ontanianerne lavede igen en kraftanstrengelse for at erobre bjerget inden år 1000, men en alliance af lande anført af Penboyn holdt stand under den såkaldte tusindårsbelejring. Siden da har der kun været tale om mindre træfninger.
Alle er enige med om, at jo længere op ad bjerget, man kommer, jo nærmere til sin gud kommer man. Skrænten er bearbejdet til en slags trappeform, sådan at der er syv niveauer. Den i 1102 udnævnte pave, Honorius, bor her. Kangrisorn ligger i Penboyn, men er effektivt en uafhængig by.
Der bor ca. hundrede og tyve tusinde mennesker i Kangrisorn, hvis man tæller Tulada med.

Kangrisorngarden. En ridderorden, hvis formål er forsvare Kangrisorn, og at garantere, at alle der ønsker at komme i kontakt med deres gud, kan komme til det.

Kangrisornkrigene. Samlende betegnelse for krigene 931-1000, der handlede om besiddelsen af Kangrisorn. I 931 besluttede Salakand, Hardnit, Vesland, Kartria og Penboyn at indtage Kangrisorn i fællesskab. Dette blev gennemført i krigen 934-941. Ontanien prøvede at generobre byen, men måtte i stedet nøjes med en række plyndringstogter mod Penboyn, der udviklede sig til en regulær krig i 948-953. Her blev ontanianerne slået, men efter alliancen med Pendesien i 970, hvor Pendesien angreb Nostenkil i 973, kunne ontanianerne igen samle styrker nok til en ny krig. I 985-999 fik de omringet Kangrisorn, og kun forsyninger over havet og til tider magi holdt de belejrede i live. I år 1000 kom Donara , Hardnit og Vesland Penboyn til hjælp og fik hævet Tusindårsbelejringen. Ved den lejlighed synes ontanianerne at have mistet modet, og de har ikke siden prøvet at indtage Kangrisorn.

Kangrisornprofetien. I 722 annoncerede kartrianerne, at guderne lagde særligt mærke til, hvad der foregik på bjerget Kangrisorn, der betyder "under gudernes åsyn". Budskabet blev bekræftet i 724 af Thothpræsteskabet. Profetien førte til århundreders kamp om bjerget Kangrisorn og byen Tulada (se bla. Kangrisornkrigene), og gjorde i det 11. århundrede Kangrisorn til den hurtigst voksende by.

Karamon. Pendesisk kejser 640-666.

Karkar. Legendarisk helt fra det femte århundrede før fælleskalenderen. Karkar blev sendt ud af kejser Sertovian for at finde de Sorte Ringe, men vendte hjem med Fortryllelsernes Bog og Karkars Bælte. Ifølge overleveringen endte Karkar som en forhadt hersker over provinsen Randaria. Efter talrige mordforsøg som bæltet hjalp ham med at overleve, gav man ham en meget smertefuld gift. Karkar kunne ikke dø, men led voldsomt. Efter mange dages lidelser, gav Karkar op og tog bæltet af. Han døde på stedet.

Karkars Bælte. Artefakt i form af et bælte, der gør bæreren udødelig. Bæreren regenerer al skade, selv ellers dødelige sår. Desværre kommer bæreren mere og mere til ligne og opføre sig som en trold.

Karlian "Ashanar". Kartriansk stortroldmand og medlem af det Højeste Råd. Karlian er forstander for fakultetet for abjurations og regnes blandt de ti sejeste troldmænd i Bandagora.

Karmon. Som en af de stærkeste dødsriddere er Karmon mest kendt for at give sine modstandere en mere end fair chance. Så længe modstanderne ikke angriber, vil Karmon tit lade dem slippe hvis de kan besejre ham på anden vis, som regel ved at gætte gåder. Hans sværd Barsalik gør ham i stand til kun at kæmpe mod en modstander af gangen. Karmon har intet 'hjem', men vandrer hvileløst rundt.

Kartria. Troldmændenes ø. Kartria er langt den største ø i nationen Marentia, derfor hedder Marentia i daglig tale Kartria. Kartria må anses for at have den bedste troldmandskole i Bandagora, men der stilles store krav til eleverne. Få kvinder klarer sig godt på Kartria, og det er af historiske grunde næsten umuligt for elvere og andre ikke-mennesker at blive optaget. Kartria er kendt for at uddanne de bedste vismænd og hoftroldmænd, som så også tager sig godt betalt. I hovedstaden Balvine er der et stort udvalg af trylledrikke og magiske våben, men priserne er også hvad dette angår ret heftige. Det er forbudt for troldmænd, der ikke er kartriansk uddannede, at udøve magi på Kartria. Oprindeligt blev Balvine grundlagt som en universitetsby ca. år -430, der skulle samle viden til gavn for det Tredie Kejserrige. Da kejserriget gik under, var Øforbundet under Kartrias ledelse en af Arvtagerstaterne, allerede dengang havde troldmændene stor magt, men først i 441 overtog de officielt regeringsmagten i det, der nu hed Marentia (se der).

Kataloget. Artefakt der beskriver alle eksisterende trylleformularer. Skabt af Nistris II i 965.

'Arch-Fiend' Kataulin. Doombrother, der går for at være blandt de femten bedste krigere i Bandagora. Ifølge øjenvidner blev han i 1111 dræbt i en duel med Tarkin i Kangrisorn. Men han er åbenbart tilbage.

Katkusa. Naturligt forekommende urt, der for en tid kan gøre en person stærkere. Farligt ved gentagen brug. Findes især i skovene omkring Harlindonfloden. Værdi 6 sd.

Kazentorn. Så vidt vides lederen af the Brotherhood of Doom. Kazentorn er meget glad for magiske genstande, og de er med til at han regnes for en af de fem farligste krigere i Bandagora. Han kan kontaktes under navnet Juiblex (skriv det, sig det ikke) på æventyrerlaugets kro i Vintendra. Kazentorn spillede en mindre rolle i Ringsagaen.

Keä-Sonda "Den Nedadgående Sols Land" eller Sollandet. Præstestyret rige i det sydvestlige Bandagora fra ca. -180 til 294. Trovian var hovedstad fra -174. Keä-Sonda blev grundlagt som kongerige omkring 180 år før fælleskalenderen af Hinu. Inanna var en stor gud fra starten, og præsteskabets indflydelse voksede, sådan at kongen efter år 40 blev udvalgt af Inanna-præsteskabet. I 294 blev riget efter et kup gjort til et kejserrige med arvefølge, men også her havde Inanna-præsteskabet stor indflydelse. Keä-Sonda var et af de dominerende lande omkring år 0, og førte en aktiv koloniseringspolitik. De søgte at drive orkerne ud af de Flossede Bjerge (Se Orkkrigene), og at kolonisere Osbane (Se de Osbantiske krige), de grundlagde Crimloyd, Pavian og sandsynligvis Rovian. Se også Sollandet.

Kelvin. 1: Grevskab i Hardnit. 2: Den nuværende greve, der også er paladin.

Kelyak. Æventyrer med base i Taunenfels, en af de ægte dragedræbere.

Kernla. Ontaniansk sagnhelt. Manden, der stjal ilden fra bjergene og gav den til menneskene.

Kernla søn af Otis. Hardnitsk lord af Grønmarsken (Sonerød), oprindeligt fra Ontanien. Aktiv i Ringsagaen. Gift med Helena.

Kestutis I. Veslands konge 916-941.

Kestutis II. Veslands konge 977-982.

Khalenden Filagish. Historiker, der menes at være sortelver. Hans historiebøger "Gudernes Krige" er præget af den opfattelse, at guderne spiller et kompliceret spil mod hinanden med mennesker som brikker. Hans kendskab til detaljer anses for uovertruffen. De første ni bøger, den såkaldte Ringserie, der handler om tiden op til år 0, blev færdig i starten af det 8. århundrede. Han? menes stadig at skrive på de efterfølgende 13, der handler om tiden op til nu. De første 10 bøger er skrevet i denne anden serie, der kaldes Runeserien.

Kilaan. Sproget, der tales i Højlandet.

Kirion "Vægten". I begyndelsen var Mestrene. Da Mestrene erkendte deres evner gjorde de sig til Guder, og de skabte Midgård, som de befolkede med de Gamle Racer, og så fremdeles. Men én Mester ville ikke lade sig tilbede. Han ville ikke skabe væsener, han ville skabe balance. Kirion anerkendes i Kangrisorn som en guddom og har en lille tilhængerskare. Meget mere udbredt er hans aspekt Pan (se der). Der har levet ganske få filosoffer, der troede, at Kirion er den "rigtige" Gud, der har skabt de andre Guder og nu betragter sit skaberværk og enkelte gange griber ind. Dette synspunkt er der dog ingen levende personer, der taler for. Det eneste indicium er dværgenes navn for ham, nemlig Orlon, hvilket kan oversættes til "dukkeføreren".

Kirrlar eller Kirrlar-passet. Et højdedrag i det centrale Belandria, hvorfra der et godt udsyn over den omkringliggende slette. En borg, der menes at stamme tilbage fra Druso kontrollerer den vej, der går gennem bakkerne fra Pandesa. På grund af sin beliggenhed har Kirrlar stor strategisk betydning, og omtales ofte som Kirrlarpasset, selv om det altså ikke er noget problem at gå uden om højdedraget. Det, der menes, er at en hær næsten er tvunget til at gå igennem Kirrlar, da hæren vil være ubeskyttet på sletten, hvor der er for få træer til at pendesiske soldater kan lave deres ellers effektive forsvarslejre. Kirrlar har været skueplads for mange konfrontationer mellem Ontanien og det Pendesiske Kejserrige. I 1099 døde Kejser Milatis VI i et mislykket angreb. I 1105 lykkedes det overraskende Kejser Hardaukar III at erobre Kirrlar.

Kisling. Regnes for den stærkeste aktive Sif-ridder. Var med i begyndelsen af Ringsagaen.

Klay. Vismand fra Cespula i den vestlige udkant af Salakand.

Kluht (eller Klute). Dødbringende gift af svampesporer. Svampene, der kan dræbe ved den mindste berøring, kan vokse naturligt i mørke. Men som regel dyrkes det under nøje tilrettelagte forhold, der opretholdes på magisk vis. Denne form for trolddom er forbudt i de fleste lande, men salg af selve giften er kun forbudt i Pendesien og Penboyn.

(Det) Kogende Hav. Havet syd for Bandagora, som skiller det fra Solens Land. Havet har fået sit navn fra de dragon turtles, der især lurer umiddelbart syd for Osbane, og som siden tidernes morgen har fået forsigtige sømænd til at sejle gennem det Indre Hav, når de skulle fra Belandria til Poten.

Koira. En mindre by med omtrent toogtyve tusinde indbyggere, der er glade for æventyrere og omvendt. Byen ligger på en klippehylde en halv mil over havet, hvor der er en lille havn. Alle varer løftes op med en kran, som har fungeret upåklageligt de sidste 300 år. Der findes også udhuggede trappetrin. Byen styres af syv administratorer ("Rodet" som det ironisk kaldes), der vælges hvert andet år. Ifølge overleveringer er byen grundlagt af Kril Shandor i 680. Legenden siger, at Kril havde fundet en klippehylde, der var et perfekt sted til en by. Men han ville også gerne have nogen indbyggere, og helst helte af en vis kaliber. Han gik så rundt i Forklon og fortalte, at en farlig drage bevogtede hylden. Til den helt, der turde dræbe dragen, ville han give en usynlighedsdrik og en pil, der ville dræbe dragen i et skud. Syv helte meldte sig, og Kril gemte sig på hylden og lavede en illusion af en drage. De syv helte ankom tilfældigvis samtidigt, uden at vide, at der var andre til stede, hver skød sin pil, og de syv pile ramte alle dragen, der jo var en illusion og således forsvandt. Tilbage var de syv pile, som siden har været Koiras symbol. Se også Krystalhallen.
retssystem. Der findes stort set ikke love i Koira. Hvert andet år vælges syv administratorer af "forsamlingen" (dvs. dem, der nu er forsamlet på Bytorvet eller i dårligt vejr i Krystalhallen). Administratorerne tager sig af de daglige ting og småforbrydelser. Store beslutninger inklusive domsfældelser træffes af forsamlingen. Den eneste grund til byens fortsatte eksistens er tilstedeværelsen af magtfulde personer (eller forestillingen om dem), der ikke har noget imod at tage loven i egen hånd for at beskytte byen og dens borgere.

Kongetiden. Perioden 726-878, hvor Marentias regenter ikke var autarker. Bruges ofte af ikke-troldmænd som betegnelse for "de gode gamle dage", dvs. en tid, før magien løb løbsk. Perioden kendetegnes af, at Marentia mistede interessen for sine oversøiske besiddelser, mens individuelle kartrianske troldmænd var høj kurs som vismænd og seere.

Kornoy-bugten. Den store bugt, der omkranses af Pellas.

Korstoget mod Sollandet. Krig under Treenighedskirkens banner mod Sollandets besiddelser i Eyronia 1103-1105. For at standse Sollandets piratvirksomhed i det Indre Hav udråbte Pave Honorius 1103 korstoget med de fleste præsteskabers støtte, og udnævnte den penboynianske admiral Phirian til leder. Til sin rådighed havde Phirian først og fremmest store dele af den penboynianske flåde, dele af den salakiske hær, samt økonomisk og forsyningsmæssig støtte fra bystaten Enders. Ud over dette opfordrede kongerne omkring det Indre Hav deres riddere til drage i krig. I januar 1104 prøvede den salakiske general baron Farko at tage Salamanka uden held. I april ankom grev Kelvin med fem tusind soldater og de to hære indtog i fællesskab Salamanka den 29. april. På det tidspunkt håbede Phirian på også at indtage Trebora i 1104, men forstærkninger fra Sollandet nåede frem, efter at sollandsflåden havde besejret en gronsk-salakisk flåde i Hadrielbugten ud for Isontia. Efter et slag i juli nordvest for Trebora, hvor korstogshæren vandt overbevisende uden at kunne knuse fjenden, måtte Sollandet trække sig tilbage til byen. Korstogshæren indledte derefter en belejring, men måtte trække sig tilbage til Salamanka. Den 10. og 12. august brugte Lord Baltax Vanviddets Ring til at gøre kort proces med henholdsvis Trebora og Isontia. Dette afsluttede effektivt Korstoget men var også indledningen til Troldekrigen.

Kothoti. 1: Kothoti-alliancen (udtales koth-oti). Løst krigerstammeforbund af orker, trolde og troldfolk i Dakria fra omkring -20 til 64. 2: Fællesbetegnelse for orker, trolde og troldfolk.

Krawn. En af de stærkeste dødsriddere. Man kender ikke så meget til ham andet, end at han bærer langsværdet Krornis. Hvis man dræbes af Krornis, eller berøres af det mens man er død, så spiser Krornis sjælen, og man kan ikke vækkes tilbage til livet. Krawn menes at bo nord for Benshilsøen på djugosirernes område.

Kril Shandor. Gnom og Bandagoras største illusionist. Siges at bo i nærheden af Koira.

Krystalhallen. Hal af glas i Koira, der fungerer som arbejdende parlament. Diskussioner og møder finder sted her, men som regel henlægges egentlige beslutninger til pladsen udenfor, sådan at alle har mulighed for at deltage. Koiras administratorer mødes i Spejlsalen, der er en sidebygning. Ifølge overleveringen hviler Kril Shandors ånd over stedet, sådan at folk, der vil Koira ondt rammes af en prismatic spray, hvis de opholder sig i Krystalhallen. Ifølge traditionen stod stenstatuen af salakisk spion i syv år foran hallen, før en troldmand forbarmede sig. Stadig ifølge overleveringen kan administratorerne i Spejlsalen få vejledning fra visioner i spejlene, men dette er dog kun i krisetider.

Kræmmerimperiet se de Uafhængige Bystaters Forbund.

Kyros. Ypperstepræst for Enki i Kangrisorn.

Lacatus. Pendesisk historiker 967-1045. Lacatus er kendt for sine heltehistorier. Han startede med at skrive om Pendragonriddere ud fra deres krøniker, men har også skrevet om andre helte fra Karkar til Ambertein. Han gjorde også meget ud af at skrive om heltinder. Han blev berømt i 1020'erne, da æventyrere begyndte at bruge hans bøger som udgangspunkter for skattejagter.

Lacre-Cai. Elverrige omkranset af Hardnit (mod vest), Enders (mod syd) og Falandria (mod øst). Lacre-Cai kendes for sin såkaldte "lysende sti", der går nogenlunde nord-syd. Stien er oplyst af mange continual light-agtige lys i forskellige farver. Alle kan frit gå på stien, men man bør ikke forlade den, medmindre man er elver eller elverven. Stien fører igennem Alfheim, der er en by, hvor elvere og andre racer lever sammen. Til forskel fra andre elversteder er uindbudte såsom handlende velkomne her. Det er også det eneste sted i Bandagora, hvor man kan træffe butikker, der sælger elvervarer.

Lakedi. Sproget der tales i Enders , Hardnit, Penboyn, Stavalot og Vesland. Kaldes også platmarentiansk, da det er udvikling af marentiansk.

Landau I den Store. Penboyniansk konge 290-317. Landau den Store indledte en erobring af øer i det Indre Hav, der dels placerede Penboyn som sømagt, dels muliggjorde en reform af adelen, der kunne samle riget.

Landau III Penboyniansk konge 421-452. Landau III kendes for sin erobring af det område, der idag kaldes Falandria.

Landertes I (udtales Lan-dertes). Nordacrias første konge 909-925.

Landertes II. Nordacrias konge 1028-1061. De sidste 20 år af sit liv begyndte Landertes at få mærkelige anfald og udstede mystiske ordrer, der skabte kaos. Man overvejede at indsætte kongens fætter, prins Vinek, men da denne døde i 1048, opgav man tanken, da der kunne gå år uden at kongen havde anfald. I hans sidste regeringsår '60-'61 blev anfaldene dog meget hyppige, og var anledning til en del uro, der gik i sig selv igen ved kongens død.

Landertes III. Nordacrias konge 1093-1098.

Lanzano. Solens stedfortræder, dvs. Sollandets regent 1102-1111.

Latislav. Hovedstaden i Penboyn. Her findes absolut de bedste menneskelige smedjer, hvad angår sværd og tunge rustninger. Der bor omkring tres tusinde i Latislav.

Lavrim. Naturligt forekommende urt, som troldmænd kan bruge til at få visioner. Bør ikke bruges af ukyndige. Findes især i Falandria. Værdi pr. dosis 5 sd.

Legemul. Marentiansk konge 755-768. Legemul anses sammen med Tornfast I og Stevin som en god konge.

Lenhviel. Elverrige i det centrale Belandria, der i 699 blev udslettet af Ontanien.

Leonidas. Pendesisk kriger bosat i Cheiband. Blev nummer tre i Æventyrerlaugets konkurrence 1114. En af de ægte dragedræbere.

Liëst. Foreløbigt navn på det fyrstendømme, der fik uafhængighed fra Chivenor (og dermed Havnebyernes Liga) i 1106. Liëst består af Lepanto, der er oplandet til fæstnings- og flodhavnebyen Carandor, og Retval, et skovområde beliggende mellem fæstningsbyen Dispara og floderne Donanda og Rahne.

Lilith. Smertens gudinde. Lilith er en af det Pendesiske Kejserrige største guder og der forbindes hun med de loger, der især består af soldater, og som dyrker hende som en del af deres logevirksomhed. For pendeserne (især vestpendeserne, dvs. dem der taler pendesisk) er smerte en slags manddomsprøve, og kan man udholde smerte, så er man også værdig i andre sammenhænge. Disse loger har stor betydning for almindelige mennesker, der ikke er født med privilegier. Hardaukar III kultiverede før sin kroning disse loger og det gjorde ham populær blandt hans soldater og frygtet af hans fjender (og gav ham tilnavnet den Grusomme). Udenfor Pendesien er Lilith en mindre gudinde, der af sine præster prises for at have givet smertens gave, det at mennesker ved hjælp af smerten kan vide, hvilke ting, der er dårlige for kroppen. Der findes Lilithkulter, der fanger og piner uskyldige mennesker. Men en ægte Lilithtilhænger vil dog aldrig søge andre menneskers død, det er den magt, smerten giver dem over deres ofre, som de nyder.
Hellig dag: 3. januar på Norsa. Symbol: En dolk med en blodsdråbe eller en pisk.

Liliths Tåre. Artefakt i form af en krystal, der ligner en lille daggert. Den gør indehaveren istand til at tilføre andre smerte, som de en gang før har oplevet. Hvis de blev dræbt på det tidspunkt, kan de dø igen. Bæreren selv er immun overfor smerte.

Lisuart. En by i det østlige Salakand med cirka tredive tusinde indbyggere. Efter opstanden i Ployd er Lisuarts betydning som handelsby vokset betydeligt.

Livets Træ. Ifølge mange myter et træ, som er oprindelsen til alle planter i verden. Træet, eller dets stikling, Den Stedsegrønne Gren, menes at vokse i Den Store Skov.

Livgarden. Den salakiske Livgarde er Salakands fineste orden. Stridshandskeordenen, som den egentligt hedder, blev oprettet i 844 af Casimir I for at rydde op efter den kongeløse tid 840-43. Ideen var, at ridderne skulle udfordre adelsmænd og andre personer med magt, hvis de mente, at disse personer misbrugte deres position. De fungerede samtidig som livgarde for kongen som i den salakiske grundlov er svag. Casimir IV tog ordenen med mod Kangrisorn som sin personlige eskorte, og fra den tid har ordenen været kendt som Livgarden. Se evt. Tohundredeårskrigen.

Loke. Splidens gud, men også bedragets gud, herunder illusionisternes gud. Loke er på mange måder en anderledes gud. Han opfattes som en 'lille' gud i den forstand, at han aldrig er pompøs. Han tillader, at hans tilhængere ikke vedkender sig ham, og dukker han op, er det som en lille drillenisse snarere end en tordenrøst fra skyerne. Lokes filosofi er, at den mere kloge bør narre den mindre kloge. Love og regler er en slags bedrag, det er betingelser, som dem der fik ret igår har lavet, så de også får ret idag. Derfor er snyd og lovbrud den eneste måde at få fair betingelser på. Bliver det opdaget, tja så fortjente det åbenbart ikke bedre. Bliver det ikke opdaget, så er alle glade, og hvad er der galt med det. Loke er en ondskabsfuld gud, men hans tilhængere mener, at den ondskabsfuldhed skyldes utilfredsheden med en forkert verdensorden, og at lysten til at lave ulykker bare er en frihedstrang. I Pellas og Gron betragtes Loke som en børnenes gud, og man gør nogen steder meget ud af hans hellige dag, hvor børnene klæder sig ud og laver ballade. I Havnebyernes Liga er Loke knap så anderledes, her dominerer aspektet af illusionisternes gud, og selv når han dyrkes som listens gud er han meget mere 'intellektuel' i sin fremtoning.
Selvom Loke nyder relativt stort popularitet, så dyrkes han i egentlig forstand mest af svindlere og utro mænd, men også 'hvide løgne' kan hjælpes på vej af et offer. Loke har kun få rene templer, og det mest kendte er hovedtemplet i Arhanabjergene 30 mil nordvest for Koira, hvor der hver den 15. december holdes en særlig ceremoni. Hovedtemplet blev grundlagt i det 5. århundrede, men blev først offentligt kendt efter Koiras grundlæggelse, hvor overleveringen fortæller, at Kril Shandor søgte tilflugt her. Lokes symbol er en flamme, der nogen gange fremstilles med et ansigt. Andre symboler er en hånd med ild, et barn eller hånlatter (ikke Østbandagora).

Lokes Øje. Magisk krystalkugle, der narrer ejeren til at tro, at det han ønsker virkelig opfyldes. Blev i 1108 fundet i den tro, at der var tale om Drømmenes Krystal . Er i privat eje i Anocea.

Lokrine. 1. Mindre havneby i Vestbelandria. Lokrine menes grundlagt omkring -200 og var en bystat i Øforbundet. Fra forbundets opløsning i 251 var Lokrine et mindre kongerige til 469, hvor det igen kom under kartriansk herredømme. Efter Trolddomskrigen grundlagde Marentia havnebyen Stavalot i 520, og Stavalot har siden det 9. århundrede overskygget Lokrine. 2. Område i det nordvestlige Belandria bestående af Kolin, Barsoldi og Esden.

Losada. By i Losana, Penboyn. Losada menes at være blevet grundlagt i ca. -1100.

Losana. Bispedømme tilegnet Vahaun i Penboyn, hvor Patriark Dursival er overhoved. Bispesædet hedder Losada.

Lothar II. Konge af Salakand 523-540. Arbejdede for den alliance med det Pellanske kejserrige, der førte til uddrivelsen af thungarerne fra salakisk territorium. Døde i et slag mod thungarerne ved Venikin.

Lothar V. Konge af Salakand 939-955. Regnes for ophavsmanden til den såkaldte Tohundredeårskrig.

Lothar VI. Konge af Salakand 995-1013.

Lothar VII Tarnlas. Salakands nuværende konge fra 1113.

Lysets Forkæmpere. Også kendt som Champions of the Light. En god ridderorden med hovedkvarter i Koira. Den er også ret udbredt i Hardnit og Enders .

Magiens Mestre. Muligvis en Pendesisk orden af troldmænd.

Magiske genstande. Ifølge Dermeleons inddeling kan magiske genstande opregnes i fem kategorier: 1) Gudeskabte Artefakter (ægte artefakter), 2) Artefaktlignende genstande, 3) Besjælede genstande, 4) Enestående genstande og 5) Standardgenstande. Til kategori 2 regnes f.eks. Sjælenes Juvel, som kartrianerne har skabt, og kategori 1 og 2 kaldes samlet i daglig tale artefakter. Dermeleons inddeling er ment som en slags kraftskala, der giver et fingerpeg om, hvor farlig og magtfuldt en genstand er. F.eks. mente han, at Diamantansigtet, der af de fleste anses for et artefakt, burde tilhøre kategori 3. Det bør nævnes, at Doyastens liste fra 1113 er det mest udtømmende forsøg på at katalogisere kategori 5.
De magiske genstandes historie kan groft inddeles i fire faser: Elvernes, Gudernes, Heltenes og Kartrias tidsalder. 1) Elvernes tidsalder: Da menneskeheden var ung, kendte den næsten ikke til magi. Den trolddom menneskene lærte, var den trolddom elverne viste dem, og det var næsten udelukkende trylleformularer, dvs. flygtig trolddom. Elverne havde dog magiske våben og rustninger, og de brugte mange små magiske genstande, der forbedrede deres færdigheder indenfor håndværk og kunst. 2) Gudernes tidsalder: Fra omkring -500 begyndte artefakter at dukke op i stort antal, og de var stærkt medvirkende til det Tredie Kejserriges sammenbrud. 3) Heltenes tidsalder: Efter -100 blev artefakter sjældne, men til gengæld kunne man finde mindre magiske genstande blandt de skatte, man fandt hos besejrede uhyrer. Der er to forklaringer på dette fænomen: Den ene går ud på at guderne som belønning til heltene lagde disse skatte, således at heltene blev mere berømte, og i anden række de guder, heltene tilbad. Den anden antager, at skattene blev fabrikeret under det Andet Kejserrige, men fik lov til at ligge der, indtil Kejser Sertovian genoplivede heltetraditionen. 4) Kartrias tidsalder: Kartrianerne var de første mennesker, vi kender til, der uden direkte guddommelig indblanding selv lavede magiske genstande. Fra omkring år 400 blev kartrianske troldmænd undervist i principperne for fabrikationen af dem. Dette førte til en del produktion, men først med Iktemar I under Nomadekrigene begyndte kartrianerne et egentligt salg af magiske genstande. Dette salg blev mangedoblet under Kangrisornkrigene under Castanamir I og har været den største kilde til magiske genstande siden.

Mandrake eller alrunerod. Yderst farlig vækst, der kan friste naive sjæle med tanken om guld og hemmelig viden. Bør undgås for enhver pris.

Marentia. Ørige i det Indre Hav, som i daglig tale kaldes Kartria. Kartria er den største ø, men også Geradia og Esduroy er marentianske, derudover findes 6 andre beboede øer. Marentia er formelt et repræsentativt demokrati, hvor mandater fra de forskellige øer udpeger det Højeste Råd, der er landets daglige ledelse og som igen vælger den øverste leder, autarken. Øen Kartria dominerer forsamlingen med cirka 98% af stemmerne. Alle stortroldmænd, lords og guvernører har en stemme i forsamlingen, og ved udpegelsen af Nimrod IV i 1102 var alle stortroldmænd på nær en bosat på Kartria. Byerne Drezla og Sparkia samt øerne Geradia og Esduroy har en guvernør. Forsamlingen træder kun sammen, når der skal vælges nye medlemmer af det Højeste Råd, hvilket typisk er hvert femte år. Alle medlemmer af det Højeste Råd er i øjeblikket troldmænd, men dette er ikke fastlagt i loven, og har heller ikke altid været sådan. Marentia har kun en meget lille hær, der nærmest fungerer som et slags politi. Ellers fungerer Marentia efter normale feudale principper, hvor enten stortroldmænd, lords eller guvernører styrer områderne forholdsvis uafhængigt. Da Marentia blev grundlagt i 282, var der ingen øverste leder, men kun det Højeste Råd. Titlen autark og beføjelserne som øverste leder blev indført i 441 med indsættelsen af Nimrod I. Siden da var Marentia i praksis et valgkongedømme med den forskel, at 'kongen' skulle være en troldmand. Denne regel var sat ud af kraft i kongetiden, hvor mennesker med ingen eller begrænsede trolddomsevner var monarker. Det Højeste Råd udpegede under hele perioden kongerne, og til alle tider har troldmænd haft flertal i det Højeste Råd. Udenrigspolitisk har Marentia været igennem fem faser: 1) Perioden fra 282-441, hvor Marentia var isolationistisk. 2) Perioden 441-656, der var præget af en aggressiv erobringspolitik (se Trolddomskrigen), men som endte med nomadekrigene. 3) Tiden under Iktemar I 656-726. 4) Kongetiden 726-878. 5) Perioden fra 878 og til nu, hvor Marentia med autarkernes tilbagekomst har påvirket sine naboer med hjælp og rådgivning (se Castanamir I og II). Enkelte gange har Marentia brugt trusler, men har ikke behøvet at føre egentlig krig. Se dog Sparkia-massakren.
Retssystem. På Marentia findes der to slags mennesker, indviede troldmænd og almindelige dødelige. Der er kun en ting værre end almindelige dødelige, og det er uindviede troldmænd. Ethvert angreb fra en almindelig dødelig på en troldmand medfører dødsstraf. De indviede troldmænds lovovertrædelser bedømmes i princippet altid af det Højeste Råd, men kun 'skæbnerne' må henrette troldmænd eller angribe dem i øvrigt. I mange provinser er områderne delt op i herreder, hvor der regerer en lord, efter de normale feudale principper (se eventuelt Penboyns retssystem). Andre steder, enten herreder eller byer, regerer en troldmand. Det grundlæggende princip i domfældelserne er effektivitet, det betyder, at erstatning eller straf kan være en konsekvens, men i enkelte tilfælde kan der være tale om en blåstempling af det skete, f.eks. et mytteri. Kartrianerne lærer at opfatte andre mennesker som redskaber, der skal vedligeholdes. De hader især tyve, og derfor er straffen for gentagen tyveri (typisk tre gange) hyre på de kartrianske galejer. Er de dårlige roere, bliver de smidt over bord. Bemærk, at alle ikke-troldmænd er livegne, selv de ovennævnte lords, dvs. at de ikke har ret til at flytte eller ændre beskæftigelse uden tilladelse fra en troldmand.

Marentiansk. Sproget der tales i Harastor, Kartria, Koira og Palmyria.

Marinus II. Osbantisk konge 740-755.

Maris eller Maristemplet. Kalis hovedtemplet nær Bondor. Det kaldes også Hævnens Kar.

Mastock I. Veslands konge 992-1030.

Mastock II. Veslands konge 1092-1106.

Mathias the Vain. Ildtroldmand fra Salakand. Onde tunger mener, at han var mentalt forstyrret og skyld i den mystiske ildsøjle i Skolopendria 1103. Blev dræbt af Grave under Ringsagaen.

Matipons. Legendarisk nomaderytter.

Matricerne. Kartrianske artefakter. Hver matrix skal efter sigende kunne skabe et spell hver gang matricen bruges, altså en slags permanent scroll. Hvor mange matricer, der findes, og hvilke spells de kan lave er en dyb kartriansk hemmelighed. Men vedvarende rygter siger, at det var ødelæggelsen af en af matricerne, der fik kartrianerne til at begå Sparkia-massakren i 1073. Er vistnok skabt fra Azartes' Kampesten.

Maubar. Necromancer, sandsynligvis lich. Regnes for næstkommanderende i den Sorte Ring. Maubar holder til i De Dødes Tårn og regnes blandt de ti største troldmænd i Bandagora.

Melekit. 1: Roviansk kongeslægt. Nuværende overhoved Dronning Susannah. 2: Grevskab i Rovia.

Mellis. Vismand fra Pandesa. Regnes for den førende ekspert i det Pendesiske Kejserrige og Pandesas historie.

Meskalin. En af de levende officerer i De Dødes Tårn. Højtstående medlem af den Sorte Ring. Han må anses for en af de femten bedste krigere i Bandagora.

Mestrene. Ældre synonym for guderne. Bruges stadig af Tasselindtilhængere.

Midgård. Det midterste plan. Ifølge vismændene findes der hovedsageligt tre planer: 1) Det øverste plan, som er åndeligt eller sjæleligt, og hvor Guderne bor. 2) Det underste plan, Elementalplanet, hvor elementerne eller materien hører til. 3) Midgård, hvor krop, sjæl og ånd mødes. Ifølge denne opfattelse betyder døden simpelthen, at mennesket går i opløsning, således at vores krop langsomt vender tilbage til det underste, mens vores sjæl driver opad mod det øverste. Det øverste plan er dermed både Himmel og Helvede. Vismændene mener, at alt vi kan se, selv de fjerne stjerner, eksisterer i Midgård. Visse filosoffer mener, at der findes andre verdener med liv ude i rummet, disse ligger altså også i Midgård. Havde det ikke været for magi, ville et menneske aldrig kunne forlade Midgård før den dag det døde. Selvom Midgård således i videnskaben er en størrelse, hvis omfang man ikke kender, så bruges ordet i daglig tale synonymt med Bandagora eller måske Eustasia.

Mikahl. Pellas' længste flod, der udspringer fra de Flossede Bjerge nær Drimbani og løber sydpå gennem Pellas og ud i Kornoybugten ved Trovian.

Milatis II. Pendesisk kejser 750-753. Milatis II var en ubetydelig kejser, der fik ry for at være en kujon og at have betalt sig til sine sejre i arenaen.

Milatis III. Pendesisk kejser 801-805.

Milatis VI. Pendesisk kejser 1097-1099. Milatis VI blev dræbt af den nordacrianske Prins Kalil.

Miralandor. Hovedstaden i Mirandor. Grundlagt i 318.

Mirandor. Dværgerige i Dagdormassivet. Se også Dvalins Port .

Mistelten. Naturligt forekommende snylteplante, der ved hjælp af magi kan bruges til en salve, der virker som gift mod trolde. Værdi pr. dosis ca. 25 bb.

Mithril. Hvidgyldent ædelmetal med magiske egenskaber. Mithril kan smedes, som var det guld, men bliver under de rette omstændigheder til et stærkt metal, der er stærkere end stål. Dets magiske egenskab er dets evne til at give stor modstandskraft og stadig være smidigt. De fleste metalrustninger af stor beskyttelseskraft indeholder mithril. Også beskyttelsesringe er ofte på grund af magisk sympati helt eller delvist af mithril. Det er ret sjældent og er ca. 20-30 gange så meget værd som guld, hvis det er rent.

Mizzor. Donara nsk kongeslægt. Nuværende overhoved Arlit II Mizzor, født 1064.

Modets banner. Artefakt i form af en rød standart, der er i stand til at gøre soldater frygtløse og udholdende. Banneret, der tilskrives Modi, blev først nævnt i forbindelse med et slag i -61 ved Losada, hvor hæren fra Suana slog en ellers talmæssigt overlegen nomadehær. Først i 637, under Nomadekrigene, nævnes Banneret igen, hvor den kartrianske autark Faldorno fik det til gave, i håb om at han ville hjælpe Penboyn mod nomaderne. Faldorno tog i 647 Banneret med til Servania, men nægtede i sidste ende at bruge 'den røde klud', som han kaldte det. Han døde i kampene med nomaderne, men det skal til hans forsvar siges, at krigere, der har kæmpet under Bannerets indflydelse, efter sigende mister evnen til at nyde godt af magi. Zorma fandt det, og brugte det i 700 til at rydde området omkring Benshilsøen for orker. Ifølge historien gav Zormas søn Kristiorn det til Højlandet i 747, som tak for det vestlige Hardnit, og visse rygter mener da også at vide, at det blev brugt i forsvaret af Ilandris i 1105-06. Trueblood siges at lede efter det i ruinerne af Ilandris.

Modi. Modets, styrkens og beserkergangens gud. Modi er en stor gud blandt debarbariske lande, hvor rå styrke spiller en stor rolle. Her sætter man gerne lighedstegn mellem ydre og indre styrke, og man bruger derfor gerne styrkeprøver til at afgøre uenigheder eller valg til embeder. Især i Ontanien har Modis præster stor indflydelse. Man opfatter beserkergangen som en hellig trance. I Falandria insisterer Modipræsterne på tvekampe, der ikke involverer våben. I civiliserede samfund spiller Modi især en rolle for det arbejdende folk. Her opfatter man modet mere filosofisk, som modet til at se kendsgerningerne i øjnene, dvs. at acceptere de betingelser, man lever under. Men samtidigt opfattes beserkergangen som en slags garant mod helt urimelige forhold, en slags nødbremse som forhåbentlig aldrig skal bruges, men alligevel giver Modidyrkere et vist mål af tryghed. Uanset set hvor man møder Modipræster, så mener de alle, at den der er absolut modig ikke kan fejle. Modipræsterne selv er frygtløse, men altså ikke nødvendigvis absolut modige. Hellig dag: 23. januar blandt andet i Rekesvint. Symbol: Tyr, oftest i kamp mod en lindorm, drage eller et andet uhyre noget større end tyren.

Monarkens Røde Mærke. Magisk amulet, der beskytter regenter. Bæres vistnok af Dronning Susannah.

Moraskorr eller "Rødt Stål". Rødt ædelmetal med magiske egenskaber. Moraskorr kan smedes til et stærkt metal, der er ligeså stærkt som stål. Dets fornemste magiske egenskab er at det kan rumme en eller anden form for ånd, derfor indeholder de fleste intelligente våben moraskorr. Det er meget sjældent og er ca. 30-40 gange så meget værd som guld, hvis det er rent.

Mordenkainen. Legendarisk troldmand (679-?) bosat i Taunenfels. Han blev så vidt vides sidst set i 925. Historierne om ham siger, at han var en ivrig fortaler for Nordacrias løsrivelse fra Havnebyernes Liga, og at han støttede Landertes, den første konge. Men da Landertes døde og alle pegede på dennes søn Belfarin, mens ingen pegede på Mordenkainen, så blev han så sur, at han gik i vrede. Hans tårn i Taunenfels er legendarisk og måske findes der inde i tårnet portaler til andre verdener. Hans evner som troldmand var i 925 så gode, at han stadig regnes for den næstbedste i dag, så godt som man nu kan afgøre den slags. Enkelte tror på, at han er spærret inde i Oblivion (Skumringshulerne).

Morpheus. Søvnens og drømmens gud. De små ritualers gud. Nær den pendesiske by Sersch findes en lille lund, som mange rejsende besøger med ærefrygt. På en sten ligger en mærkelig mummificeret mand. De lokale fortæller om ham, at han var begyndt at fortælle alle, der gad høre på det, at Morpheus ikke eksisterede, men at søvnen af sig selv kom til alle væsener. En dag kunne han ikke vækkes, og han sover så vidt vides endnu, hvis han da ikke er død. Denne historie skulle gerne illustrere den mystisk, der omgærder Morpheus. Man ved ikke rigtigt hvad han vil, men han hersker dog alligevel over en trediedel af alle menneskers liv. Selv om filosofferne ikke er helt enige, så er det faktum, at især elvere ikke sover på samme måde som mennesker, med til at sandsynliggøre, at søvnen er noget Morpheus direkte giver og ikke bare våger over. De fleste mennesker frygter for at miste deres søvn, og derfor har de stor ærefrygt for Morpheus. Men han er også gud for afslutninger og begyndelser, hjemmet og forvandling (nogen gange kaldes dette aspekt Janus), og det er mest i den forbindelse, at hans præster virker. Når en Morpheus-præst når 9. level er han istand til at udsætte sine fysiske ældningstegn. Hellig dag: 8. november. Symbol: En sovende person, en skive med sol og måne, en dør, Janushovede

Møntvæsen. Der findes et utal af mønter i Bandagora, men efter det såkaldte Cheiband-edikt fra 1060, må der med gudernes velsignelse kun præges mønter af fem typer legeringer: 1) rent guld, 2) rent sølv, 3) Elektrum , dvs. 1 del guld og 10 dele sølv, 4) kobber - alle mønter, der indeholder mindst 5 gram kobber, anses for at være kobberstykker og 5) messing - alle mønter, der indeholder mindst 0,5 gram kobber, anses for at være messingklumper. Ifølge Cheibandediktet er guld 14 gange så meget værd som sølv, der igen er 10 gange så meget værd som kobber. Dermed er guld 6,4 gange så meget værd som elektrum, der igen er 2,2 gange så meget værd som sølv. Andre metaller anses for værdiløse, hvis de præges til mønter. Dyrebare metaller som platin, mithril, moraskorr eller orichalcum må ikke præges til gangbar mønt, da deres værdi afhænger af markedet.
Den mest udbredte guldmønt er gulddukaten, der indeholder 3,5 gram rent guld. Gulddukatens navn skyldes, at den første hertug af Hardnit, Kristiorn, omkring år 750 i Koira lod præge en guldmønt, der skulle vise Hardnits nye status. På indskriften står "ducatus", dvs. hertugdømme. Hardnits økonomi var svag, og der var egentlig ikke brug for en så værdifuld mønt, men da Legemul i 755 blev konge af Kartria, prægede han en tilsvarende kartriansk mønt, der kom til at blive central for handelen i det Indre Hav. Imidlertid førte Kartrias toldpolitik omkring år 800 til, at Penboyn, Salakand og det Drusiske Forbund smeltede de kartrianske mønter om og prægede deres egne. Af hensyn til handelen bibeholdt de nogenlunde standarden på de 3,5 gram. Gulddukaten bredte sig langsomt mod vest, og afløste efterhånden den pellanske glorie, en guldmønt på 10 gram, der i det 9. og 10. århundrede gik for tre gulddukater. En gulddukat forkortes gd. Enders startede i 1070 prægningen af en guldmønt på 7 gram, den såkaldte endorin, men den har ikke fået den store udbredelse.
Den mest udbredte sølvmønt er sølvdaleren, der indeholder 5 gram rent sølv. Navnet stammer fra Azartes' Dal på Kartria, hvor mønterne i Øforbundet stammer. Sølvdaleren er den mest udbredte mønt overhovedet, og den præges i de fleste ciciliserede lande. Sølvdaleren forkortes sd.
Den mest udbredte elektrummønt er den pendesiske denar, der indeholder 3,3 gram elektrum (0,3 gram guld og 3,0 gram sølv. Dens metalværdi er således en syvendedel af en gulddukat, men prøver man at afsætte en denar udenfor Pendesien (hvor den ofte ironisk kaldes en "til nar"), er den gængse rate en denar til en sølvdaler. Se pendesisk møntvæsen. En denar forkortes dn, men denne forkortelse bruges kun i Pendesien. Havnebyernes Liga præger en 4,6 grams elektrummønt. Der går under navnene vindrose og kompas, der bruges synonymt. Værdien svarer til 2 sølvdaler, hvad den også som regel går for uden for Ligaen.
Kobbermønter findes i mange varianter, og med Cheibandediktet er de alle enten kobberstykker eller messingklumper. Denne salomoniske løsning skabte en del uro i årene efter ediktets indførelse, men handelsfolk og andre rejsende har hilst ændringen velkommen. De fleste større byer præger selv deres kobberstykker og messingklumper overlades ofte til lokale guldsmede. Mange byer bruger lokale værdigenstande med samme værdi som messingklumper, f.eks. glasperler eller tænder fra rovdyr.
Et kobberstykke forkortes cc (centesima cupra, dvs. en hundrededel (gulddukat) af kobber, eller copper coin), mens en messingklump forkortes bb (brass bit).

(Den) Mørke Hingst. En pest, der hærgede Bandagora, særligt landene øst for det Indre Hav, i starten af det 8. århundrede. De smittede fik mærker, der lignede aftryk fra hestehove.

Mørkets Hjerte. Et artefakt, der af elverne anses for at stamme tilbage fra Universets tilblivelse. Det skulle være et stofligt udtryk for den ubarmhjertige kraft, den rene fornuft skaber. For mennesker virker associationen med mørke mærkeligt, da fornuft ofte forbindes med lys, som i 'oplysning'. Men dette anser elverne som et udtryk for menneskets mangel på indsigt. Lys påvirker netop sanserne, ikke fornuften, og sanserne skaber følelser. Mørkets hjerte er dels virkeligt, men lige så meget et symbol. Den grundlæggende tanke er, at et væsen ved at lukke alle sanseindtryk ude kan ændre virkeligheden ved at ville det stærkt nok. Dette artefakt har kun indirekte interesse for mennesker, da de ikke selv er i stand til at bruge det, og iøvrigt mener, at kun guder har evnen. For elvere er Mørkets Hjerte en stadig, men lille, fristelse. Elverne anser det for syndigt (for en elver) at skabe verden om for sin egen skyld. Det er en del af forklaringen på elvernes afmålte respekt for guderne.

Mørkets Tempel. Så vidt vides en portal til en dimension, hvor Solen ikke skinner. Mørkets Tempel findes i det centrale Belandria. Se Ringsagaen og Sortelvere.

Månebugten. Den nordvestlige del af Hadrielbugten. Rovian, Brin Lebin og Venikin ligger ud til Månebugten.

Månerose. Yderst sjælden vækst, der under de rette betingelser kan forstærke dine evner.

Måneurt. Naturligt forekommende, der ved hjælp af magi kan åbne låse. Værdi 25 cc.

Narstet. Præst for Vahaun i Rovian. Han formidler kontakten mellem Treenighedskirken og de enkelte templer.

Nelgos. Spion fra Bondor. Går under navnet "Skyggen".

Nephelium. Et krystallisk stof, der ligner glas, men som har samme hårdhed som stål. En kyndig smed kan lave genstande, der næsten er usynlige. Nephelium er ikke i sig selv magisk, men menes ikke at kunne opstå uden at der er været magiske kræfter involveret. Man kan dog finde det i små mængder i bjergene.

Nergal. Underverdenens gud. Når et menneske dør, dømmes det af guderne, men først dømmes det af Nergal. Nergal afgør, om sjælen er værdig til et liv efter døden, og er den det, så afgør de andre guder, hvor sjælen skal ende. Nergal sørger så for, at de nyligt afdødes sjæle kommer derhen på det øverste plan, hvor de skal. Andre sjæle opløses og bliver til intet uigenkaldeligt døde. Men værst går det dem, som Nergal idømmer den værste straf, en tilværelse bundet til Midgård mellem liv og død, en eksistens som udød. Kun dem, som har fornærmet guderne fortjener denne straf, for den er ond. En udød kan kun håbe fra frelse udefra, gennem udslettelse, men straffen er så udspekuleret, at den udøde higer efter at gøre sig stærkere og stærkere, selvom det bare fjerner den fra den endelige frelse. Således blev det i tidernes morgen besluttet, at Nergal skulle vogte de ufrivilliges rejse til guderne, ligesom Heimdal vogter de frivilliges. Men de andre guder så den respekt, der omgav Nergal, og de begyndte selv at skabe udøde. Disse udøde var dog ikke straffede sjæle, men blot døde kroppe på magisk vis beboede af ånder, noget som selv en troldmand kunne lære sig. Nergal fortsatte med ufortrødent at straffe de mennesker, der fornærmede guderne, ikke bare Nergal selv. Men han henvendte sig også til sine trofaste tilhængere og tilbød dem de evner, som udøde har, mod at de selv gav deres liv for Nergal. De ville således blive udøde, ikke som en straf, men som et evigt liv i Nergals tjeneste. Denne proces er dog langtfra simpel, og ikke noget en novice skal prøve. Nergals templer findes overalt, men hans præster er ikke elskede. Særligt frygtes den trolddomskult, der ledes af Ogonjok. Dette skyldes først og fremmest den overbevisning, at man som Nergal kan dele mennesker ind i to grupper: Dem, der kommer op til guderne efter døden og dem, der bliver til støv. Mennesker fra den første gruppe burde kun hilse døden velkommen, da den vil bringe dem tættere på deres guder (men skal man finde samarbejdspartnere, så bliver det fra denne gruppe). Mennesker fra den anden gruppe er ligegyldige, og man behøver ikke at tage hensyn til deres liv. Alt i alt anser Nergals tilhængere ikke livet for meget værd., og selv om de ikke mener drab er godt i sig selv, så involverer meget af deres trolddom det at slå mennesker ihjel. Det skal dog siges, at så vidt vides alle ’officielle’ Nergaltempler samvittighedsfuldt udfører deres hverv med at berede de døde på efterlivet uden at forgribe sig på ligene. Nergalpræster bruges ofte til at kontakte de dødes sjæle og de menes også at være de bedste til at genoplive de døde.
Hellig dag: 24. oktober. Symboler: Sort løvehoved på sort baggrund, en kæde.

De Ni. De Ni er ifølge rygter et hemmeligt råd bestående af ikke-kartrianske troldmænd som skal være et modstykke til Kartrias højeste råd. Traditionen siger, at Mordenkainen oprettede rådet i vrede over behandlingen, han fik på Kartria.

De Ni Livs Bånd. Artefakt i form af et guldpandebånd, der gør bæreren istand til at forudsige den nærmeste fremtid og handle derefter. Det er selvsagt meget anvendeligt i kamp, hvor det gør bæreren praktisk talt udødelig. Hvis man ikke på trods af dets evner kan undgå døden, så kan det med en slags 'ønske' ændre virkeligheden, så bæreren alligevel overlever. Det kan dog kun gøre dette otte gange, hvoraf navnet. Når man 'dør' niende gang, udslettes man for evigt. Umiddelbart synes båndet ikke at have nogen ulemper, men det menes at gøre bæreren overmodig og dumdristig, sådan at de ni liv hurtigt bruges. Menes at være i Baron Blods besiddelse.

Nike. Sejrens gudinde. Nikes filosofi er simpel, "sejren er alt". Det er ikke det samme som at ville vinde for enhver pris, for sejren skal være reel, dvs. ikke opnået ved snyd eller rent held. Men det må gerne være gennem en udnyttelse af reglerne, bare disse har været klare for alle. Derudover skal det være en afgørende sejr, der har store konsekvenser for taberen. Hun har mange tilhængere blandt soldater, men overskygges af Vahaun. I krigstid er Nike en stor gud fordi det er Nike, som de civile beder til, og hendes præsteskab arrangerer tit støttearrangementer for et lands krigsindsats. Hun står også for sejre i andre sammenhænge og er gud for personer, der sætter sig et bestemt mål som de vil ofre alt andet for at opnå. Hellig dag: 8. maj. Symbol: En kvinde med fjervinger og sværd eller (sjældnere) en bevinget genstand, oftest et sværd.

Nikopol I. Pendesisk kejser 753-785. Nikopol I havde kun krav på kejsertitlen i kraft af sin rang som Sølvdrage i Pendragonordenen, men det at kravene til gladiatorkampe var blevet skærpet under Milatis II kombineret med et folkeligt krav om en krigerkejser, gjorde at ingen anden gjorde krav på titlen. Han levede op til tilliden ved at erobre Pandesa i 755. Hans søn Talleren blev myrdet i 777, efter manges mening så han ikke kunne starte et dynasti.

Nikopol II. Pendesisk kejser 1019-1042. Nikopol II var kendt som en dygtig diplomat og regnes for arkitekten bag Vintendratraktaten. Nikopol II grundlagde det fakianske dynasti, som også Hardaukar III tilhører.

Nimrod I. Marentias første Autark fra 441 til 505.

Nimrod II. Marentias Autark 534-549. Mest kendt for tabet af Fortryllelsernes Bog.

Nimrod III. Marentias Autark 1059-1069. De fleste historikere anser borgerkrigen 1062-1073 for hans værk.

Nimrod IV. Kartrias nuværende Autark. Indsat 1102. Regnes for den trediebedste troldmand i Bandagora.

Nistris I. Marentias Autark 605-633. Mest kendt for skabelsen af Sjælenes Juvel.

Nistris II. Marentias Autark 1005-1016. Mest kendt for skabelsen af Kataloget.

Nistris III. Marentias Autark 1016-1024.

Nomader. En fællesbetegnelse for de nomade-stammer, der lever i det nordøstlige Bandagora. Det er et rytterfolk med en stærk æresfølelse. De har særprægede traditioner, som er svære at komme ind i for udenforstående. Da de er nomader, har de ikke nogen hovedstad, men Nasmin har siden Varenna været det traditionelle mødested for stammeoverhovederne. Det er mest Havnebyernes Liga, der har kontakt med dem, og de har ikke meget tilovers for dem, eftersom nomaderne har for vane at plyndre mindre beskyttede landsbyer og kostbare karavaner. Nomaderne er også den vigtigste årsag til, at man endnu ikke har fundet en sikker landrute mellem Havnebyernes Liga og Donara . I mange lande anses Nomader for at være ensbetydende med død og ødelæggelse, da man stadig husker nomadeinvasionerne (se Nomadekrigene). Nomaderne har nu ikke været en trussel siden da, men nomaderne har udnyttet borgerkrigen i Havnebyernes Liga 1064-1106 til at udvide deres territorier.
Retssystem. Nomaderne afgører mange uoverenstemmelser med tvekampe. Diskussioner afgøres med dueller på færdigheder, mens mindre forbrydelser afgøres med hestevæddeløb. Æreskrænkelser afgøres med duel til døden. Forbrydelser, der er rettet mod en stamme straffes med pælen. En pæl (nogen gange flere) rammes igennem maven på forbryderen, og han efterlades, så steppens dyr kan spise ham. Det er ikke meningen, at han skal dø lige med det samme.

Nomadekrigene. Nomadernes invasion af og senere fordrivelse fra det centrale Bandagora i perioden 599-740. I 583 kom Varenna til magten i en af de ledende nomadestammer, og han begyndte at samle stammerne til en mægtig hær. I 599 begyndte erobringen af den del af Tulana, der lå øst for Brossi, og i 613-14 blev Havnebyernes Ligas besiddelser i det nordøstlige Bandagora erobret. I 619 vendte nomaderne deres opmærksomhed mod Zagyath, men her mødte de uventet modstand fra skov-væsener, da de forsøgte at trænge igennem skovene til Zagyath. I 622 døde Varenna, og hans søn Ghorghis kom til magten. Han fortsatte dog ufortrødent i faderens fodspor, og i 629 var Zagyath faldet, i 634 det meste af Dacria, i 640 Tulana, i 646 det meste af Penboyn, 647 det østlige kartrianske Servania. Hermed var højdepunktet nået, og i 658 sendte Salakand, Kartria og Osbant en fælles hær mod nomaderne i Suadan, og selv om hæren blev knust ved Tulada i 661, blev Ghorgis dræbt, og nomaderne mistede initiativet. De næste hundrede år blev nomaderne langsomt drevet tilbage til nogenlunde deres oprindelige besiddelser. Se også Veklas og Zingari.

Nordacria. Kongerige i det nordlige Dakria og østlige Shendardalplateau. Taunenfels og Ollyway ligger i Nordacria. De to byer var oprindeligt sammen med Hest en del af Havnebyernes Liga, men da Havnebyerne begyndte at grundlægge mange nye byer i områderne, der var tilbageerobret fra nomaderne, følte Taunenfels og Ollyway, at deres interesser ikke blev varetaget. I 907 erklærede de sig uafhængige, og efter få træfninger til søs anerkendte Havnebyerne i 909 kongeriget Nordacria. I 1036 opstod en bevægelse i Hest, der ville opløse monarkiet og gøre Nordacria til et byforbund. Oprøret blev slået ned, men gjorde det måske lettere for pendeserne at erobre Hest i 1073. I 1075 faldt Ollyway og pendeserne besejrede den nordacrianske hær. Kun flåden og hjælp fra Havnebyernes Liga gjorde det muligt for kongeriget at overleve. I 1097 døde den pendesiske kejser i forsøget på at invadere Ontanien, og Ollyway kunne da udnytte situationen til at løsrive sig. Prins Kalil dræbte i 1099 den næste kejser i tvekamp, men han (og Ollyway) måtte i 1101 overgive sig til Hardaukar III. Samme år indledtes belejringen af Taunenfels, hvor "kun et tårn blev ladt tilbage af et kongerige". Tårnet var Mordenkainens, og selv om ingen har hørt fra ham længe, så skabte den grønne tåge fra tårnet skræk blandt pendeserne. I 1108 kunne byen ånde lettet op, ved fredslutningen afstod Nordacria Hest, men fik til gengæld Ollyway tilbage.
Retssystem. Det nordacrianske retssystem ligger meget tæt op ad det pendesiske.

Nordens Tvillingesværd. To identiske langsværd, der ifølge legenderne tilhørte tvillingerne Shek og Elkal. De to brødre ville vi i dag kalde vikinger. De var uovervindelige med sværdene, og da de døde, tog de sværdene med sig i graven. Legenden siger, at de to sværd igen vil komme frem, når Midgård er i fare, og to riger i nord regeres af to, der nedstammede fra hhv. Shek og Elkal. Man har ment, at det nok ville blive djugosirerne og varnasirerne, som var de to riger. Men under Troldekrigen blev profetien fremført som argument for at vælge Uchard Corvendil til Falandrias trone, da Corvendil- og Storladfamilien er beslægtede.

Norsala. Kongerige 445-517. Norsala var et overgangsrige, der opstod efter en borgerkrig i Pandesa og igen blev forenet med Pandesa i det Pendesiske Kejserrige.

Nostenkil. Bispedømme i det sydlige Vesland. Inanna er den vigtigste gud i Nostenkil, der i praksis er uafhængigt. Biskop Artauber regerer området,der oprindeligt hed Søndre Mark, men som i 880 blev gjort til bispedømme ved udråbelsen af Vesland på grund af Inannapræsteskabets indsats i forsvaret mod Ontanien.

Novolon IV. Salakands konge 953-980.

Nøglens Vogtere. En orden af mystikere, der søger livets hemmelighed.

Ogden Ogrefist. Munk, der tilhører en mystisk orden.

Ogma. Bardernes gud (nogen gange gudinde). Ifølge Ogmas lære drives verden ikke af gode og onde viljer, men den er et stort skuespil, en fantastisk fortælling, der hele tiden udspiller sig. Det rigtige eller gode består i at forstå sin rolle og indtage sin rette plads. Det forkerte eller onde opstår, når man ikke forstår sin skæbne og bliver en løsrevet brik uden mening. Ofte bruges en vævet gobelin som billede af verden, hvor det onde er hullerne, der opstår når tråde rives løs fra hinanden. Ogma er således ikke den største gud, men den vigtigste, fordi han kan sætte trådene sammen. Hans rolle er en rolle over rollerne som et skuespils forfatter. En forfatter,der skriver om en helt, har altså ikke heltens evner og styrke, men er dog alligevel i en vis forstand stærkere, fordi han er i stand til at tolke heltens gerninger og sætte dem ind i en større sammenhæng. Det er bardernes hellige pligt at gengive verden, så den symbolske (og altså egentlige) virkelighed træder frem, og således gøre det muligt for almindelige mennesker at indtage deres rette plads. Selvom man ikke behøver beherske trolddom for at være bard, så ligger det naturligt for, eftersom magi jo er manifesteret symbolik. Derfor prøver de fleste barder at tilegne sig et vist mål af trolddomslærdom. Selvom Ogma har mange flotte templer, der ofte er bygget for midler doneret af berømte barder, så har han få præster. Deres rolle er også noget mindre udfarende og består dels i at udbrede Ogmas lære og dels at opdage og uddanne kommende barder. Der findes enkelte barder, der kombinerer deres karriere med en egentlig forkyndelse af Ogma, men dette har de selv valgt. Ogmas præster mener, at bardernes fortolkende og fomidlende evner stækkes af at blive presset til at udbrede Ogmas lære. I øvrigt har de fleste templer penge nok, og man mangler sjældent præstekandidater, da mange håbefulde unge med aspirationer om at blive barder ender som præster eller tempeltjenere. Hellig dag: 30. november i Ogmas Lund.

Ogmas Lund. Hemmeligt sted i den Store Skov, hvor barder mødes årligt og holder en slags turneringer.

Ogonjok. Greve af Alzira. En necromancer, der har gjort sig udødelig. Han er nok den farligste troldmand i Bandagora. Han bor omgivet af zombier og det, der er værre, i De Dødes Tårn. Efter sigende styrer han de frygtede dødsriddere. Alle troldmænd, der vil lære nekromantik, må tilslutte sig Den Sorte Ring, der styres af Ogonjok, og hvis medlemmer kan findes rundt omkring i de større byer. Oprindeligt hed han Kristeyn Ort. Rygtet forlyder, at han kan høre det, hvis man siger hans navn, og at han sjældent bryder sig om det. Derfor omtales han ofte bare som "O".

Oktavio IV. Den sidste pellanske kejser 1067-1075. Kejser Oktavio IV fik ry for at være en dekadent leder, der ikke interesserede sig for landet. Ved et kup i 1074-75 blev det Pellanske Kejserrige til Det Nye Solland. Oktavio IV døde i 1083.

Ollyway. En af de større byer i Nordacrien. Der bor cirka tres tusinde indbyggere.

Ontanien. "Folket, der valgte rigtigt". Barbarrige i det centrale Belandria. Ontanianerne er meget angste for fremmede, især ikke-mennesker. De vil dræbe elver, dværge og hobitter på stedet, hvis de kan komme afsted med det. Derudover har de den irriterende sædvane, at de kalder alle ikke-ontanianere for gnomer, upåagtet at ontanianerne ikke selv er ret høje. Hovedstaden hedder Rekesvint. Ontanien opstod fra Harastar i 89. Harastar var et forsøg på at blande barbar- og bykultur, og Ontanien kom til at bestå af det tidligere Harastar uden dets oversøiske besiddelser. At ontanianere således altid har haft afsky for bykultur forhindrede dem ikke i at benytte kartrianske troldmænd til krig. Men historien gentog sig i det 5. århundrede. I 417 erobrede Ontanien Bondor fra Pandesa ved hjælp af kartrianere. Den kartrianske indflydelse voksede frem til 480, hvor kongen blev anklaget for at være fortryllet. Det efterfølgende opgør endte med Harastors og Bondors løsrivelse i 490. Manglen på bykultur var åbenbart ikke noget militært problem, for Ontanien startede i 557 et felttog mod Pendesien, der kulminerede i 673 med erobringen af Pandesa. På trods af sine veltrænede legioner var Pendesien en hårsbredde fra at blive udslettet. Imidlertid begyndte den Mørke Hingst sin hærgen år 710 i Rekesvint, og det var signalet til den lange nedtur, landet har oplevet og vel stadig oplever. Med belejringen af Kangrisorn og de senere Kangrisornkrige flyttedes opmærksomheden mod nord, og Pendesien har langsomt kunne erobre de tabte områder tilbage og mere til. Ontanien er i dag en skygge af sin tidligere storhed, og kun stædighed afholder ontanianerne fra at indrømme deres nederlag ved Kangrisorn. Den nuværende konge hedder Belonti.
Retssystem. Ontanianerne deler væsener op i tre kategorier: Hasgur, heruldur og gnomer. Hasgur er de rigtige mænd, dvs. de voksne ontanianske mænd. Heruldur er kvinder og børn. Gnomer er ikke-menneskene, de deles op i mensur'er (andre mennesker) og sande gnomer (demi-humans). Gnomerne har ingen rettigheder, og hvis en hasgur gør noget ved en gnom, så må gnomen selv klare sig. De sande gnomer må aldrig bringes i nærheden af heruldur, da de kan korrumpere deres sjæle, især kvinderne. Skulle det ske, må de (heruldur'ene) henrettes, i værste fald, eller prøves, i bedste fald. Mensur'ene kan i visse tilfælde opnå status som heruldur, enten som blod(lille)broder eller som slave. Heruldur er til enhver tid deres hasgurs (far, husbond eller værge) ansvar. Hasgur, der begår forbrydelser mod andre hasgur eller deres heruldur, dømmes ved mindre forbrydelser af shamaner, og dommen gør som regel forbryderen midlertidig til heruldur (eller mensur), indtil denne har gjort bod (f.eks betaler den bestjålne det dobbelte i værdi). Større forbrydelser afgøres ved duel til døden, enten mod offeret eller mod en fra dennes familie. Undtagelsen er hor, hvor den pågældende heruldur henrettes, og hasgur'en gøres til mensur for resten af livet. Hasgur, der begår forbrydelser mod gnomer, har ikke krav på hjælp mod gnomernes hævn fra andre hasgur.

Ontaniansk. Sproget, der tales i Ontanien.

Onwal. Kongehuset i Vesland. Familiens historie går tilbage til Søndre Mark, hvor familiens 400 mænd var den 'smalle røde linie', der beskyttede området fra de ontanianske barbarer.

Oriander. Kardinal for Enki i Enders . Nummer ni i Treenighedskirkens hierarki.

Orichalcum. Mørkt gyldent ædelmetal med magiske egenskaber. Orichalcum menes at indeholde alle de fire elementer bundet sammen. Det kan erstatte magiske ingredienser til de fleste trylleformularer, men er meget sjældent. Det er ca. 50-100 gange så meget værd som guld, hvis det er rent.

Orkkrigene. Første Orkkrig 148-167. Anden Orkkrig 190-212. Tredie Orkkrig 333-341. En langvarig konflikt mellem Sollandet/Pellas og orkriget Thraskund. Pellas holdt Thraskund i over hundrede år, men måtte erkende, at orkerne var meget bedre egnet til at leve i huler. Derfor endte de med at afgive Thraskund i 341. Enkelte historikere anser krigen 551-558 som den fjerde orkkrig.

Ormazda. Sandhedens og prøvelsens gudinde. Kendt som gudinden uden nåde er hun nok den mest frygtede men samtidigt respekterede gudinde. Hendes templer bærer ofte inskriptionen "Ormazda dømmer ikke, Ormazda ved". Som sandhedens vogter er hun urokkelig, hun vil ikke på nogen måde pynte på sandheden. Hendes navn kan bruges som en garanti for sandhed, men ingen nævner hende uden usikkerhed, og hun bliver meget sjældent brugt i forbindelse med kontrakter til forskel fra Hermes og Plutus. Hun bliver snarere brugt i desperation over manglende tillid. I kraft af sin rolle som prøvelsernes gudinde varetager hun også de andre guders tilhængere. Hun kan for en tid vogte dem, indtil deres egen gud igen ser på dem med nåde.
Hun har ikke mange præster eller tilhængere, for hun kræver meget af dem (og de kræver igen meget af deres omgivelser med deres insistreren på at sige sandheden ved enhver lejlighed). Til gengæld er de næsten umulige at narre. For at skaffe penge til templerne udbyder præsterne (der næsten alle er mænd) deres sande svar for en høj pris. Præsterne kan give et rigtigt svar på et ja/nej spørgsmål, der angår en tilstedeværende person, eller hvorvidt en ikke tilstedeværende person er død eller levende. Da Ormazda højst vil svare om hver person en gang hver måned, er det i mange byer sådan, at templet har faste kunder, der hver måned spørger i templet, om de stadig har en næse, sådan at man ikke kan stille andre spørgsmål. At det forholder sig sådan, indrømmer præsterne uden tøven, men som de siger: "For Ormazda er alle sandheder gode, og alle løgne onde".
Hellig dag: 6. oktober.

Ortazal. Berygtet troldmand, vist nok tidligere medlem af De Ni. Ortazal fik fat i et Artefakt og prøvede i 1114 gentagne gange at dræbe Nimrod IV (onde tunger siger, at det lykkedes). Ifølge nogen forlydender kaldte han sig Tanshad og artefaktet var Mørkets Diadem, der gjorde ham usårlig overfor magi. Ortazal døde tilsyneladende i 1114.

Orteges. Rablende sindssyg skurk, der jages af Æventyrerlauget. Han må anses for en af de femten bedste krigere i Bandagora. Dusør: 100 gd.

Osbane. Den store ø, der er den nedre grænse for det Indre Hav. Det meste af Osbane er samlet i kongeriget Osbant (Osbant/Osbane bruges synonymt). Bondor, Crimloyd og Pavian ligger på Osbane. Det indre af Osbane består af tæt jungle og er langtfra udforsket.

Osbant. Et kongerige på øen Osbane, der ikke består af meget andet end kyststrækning. De fleste indfødte lever ude i junglen og har ikke meget kontakt med kystbyerne. De største byer er Crimloyd, der er hovedstad, og Pavian. Osbant er kendt for at være et tolerant sted, hvor man ikke sætter spørgsmålstegn ved usædvanlig opførsel eller udseende.
Osbant opstod i 509 fra en samling af kolonier som en direkte konsekvens af Trolddomskrigen.
Det osbantiske retssystem har samme generelle retningslinier som i Penboyn. Osbant har også den pellanske tradition med at brændemærke voldtægtsforbrydere i ansigtet.

Osbantisk. Sproget, der tales i Osbant og Bondor.

(De) Osbantiske krige. Første Osbantiske krig 109-123. Anden Osbantiske krig 207-224. Tredie Osbantiske krig 237-242. Samlet kan de osbantiske krige ses som en kamp om at erobre den på det tidspunkt meget lidt udforskede ø, især fra kartriansk og pendesisk side, selv om pellanerne og ontanianerne også blandede sig.
Man kan se krigene som et udtryk for kartriansk hovmod og fald, og som en sejr for pendeserne. Man kan også se krigene som den smeltedigel, hvorfra det senere Osbant opstod.

Oshullian. Salakisk købmand bosat i Rovian med fornemt udvalg.

Ostenkern. Berømt troldmand fra Harastor.

Osvine. En Gronsk by på Poten. Med sine tredive tusinde indbyggere er den Grons største by. Den blev grundlagt i 60 af Øforbundet for at kontrollere indsejlingen til det Indre Hav.

Palmyria. Et lommekejserrige syd for Dagdor-massivet og vest for Arhana-bjergene. Det er mest kendt for sin arena, hvor gladiatorer kæmper om liv og død og præmier. Ifølge egne kilder grundlagt ¸ 215, og således den sidste rest af det Tredie Kejserrige. Da Palmyria er lille og ret afsides beliggende, har det ingen praktisk international betydning, og anses ofte blandt ikke-æventyrere for ikke-eksisterende. Det blandes tit sammen med Skandelion. "Du kan finde det i Palmyria" betyder, at det kan du godt glemme. Palmyria er, om noget, kendt for sine fremragende metalvarer og smykker, og palmyriske minearbejdere anses for de bedste blandt mennesker.
Retssystem. Alle straffe i Palmyria er en tid i arenaen. Betingelserne, såsom varighed, modstandere og udstyr, afhænger af forbrydelsens karakter. Det forventes, at kvinder og børn finder en forkæmper, gør de ikke, er det som regel deres problem. I visse tilfælde udpeges en gladiator til at forsvare den anklagede. Kejseren bestemmer alt, enten direkte, eller gennem udpegede mænd. Der findes en rådgivende forsamling.

Pan. Skovens og dyrenes "gud". Druidernes "gud". Der findes ikke Pan-præster, kun druider. Pan dyrkes sjældent af almindelige mennesker og har ingen særlig hellig dag. Nogen mennesker dyrker dog Kirion (Vægten). Det er Kirion, der sørger for balancen mellem godt og ondt, mellem orden og kaos.
Elverne kalder Pan for Ta/Narr (ødelæggeren/skaberen), og optræder Ta/Narr som hun-elv, er hun mest en frugtbarhedsgudinde, optræder Ta/Narr i hankøn, er han mere en slags krigsgud. Dværgene kalder ham Orlon (dukkeføreren). Hobitterne kalder ham Shazandalar (den store kok). Pan (den vilde) er også sidhe-folkets navn for guden.

Pandarr. Paladin, der voksede op i Servan, men senere meldte sig til djævleuddriverordenen Ishkars Sværd (han er pt. Iskhars Fjerde Sværd). Deltog i Ringsagaen.

Pandesa. 1: Hovedstaden i det Pendesiske Kejserrige. Det er Bandagoras største by med over tohundrede tusinde indbyggere. Det er uden tvivl Bandagoras største kulturcenter, hvor man foruden at finde det største kendte bibliotek, kan opleve mange kunstværker i gaderne. I det hele taget er Pandesa en af de pæneste byer. Byen er også kendt for sine gigantiske forsvarsværker, der skal sikre at Pandesa aldrig igen falder i fjendens (dvs. ontanianernes) hænder. Pandesa menes grundlagt omkring 152 før fælleskalenderen. Pandesa var på ontanianske hænder 673-755.                            2: Kongerige ¸ 24-517. Se det Pendesiske Kejserrige. 3: Synonym for det Pendesiske Kejserrige.

Paven. Se Honorius og Treenighedskirken.

Pavian. En by på Osbane. Pavian ligger i det østlige Osbant, og der bor cirka tredive tusinde der.

Pellansk. Sproget, der tales i Azantir.

(Det) Pellanske Kejserrige. Kejserrige beliggende i Pellas (1), og fra starten af omfattende Gron og det nuværende Rovia fra 294 til 1075. Kaldes også bare Pellas.
Azantir kan med nogen ret anses for at være en genoprettelse af kejserriget.

Pellas. 1: Landområdet sydvest for de Flossede Bjerge. 2: Det Pellanske Kejserrige. 3: Ældre synonym, der både omfatter landområderne Pellas (2) og Gron (2).

Pellos. En by i Rovia, der ligger ved grænsen til Gron, og også har en del opland i Gron. Der bor halvtredsindstyve tusinde indbyggere i Pellos.

Penboyn. Kongerige omfattende Suadan, nordkysten af Belandria samt en del øer i det Indre Hav, heriblandt Beradir, Akunar, Bahiri og Sendiri. Hovedstaden hedder Latislav, men også Kangrisorn, Vintendra og Losada ligger i Penboyn. Penboyn er et land med venlige, men bestemte indbyggere. Desætter lov og orden højt, og de sætter en stor ære i deres ridderidealer. For at blive ridder i Penboyn, er det ikke nok at være adelig, man skal også gøre sig fortjent til en titel. Da penboynianerne i mange henseender fører an for landene omkring det Indre Hav, forlanger de også en tilsvarende respekt. De har også påtaget sig ansvaret for at alle, inklusive ontanianerne, der ønsker at bede til deres gud i Kangrisorn, kan få lov til det.
Kongen hedder Shaun Duneval IV, og Vahaun er landets vigtigste gud.
Penboyns historie starter traditionelt i 127, men kan både siges at have startet før og efter. Efter, fordi navnet Penboyn menes at være meget yngre. Før, fordi Penboyn af mange anses for det land, hvor flest elementer fra det Tredie Kejserrige har overlevet, og Penboyn betragter da også sig selv som en af arvtagerstaterne. Suana blev omkring år 120 invaderet af en alliance af barbarer, der menes at have boet i det nordlige Belandria og nomader fra det østlige Bandagora. I 125 plyndrede de Suada, og det Suadanske Kejserrige overgav sig kort efter. I samtiden blev landet dog stadig kaldt Suana eller Suadan, og de fleste områder fungerede barbarerne blot som en ny overklasse, mens den gamle orden levede videre. Omkring år 145 begyndte et mindre opgør, hvor kong Randu udstødte de nomader, der ville fortsætte deres vandring. De blev i nogen grad erstattet af indvandrere fra det nuværende Falandria. På længere sigt havde kongen dog et problem med at få riget til at hænge sammen. Den kejserlige ridder var en rigmand, der tog ansvar for sit lokale område mht. lov og orden, kunst, gudedyrkelse og infrastruktur. Overfor dette stod den barbariske krigerkaste, hvis medlemmers eneste forpligtelse var at sætte livet på spil, når det var nødvendigt. Flere konger forsøgte uden held at give krigerkasten forpligtelser i fredstid. kong Landau I løste til dels problemet omkring år 300. Han udnyttede Øforbundets opløsning til at føre en oversøisk erobringskrig mod diverse småøer. Efter erobringerne fik krigerne ikke lov til at blive sejlet hjem, før de aflagde ed på, at de ville opføre sig som adel efter salakisk forbillede. Landau Is reform blev ikke gennemført uden sværdslag, og flere gange kom til borgerkrigslignende tilstande, hvor det blev mere og mere klart, at kongemagten støttede sig på den gamle struktur med rødder tilbage fra det Tredie Kejserrige. Den nuværende orden blev endeligt stadfæstet af Celimesh III år ca. 467, og i den forbindelse bruges navnet Penboyn, der menes at være inspireret af Pendragon, den legendariske Pendesiske ridder. Før Celimesh III havde hans storebror Stephan III givet krigerkasten dødsstødet med sin uoverlagte invasion af Servania. Fra 560 til 660 blev Penboyn to gange rendt over ende. Først og i mindre grad af vikinger, senere og ret voldsomt af nomaderne. Den defensive strategi, som Penboyn begyndte at udvikle for at overleve, var at være en central støttende magt, der hjalp og blev hjulpet af sine omgivende hertugdømmer. Hardnit, Sjaruna, Donara og Vesland var set fra Penboyn stødpuder. Man kan sige, at penboynianerne har nogen ret til denne opfattelse. Suadan og især Kangrisorn har igennem historien været Bandagoras slagmark, hvor udfaldet af slagene påvirkede ikke blot Penboyns fremtid, men fremtiden for alle landene omkring det Indre Hav (se evt. Nomadekrigene, Kangrisornkrigene og Troldekrigen). De fire områder er idag selvstændige kongeriger med godeforbindelser til Penboyn, og Penboyns styrke er ikke så meget dets forventning om lydighed, men snarere den status landet nyder især blandt landene omkring det Indre Hav.
Retssystem. I Penboyn er kun de adelige beskyttet af lovene. I hvert herred er den lokale adelsmand suveræn hersker, han er kun forpligtet overfor kongen, og han er kun forpligtet til at opretholde ro og orden samt at yde militær assistance. Hvad der sker idet lokale herred kan variere meget fra sted til sted. Hvis en adelsmand begår enugerning mod en anden adelsmand, så får han en retsag, hvor han dømmes af sineligemænd (judgment by his peers). Hvis en kvinde anklages af mænd i en alvorlig sag, har hun ret til en trial by champion,dvs. hvis hun kan finde en, der vil kæmpe for hende mod en af anklagerne, så vil kampensudfald afgøre hendes skyld.

Pendesisk eller dinors. Sproget, der tales i det vestlige Pendesien.

(Det) Pendesiske Kejserrige. Kaldes også Pendesien. Bandagoras største rige beliggende i det sydlige Belandria og i Dakrien. Desuden er Pelosi, Norsa, Italbar og andre øer pendesiske. Hovedstaden er Pandesa, men også Hardor, Plendor, Sleet og Hest ligger i det Pendesiske Kejserrige. Pendesien er et højt kultiveret land med lange traditioner for en stabil samfundsorden. Aristokratiet har mange privilegier men samtidig mange forpligtelser, der udsætter dem for personlig fare. Pendeserne har en høj grad af nationalitetsfølelse og for dem er begreber som ære og loyalitet tæt forbundet med deres gudsopfattelse. Enki har altid været en dominerende gud i Pendesien, selvom andre, senest Lilith, kortvarigt har haft mere indflydelse. Deres komplicerede samfundsorden, hvor hver kender sin plads, kan få dem til at virke nedladende overfor fremmede. Denne tendens forklares dog i nogen grad af, at Pendesien altid har haft fjendtlige barbarer til naboer. Der tales to beslægtede sprog i Pendesien: Dinors og dakriansk, grænsen mellem de to sprog ligger nogenlunde i Hardor. Blandt aristokratiet anses det for naturligt at beherske begge sprog. Arvefølgen er i princippet åben for ca. ti storfamilier samt Pendragonridderne. Et kompliceret rangordningssystem tilbyder først kejsertitlen til den afdøde kejsers familie, dernæst til overhovederne for de andre storfamilier og sidst til Pendragonridderne. Både kvinder og mænd kan blive kejsere, men begge på den betingelse, at de tre gange har besejret en gladiator i den offentlige arena. De kan tabe så meget, de har lyst til. Kun to kvinder har kvalificeret sig, hvoraf kun Yolande blev kejserinde. Pendesiens historie begyndte, da den dacrianske koloni Pandesa blev grundlagt. Det er et stort stridspunkt blandt pendesiske historikere, hvornår byen blev grundlagt, men flertallet hælder til -152, altså 3 år efter Hardors grundlæggelse. I -24 løsrev Pandesa sig fra Dacrien, og voksede i de næste århundreder til et stort kongerige, bla. med besiddelser på Osbane. Men i 419 mistede Pandesa de osbantiske besiddelser til Ontanien, og i 442 brød en borgerkrig ud. Ved freden i 445 blev landet delt i to dele: Pandesa og Norsala. Denne tilstand varede frem til 517, hvor Zagyath havde erobret alle de store dacrianske byer på nær Hardor. Pandesa, Norsala og det dacrianske byforbund dannede da det Pendesiske Kejserrige, hvor den hidtidige kongefamilie fra Pandesa nu blev kejserfamilie for Pendesien, men præstekongen af Hardor blev gjort til næstkommanderende (se Pontifex Maximus). Ved denne lejlighed blev Pendragon-ordenen til en kejserlig orden. Kejserriget fik endeligt generobret Dakria fra Zagyath i 527. Derefter kom 30 fredelige år, men i 557 begyndte Ontanien at invadere det vestlige Pendesien. De stoppede i 563 ved Eubonia. Pendesien kunne ikke hamle op med overmagten, og måtte acceptere tabet. I 631 invaderede nomaderne Dakrien og havde i 634 erobret det meste, dog ikke Hardor og Plendor. Ontanien angreb igen Pendesien i 651, og i 655 nåede de frem til nomaderne nord for Hardor. I 671 begyndte Ontanien erobringen af Eubonia, og i 673 faldt Pandesa. På dette tidspunkt bestod det Pendesiske Kejserrige kun af Hardor, Plendor, Norsa og Italbar. Havde ontanianerne virkelig villet det, kunne de have udslettet Pendesien. Ikke uden tab, men de var klart overlegne på det tidspunkt. Imidlertid vendte krigslykken. Ghorghis var blevet dræbt i 661, og uden en ambitiøs leder var nomaderne i Dakrien simpelthen nomader. Det var dog først i 732, at Pendesien turde erklære krig, men så gik det også forholdsvis let, og i 740 var nomaderne drevet ud af Dakrien. I mellemtiden blev Ontanien ramt af først den Mørke Hingst, siden profetien om Kangrisorn. De to begivenheder tilsammen fik ontanianere til at udvandre mod nord i hobetal, hvilket igen udløste uenighed om, hvem der egentlig bestemte. Da borgerkrigen brød ud i 753, stod Pendesien klar, og Pandesa blev generobret i 755. De næste 200 år gik med en langsom tilbageerobring af de tabte områder. I 970 indgik Pendesien og Ontanien, hvad Penboyn betegnede som en 'uhellig alliance'. Pendeserne hjalp Ontanien i Kangrisornkrigene mod at få land. I 973 fik Pendeserne landet inden for 50 mil sydvest for Brangalynn, inklusive Tellurien. Dette bragte Pendesien på kant med især Penboyn, og Pendeserne skiftede da også side i 1035 med Vintendratraktaten. I den efterfølgende krig erobrede de Pelosi fra Ontanien. I 1073 angreb Pendesien Nordacria, hvorefter de erobrede Ollyway og Hest. Ollyway gjorde dog gentagne gange oprør, hvilket i 1099 førte til Milatis VIs død. Herefter kom Hardaukar III til magten, og ved fredslutningen i 1108 blev Ollyway givet tilbage til Nordacria. Med Hardaukar har pendeserne fået en aggressiv kejser, og mange havde ventet en større krig mod Ontanien, især efter indtagelsen af Kirrlar-passet i 1105. Men indtil nu er storkrigen udeblevet.
Ressystem. I det pendesiske kejserrige er alle i princippet lige for loven. Alle eventuelle lovovertrædelser vurderes af den lokale proktor (en slags sherif), og dommen udmøntes umiddelbart efter at proktoren mener at have taget stilling til alle relevante kendsgerninger. Dommerkendelserne sigter først og fremmest på at erstatte den skadeslidte, og kan dette ikke opnås, så at straffe lovovertræderen i lige mål. Hvis der er tale om materiel skade, så vil slaveri af kortere eller længere varighed komme på tale. Hvis den dømtes tjenester ikke kan afsættes til anden side, så mangler de zarunesiske svovlminer altid folk. Bemærk, at der således i princippet er dødsstraf for at slå en slave ihjel.
Der er tre undtagelser fra det ovenstående. Den første er helligbrøde, hvor straffen udmåles af det skændte tempel. Den anden er trial by combat, hvor den mistænkte kan rense sig ved at besejre en pendragon-ridder (helst) eller en kaerl ungar officer (som regel), denne mulighed bruges oftest i forbindelse med crimes of passion, og det er i sagens natur ikke alle strafspørgsmål, der kan afgøres på denne måde. Den sidste er retsagen, hvor den anklagede betaler for, at sagen får en fuld høring med en professionel dommer og et uvildigt nævningeting i den nærmeste større by. Bystyret vælger dommer og nævningeting. I disse sager er der tradition for, at den anklagede slipper med at yde materiel erstatning til offeret og en bøde til bystyret, medmindre offeret eller dennes efterladte protesterer. Dette betyder i praksis, at adelen på landet kan slå slaver og slippe for andet end en hæftig erstatning, enten fordi den myrdede ikke har nogen til at tale sin sag, eller fordi de efterladte hellere vil have pengene.
Det er forbudt at udøve 'ukontrolleret' magi i Pendesien. Ukontrollereret magi er enten tydelige energiudladninger eller forsøg på at påvirke menneskets sind. Straffen er tvangsindrullering i den pendesiske hær i minimum et år, og længere tid, hvis der kom nogen til skade.

Pendesisk møntvæsen. Ved det Pendesiske Kejserriges dannelse i 517 var den pendesiske møntfod baseret på metalværdi ligesom alle andre. Denaren var rigets mest værdifulde mønt og bestod af 5 gram rent guld. Den var forholdsvis sjælden, da der ikke var brug for så store beløb. Rel Vega lod i 591 denarene indsamle og omsmelte for at præge en ny 3 grams denar. Dette skete for at betale hæren i forsvaret mod Ontanien. Da nomaderne begyndte at angribe Dakrien, brød økonomien igen sammen. Beydelius Cato begyndte i 628 at blande sølv i denaren og Karamon udvandende den yderligere i 659 til den blanding, der kaldes elektrum . Da handelen mod vest begyndte at tage fart igen, udstedte Belizar III i 800 et dekret (firdenaridekretet) om, at en gulddukat skulle ligestilles en denar i almindelig handel, men at købmænd med særlige tilladelser (monopoler) kunne veksle en gulddukat til fire denarer. Det betød, at det bedre kunne betale sig at sælge varerne udenlands, og medførte en kraftig prisstigning på luksusvarer. Det gik især ud over adelen, og der bredte sig stærk utilfredshed med forholdenen. I 801 talte Belizar i senatet, og hans talegaver overbeviste de fleste om, at de nye handelsbeføjelser, han ville give adelen, ville vende tingene til det bedre for alle. Senere samme dag blev Belizar myrdet af en af de senatorer, der havde bekæmpet firdenaridekretet. Under Milatis III fik dele af adelen tildelt handelsmonopoler, sådan at indtægterne efter generobringerne blev bedre fordelt, set fra et kejserligt synspunkt. Firdenardekretet medførte, at de pendesiske købmænd på længere sigt måtte eksportere mere til udlandet, end de importerede. På den måde udvikledes den hjemlige håndværkstradition godt, men Pendesien måtte undvære varer, de ikke selv kunne producere. Dette gælder i særlig grad magiske genstande. Mod nordøst gav firdenardekretet større problemer, da det i løbet af 800-tallet blev klart, at Pendesien havde brug for mange af Havnebyernes Ligas produkter, navnlig skibe, papir og glasvarer. I 902 gav Belizar IV Taunenfels, Ollyway og Hest lov til på særlige kontorer at veksle denarer med vindroser (4 denarer for 3 vindroser og 2 vindroser for 3 denarer). Denne ordning medførte en stor stigning i handelen mellem Havnebyernes Liga og Pendesien, og var indirekte medvirkende til dannelsen af Nordacria, idet båndene Havnebyerne imellem blev stærkt svækket. Under belejring af Taunenfels gav Hardaukar III også Sersch ret til at veksle denarer og vindroser, og denne ret har byen foreløbigt indtil 1120.

Pendragon-ordenen. Berømt pendesisk ridderorden, hvor hver ridder antager navn efter en dragetype, f.eks. Røde Drage eller Gulddrage. Der er kun én ridder for hver dragetype, og udnævnelse sker kun i forbindelse med en ridders død. Pendragon var en pendesisk helt, der levede omkring -50 til år 0. Han var en højt besunget ridder, der kæmpede for at Pandesa kunne løsrive sig fra Dacria. Ifølge overleveringen vandt Pendragon en sølvdrages venskab, og han udførte mange heltegerninger sammen med den. Da han nærmede sig døden, opsøgte han den og bad den passe på hans skjold og sværd, til der igen blev brug for det. I 444 var der borgerkrig i Pendesien, og en ridder ved navn Talleren blev da opsøgt af sølvdragen, der bad ham om at tage Pendragons skjold og sværd og atter kæmpe for Pandesa. Talleren indstiftede Pendragon-ordenen i 448, og den blev lagt under den pendesiske krone i 517, hvor Pendesien blev udråbt som Kejserrige. Ved den lejlighed blev kejseren til en slags æresridder, nemlig Platindrage, men samtidigt overhoved for ordenen. Hardaukar er således ordenens nuværende overhoved. Efter generobringen af Pandesa i 755 besluttede man at gøre Gulddragen til en slags Pandesas beskytter. Desuden er der tradition for, at den Blå Drage om nødvendigt fungerer som livvagt for kejseren eller dennes nærmeste familie. Tilknyttet ordenen er også den 'Gule Drage', der fungerer som en slags efterretningschef for kejseren. Han er således ikke en rigtig ridder, og han må gerne lyve og gøre andre uhæderlige ting. Han er dog ifølge traditionen tvunget til at bære et eller andet gult på sig.

Perdigor. Flod der strømmer fra Dagdormassivet ned gennem den Store Skov og munder ud i Hadrielbugten ved Ployd.

Perlos Quell. Storslået illusionist bosat i Stavalot.

Plendor. En by i det Pendesiske Kejserrige. Der bor knap halvtreds tusinde i Plendor.

Ployd. Hovedstaden i Salakand. Ployd blev grundlagt nogle hundrede år før fælleskalenderen og ligger, hvor floden Perdigor løber ud i Hadrielbugten. Ployd løsrev sig i 1098 til 1101 fra Salakand i en større opstand.
Ployd er en venlig by med gæstfrie borgere, selv om byen bærer noget præg af opstanden, som de fleste højlydt fortryder bittert, hvad man kan overbevise sig om ved at tilbringe en enkelt aften på en kro i byen. Der bor nok en tres-halvfjerds tusinde i Ployd.

Plutus. Rigdommens gud. For Plutuspræster er Plutus den eneste gud, der søger at udnytte menneskets potentiale. Der er så mange muligheder, men frygten lænker mennesket til det sted, de blev født – til de skikke, de blev opdraget i. For at frigøre mennesket har Plutus givet mennesket grådighed, der gør det i stand til bryde fri fra traditioner, fra såkaldte ’hensyn’ til andre mennesker. Her og nu kan disse mennesker synes hensynsløse, ja onde og selviske, men de skaber værdier, de skaber muligheder, som vil komme alle mennesker til gode. Idealet for dyrkere af Plutus er den dristige og hensynsløse købmand, der sætter sit (og andres) liv på spil for at opnå den helt store gevinst. Det er for simpelt at sige, at Plutus ikke bryder sig om tyve, for i visse tilfælde kan tyve også få Plutus’ velsignelse, men så er det ikke uden at sætte liv og lemmer på spil. Hvad der derimod er mere vigtigt for Plutuspræster er, at hvis der virkelig skal være en motivation til at risikere noget, så skal der også være en vis sikkerhed for, at man kan beholde de penge, man har tjent. Derfor garanterer Plutustemplet ofte for penges sikkerhed og kontrakters gyldighed, mod selv at få en lille andel. Mange købmandslaug skilter med mottoet: "Hermes vogter markedspladsen, men Plutus vogter pengekassen", hvilket skal betyde, at man ofrer til Hermes for at sikre sig, at man kan handle, mens man ofrer til Plutus i håb om, at man kan beholde fortjenesten. Plutus er også gud for drager. I Plutuspræsternes lære er drager dels fantastiske væsener, der fortjener andægtig respekt, men de er også samtidigt legitime mål for ambitiøse æventyrere, der vil have fingrene i deres skat. De er formidable, netop fordi de har skrabet så meget sammen, men da guld jo kun er godt, hvis det bruges, så skal guldet altså videre.
Plutus er en stor gud i Havnebyernes Liga. I Havnebyernes Liga er det almindelig at danne aktieselskaber, der typisk finansierer ekspeditioner med høje indsatser, sådanne aktieselskaber "forsikrer" sig gerne i Plutus-templet.
Hellig dag: 21. november i Elsemore . Symbol: Guldæg, drage, en pose med mønter – gerne i en hånd, nogen gange en vægt med et lille dragehoved i midten (en vits på scales, der af indforståede aldrig ville kunne forveksles med et symbol for Enki ).

Politorn I. Marentias Autark 505-534. En kompetent hærfører, som førte Kartria til sejr i Trolddomskrigen. Politorns sidste handling var erobringen af Servania i 533, og dette tidspunkt anses for højdepunktet af Kartrias første storhedstid.

Politorn II. Marentias Autark 1080-1085.

Pontifex Maximus (eller i daglig tale præstekonge). Pendesisk titel, hvis indehaver dels er næstkommanderende efter kejseren, dels regerer over Hardor og dels er ceremonimester for alle vigtige pendesiske begivenheder. Titlen går tilbage til Hardors grundlæggelse i ¸155, og har altid tilhørt familien Vega, der dog jævnligt har adopteret velegnede kandidater. Ved grundlæggelsen af det Pendesiske Kejserrige i 517 blev senatet henlagt til Hardor, og det er præstekongen, der indkalder til møder. Nuværende præstekonge er Silandis.

Port Elisabeth. Uafhængig havneby i det sydvestlige Osbane. Port Elisabeth blev grundlagt af Elisabeth Melekit i 888 og skulle være et brohoved til udforskning af dels det indre Osbant og Det Kogende Hav. Det udviklede sig snarere til et tilholdsted for pirater og smuglere og overgik i 1049 formelt til Osbant.

Poten. Karakteristisk formet halvø mellem det Indre Hav og Hadrielbugten. Ved Potens sydøstlige spids nær Osvine er der kun 10 mil mellem Poten og Osbane(Damilonia).

Prometheus. Venskabens, heltemodets, udfordringens og frihedens gud. Gud for æventyr og æventyrere og gud for en ny chance. Denne guddom er en ung gud, der søger at finde en plads blandt de etablerede guder. Det fundamentale budskab er så vidt vides, at alting kan forandres, hvis man blot tør. Hvert menneske rummer et væld af muligheder, som fortjener at blive udnyttet. Man skal ikke finde sig i uretfærdighed, men man behøver ikke nødvendigvis gøre direkte oprør, for guderne har skabt muligheder uden for menneskets samfund, hvor enhver modig mand og kvinde kan skabe sit eget liv gennem æventyret. Man forandrer samfundet indirekte ved at bryde ud og skabe sin egen skæbne. Uhyrer og voldsom natur er ikke gudernes straf, nej de er gudernes gave til de mennesker, der ønsker at blive til noget. Under æventyrets udfordringer prøves og smedes venskabet igen og igen. På den måde forenes det frigjorte menneske igen med sine medmennesker, men på et frivilligt og ligeværdigt plan, hvor alle er afhængige af hinanden. Der findes vist nok endnu ikke egentlige Prometheustempler, men der er dukket en del kroer op, hvor Prometheus æres ved at æventyrere fortæller mere eller mindre troværdige historier om deres oplevelser. Nogen hellig dag kendes ikke. Symbol: En mand og kvinde, der sammen kæmper mod en (rød?) drage på toppen af et bjerg.

Pyramiden.En legendarisk bygning i Osbanes jungle. Man ved ikke ret meget om den, men historiske kilder tyder, at grundlæggeren af Sollandet efterlod den Gyldne Mand der.

Rafael. Troldmand. Blev nummer to i Æventyrerlaugets konkurrence 1114.

Randaria. 1. Området omrking Lisuart. 2. Kongerige ca. -192 til 253 øst for El-Ya omfattende kyststriben fra Lisuart i nord til det nuværende Trebora i syd. Randaria var en provins i det Tredie Kejserrige og efter opløsningen indgik Randaria i Øforbundet. Efter forbundets opløsning faldt også kongeriget fra hinanden og Lisuart allierede sig med Forklon. Randaria genopstod som Kartriansk provins 631-640, og kartrianerne bruger stadig Randaria som synonym for Salakand.

Randriskag. Tyv og morder, som terroriserede Chivenor i 1102.

Raskal. Kriger fra Balvine. Vinder af Æventyrerlaugets konkurrence 1114.

Ratsgar-massivet. Det store bjergmassiv i det sydøstlige Bandagora. Dværgeriget Dvorkazad ligger der, men der ligger også en del ork-riger, og det anses for at være et farligt sted.

Regentop-bjergene. Bjergkæden, der adskiller Donara og Penboyn.

Rehrmisvandfaldet. Vandfald ved Brossibjergenes fod, der sender vand ud i Eidolonsøen nær Baldazzarak.

Rekesvint. Hovedstaden i Ontanien. Da ontanianerne er halv-nomader er det dog ikke nogen ret stor by. Man gætter på, at der bor en fem og tyve tusinde mennesker der.

Rel Vega. Pendesisk kejser 588-595.

(Den) Rene Flamme. Efter sigende en orden, der leder efter artefakter og andre kraftfulde magiske genstande. Hvad formålet er, vides ikke.

Renegat. Kartriansk landsforræder, der har misbrugt sin viden om trolddom og derfor skal straffes med døden. At blive udråbt til at være renegat er i praksis at blive dømt til døden in absentia. Kun kartriansk uddannede trolddom af en vis kaliber kan blive renegater. De tre mest berømte renegater er Ogonjok, Kril Shandor og Brensor Khan. Det er skæbnens ironi, at den mest kendte af renegaterne selv foreslog indførelsen af begrebet. Ogonjok hed dengang Kristeyn Ort, og da Kril Shandor forlod Kartria med de fleste hemmeligheder om illusionistmagi, foreslog han ordningen. Celestian I afviste den i håbet om, at Kril ville vende tilbage. Da Ashanar I efterfulgte Celestian, havde Kristeyn selv forladt Kartria under endnu værre omstændigheder, og Ashanar indførte da også straks begrebet og gjorde først Kril siden Kristeyn til renegater. I alt er der blevet udråbt cirka tres renegater.

Retsætterne. En orden, der har til hensigt at Corvendilslægten forbliver på den falandrianske trone. De fleste medlemmer er ikke falandrianere, men fra Penboyn. Denne orden har haft en del indflydelse i Enders .

Rexamirs Anatomiske Institut. Ulovligt institut i Crimloyd, der prøver at lære om menneskets anatomi gennem forsøg med indfødte fra den osbantiske jungle.

Rhain. Foreløbigt navn på den kriger, der anførte det salakiske angreb på Rovian juni 1113.

Ridderordener. I Bandagora findes der en del ridderordener. Blandt dem er den mest berømte nok Pendragonordenen, der hører hjemme i Pendesien. Andre kendte ordener er Tempelridderne, Lysets Forkæmpere, Enhjørningsordenen, Kangrisorngarden, den salakiske Livgarde og den i Havnebyernes Liga hjemhørende Stjerneorden. Sif-ridderne kan også kaldes en ridderorden.
Som alternativ til ridderordener eksisterer der to ordener med lidt andre idealer, nemlig the Brotherhood of Doom og Dragedræberne .

Ridjon VII Tarnlas. Salakands konge 1031-1044. Han grundlagde gennem sin datter Shandra Tarnlasdynastiet.

Ridjon VIII Tarnlas. Salakands konge 1059-1091. Ridjon VIII døde af tuberkulose under belejringen af Rovian i krigen 1087-1093.

Ridjon IX Tarnlas. Salakands konge 1091-1113. Hans død skyldtes en meteor swarm over Ployd, der tilskrives Ortazal.

Rig Certes. En gammel lejesoldat.

Ringsagaen. De begivenheder, der førte til Den Sorte Rings ødelæggelse i 1110. Ringsagaen kan ses som en række forbundne æventyr, der startede i 1102, men allerede længe før havde Thothpræsteskabet opstillet ni varsler, der skulle opfyldes, før at en af de Sorte Ringe kunne ødelægges, uden at bryde båndet mellem Solen og Anti-Solen. De ni varsler var:
1. Et ældgammelt rige skal omstyrtes indefra (opfyldt 1075 da det pellanske kejserrige blev til Sollandet).
2. Tre brødre skal i trende år følge hinanden på tronen i et ældgammelt rige (opfyldt 1099 i Pendesien).
3. Kun et tårn skal lades tilbage af et kongerige (opfyldt 1101 med belejringen af Taunenfels).
4. En præsternes konge skal krones (opfyldt 1102 med Pavens indsættelse).
5. Et nyt og dog gammelt kongerige skal opstå (opfyldt 1103 med Hardnits ophøjelse til kongerige).
6. To ikke-mænd skal komme fra ingen mands land (det kunne være Finduil (ca. 1104) og Hippoleia (1102)).
7. Dæmonens kakler skal igen vende tilbage til deres udgangspunkt (Fanes kakler kom på plads 1. juni 1105).
8. Lys og skygge skal kastes over siderne i Fortryllelsernes Bog (det kunne betyde, at der blev læst i Bogen).
9. Heimdals horn skal gjalde (det skete 13. august 1105).
Disse varslers betydning kom dog først frem en gang i 1103, længe efter, at andre vartegn havde sendt æventyrere ud på jagt efter 'dæmonens kakler'. Det menes, at udsendinge fra Pendesien, Kartria, Sollandet, den Sorte Ring, Sifpræsteskabet og mange andre ledte efter disse kakler. Historierne er mange, og Grønne Drage LXVI spiller en ikke ringe rolle, men det blev i sidste ende et hold bestående af Arno, Helena, Hippoleia, Kernla, Kisling, Markus, Mathias og Tarkin, der fandt kaklerne. I mellemtiden var Finduil dukket op, og selv om ingen rigtig vidste, hvem eller hvad han var, så vidste man, at han var en vigtig brik i spillet. Finduil blev da også bortført flere gange. Med Finduil lykkedes det Arno, Helena, Hippoleia, Kernla (han døde undervejs), Kisling, Legolas, Markus, Mathias og Tarkin at finde Vanviddets Ring på Kartria. Umiddelbart efter mødtes mange statsoverhoveder i Enders for at beslutte, hvad der skulle gøres, men Arno og Mathias tog sagen i deres egne hænder og gav ringen til Baltax, hvilket førte til dens ødelæggelse (se evt. Korstoget mod Sollandet). Så vidt man ellers kan afgøre den slags ting, så mener man, at Heimdal ofrede sig for at udskyde konsekvenserne af ødelæggelsen af Vanviddets Ring. På dette tidspunkt var alle rådvilde, men en ny usandsynlig plan begyndte at anes. Man skulle stjæle den Sorte Ring, som befandt sig i De Dødes Tårn , og bringe den nær resterne af Vanviddets Ring, så kunne Finduil på en mystisk måde skifte de to ud. Dermed ville den Sorte Ring være ødelagt, og det ville kun være af det gode. Den første del af planen som gik ud på at skaffe den Sorte Ring, blev udført af Helena, Hippoleia og Tarkin med lidt hjælp fra Mathias og Skanderbeg. Hippoleia døde selv efter at have dræbt Ogonjok. Hun kunne ikke genoplives, det kunne han. Men Ringen blev tilvejebragt. Ringene skulle imidlertid føres sammen, og det viste sig, at resterne af Vanviddets Ring befandt sig i en dunkel dimension, hvortil man kun kunne komme ved at gå igennem Mørkets Tempel. Det krævede flere ekspeditioner at finde resterne af Vanviddets ring, men i starten af 1110 gik Artagel, Artemisia, Deckert, Finduil, Gaar, Hardaukar, Helena, Kernla, Krohm, Lastard, Pandarr, Rogazar, Silandis, Skanderbeg, Tarkin og Yondemar ind i Mørkets Tempel for sidste gang. Så vidt man kan stykke sammen, mødte Finduil, Gaar, Lastard, Tarkin og Yondemar sortelveren Azemilk i den afgørende kamp. Azemilk, der var en formidabel kriger, angreb Finduil, men Finduil besejrede ham hjulpet af de andre og kunne dermed gennemføre missionen. På en eller anden måde kom resterne af gruppen til Kangrisorn, som var under belejring. Men Ringsagaens lykkelige afslutning blev også begyndelsen til enden på Troldekrigen, og Kangrisorns belejring blev snart hævet.

Rit-Kilaan. Se Højlandet.

Rosen eller måske 'Den Hvide Rose'. Tilsyneladende navnet på en mystisk organisation. Mere vides ikke.

Rovia. Et kongerige i det vestlige Bandagora. Hovedlandet ligger mellem Hadrielbugten og de Flossede Bjerge, og derudover tilhører Damilonia på Osbane Rovia. Rovias største byer er hovedstaden Rovian og Pellos, der begge ligger ud til Hadrielbugten. Rovia opstod ligesom Gron af det pellanske kejserrige efter arvedelingen i 686, og Gron, Rovia og Azantir er til stadighed bundet af en fælles pagt, hvilket blandt andet betød, at Gron og Rovia hjalp Alexius i hans kamp mod præstestyret i Trovian. I 1042 døde kongen, der var af slægten Melekit. Omstændighederne ved døde gjorde, at der udbrød en borgerkrig, der endte med at enkedronningen måtte flygte først til Osbane og senere til Gron, hvor hendes datter var dronning. Enkedronningen havde en søn, Simon, som i 1084 udfordrede den regerende konge. Først i 1086 tog han imod udfordringen, der endte med at give Simon tronen. Imidlertid døde Simon i 1092 i krigen mod Salakand, og hans tre børn: Peter, Michael og Susannah var for små til at regere. Derfor overtog general Tiarz tronen.
I 1108 accepterede Tiarz en nikamp mod Peter Melekit, men Peter blev dræbt af dæmoner midt i nikampen. Susannah udfordrede Tiarz i 1111 og vandt tronen. Rovia er også kendt for sin stærke tilbedelse af Selene, der kun giver yderligere næring til forestillingen om rovianerne som mystiske og uforudsigelige.
Retssysem. Der gælder de samme generelle retningslinier som i Pellas, men i Rovia opfattes Selene som den vigtigste gud i retssystemet. Det betyder, at præsters, mistænktes og vidners drømme har meget at sige i domfældelsen. Hvad angår arvefølge, så bruges både i adelen og kongefamilien en særlig duelform, der kaldes nikamp. Vinderen har gudernes gunst og derfor ret til titlen.

Rovian. Kongeriget Rovias hovedstad. Rovian er en stor havneby ved Månebugten. Der bor cirka tres tusinde indbyggere i Rovian. Rovian har et 19-mands byråd.

Roviansk. Sproget, der tales i Gron og Rovia.

Runa. 1: By i Falandria i deltaet mellem Felendar og Smulten. 2: Hertugdømme i Falandria med hovedstad i Runa (se Sjaruna).

Rupert VI (staves også Robert) Salakands konge 792-808.

Rustninger. Mennesket har altid villet beskytte sig, mod uhyrer og mod hinanden. De første rustninger menes at have været læderrustninger, hvor læderet koges i olie for at hærde det. En lidt nemmere fremstillet, men også mere tung udgave af læderrustningen var den 'polstrede', hvor man forede et lag uhærdet læder med forhåndenværende tekstiler. I det Første kejserrige var bronze et udbredt metal, og dette metal blev brugt til at forstærke læderet, da det ikke i sig selv var stærkt til at kunne bæres alene. Derved opstod den 'beslåede' variant af læderrustningen. Med det Andet Kejserrige lærte man at hærde bronzen så meget, at man kunne lave panserskjorter af bronzeringe udenpå læder. I starten af en kamp var de bedre end de andre typer, men kunne være upålidelige. Noget dyrere, men også en del bedre var det såkaldte skælpanser, der med sine overlappende metalstykker uden på læderet gav en god beskyttelse. Først i det Tredie Kejserrige blev man i stand til at udnytte jern til våben og rustninger. Det var en revolution, da jernet havde en langt bedre modstandskraft mod slag. Dette førte til en udvikling af ringbrynjen, der til forskel fra panserskjorten ikke kun dækkede overkroppen. Hvor bronzeringene kun kunne hænge sammen så længe vægten var godt fordelt, så kunne jernringene klare gentagne bøjninger eksempelvis i knæleddet. Bronzen, der stadig var meget udbredt, blev i hæren brugt til især brystharnisk, men også benbeskyttere. Det kunne give en forholdsvis god beskyttelse, når der blev kæmpet i formationer. Man udviklede også en bronzepladerustning, der inderst bestod af læder, udenpå dette en ringbrynje og yderst bronzeplader til en ekstra beskyttelse af bryst, ryg og ben. Denne rustning var dog meget tidskrævende at lave og blev et statussymbol for rigmænd. Henimod slutningen af det Tredie Kejserrige blev stålet udviklet, men det nåede kun i ringe grad at blive brugt i rustninger. Overleveringen siger, at den Gyldne Mand Mand sagde til Hinu, at skulle Sollandet klare sig mod orkerne, så skulle de glemme bronze og kun bruge stål. Under alle omstændigheder udviklede Sollandet to bedre udgaver af skælpanseret, der dækkede det meste af kroppen, nemlig skælbrynjen og båndbrynjen. Den sidstnævnte var lidt lettere og noget smidigere end skælbrynjen, men også noget sværere at lave. Da Sollandet i 53 undsatte Hardor var dacrianerne meget imponeret af pellanerne, heriblandt deres rustninger. Da dacrianerne og senere pendeserne havde brug for dyre imponerende rustninger, var de især dem, der udviklede pladerustningen af stål, som kendes idag. Det var blandt andet disse pladerustninger, der senere var med til at forårsage Øforbundets sammenbrud. Den sidste udvikling må tilskrives dværgene. Mod slutningen af Nomadekrigene sendte Penboyn diplomater til Thulcandor for at indgå en alliance mod fremtidige trusler fra Nomadesletten. Dværgene var overraskende nok meget interesseret, og forærede udsendingene tre fantastiske kyrasser (helrustninger). Tilbage i Latislav lykkedes det efter mange år smedene at lave deres eget kyras, og Latislav har siden været førende indenfor rustninger. Sidst skal nævnes elverne, hvis færdigheder indenfor lette og smidige rustninger ingen kan overgå. Mest berømt er elverringbrynjen, der er så let, at det er som at have en ulden trøje på. Elvertroldmænd kan endog bruge magi iført en sådan og alle tyve elsker dem.

Salakand. Bandagoras ældste feudale kongerige i og syd for den Store Skov med kyster vendt mod det Indre Hav og Hadrielbugten. Salakand har et par øer i det Indre Hav, blandt andet fængselsøen Dorkis, og deler grænser med Rovia, Arhana-elverne, El-Ya-elverne og Eyronia. Hovedstaden hedder Ployd, og den næststørste by er Lisuart. Salakands nuværende situation kan forstås ud fra dets historie. Salakand blev grundlagt i 103 af løsrivere fra Sollandet med hovedstad i Brin Lebin, i 135 sluttede Ployd sig til Salakand, og Ployd blev gjort til hovedstad i 257. Brin Lebin blev brændt ned til grunden af thungarerne i 292 og er i dag en ubetydelig by. I 356 blev Forklon og Lisuart en del af Salakand. Salakand har aldrig permanent udvidet sine territorier med krig, men voksede i starten ved at indlemme naboer. Det skyldes Salakands forfatning, der med inspiration i Øforbundets konkordat bar præg af en forsvarsalliance. Forfatningen indebærer, at kongen er svag i fredstid, og stærk i krigstid. I fredstid havde kongen (rex) kun lille indflydelse på lokale forhold, der styres af adelen, borgmestrene eller i sjældne tilfælde guvernører. Dette gjorde Salakand til et land, hvor mange forskellige kulturer og styreformer kunne sameksistere. Hvis mindst hver tiende blandt adelen mente, at der var fare for krig, så gik Salakand på krigsfod. Det betød, at kongen blev en slags diktator (dux), med nærmest uindskrænkede rettigheder. Dette betød, at Salakand kunne forsvare sig effektivt, men kun kunne angribe, hvis mange mente, at landet ville få udbytte af det. Forfatningen var i over 800 en succes, og man kan sige at Salakand var et foregangsland med hensyn til udviklingen af det feudale system, som så mange andre lande senere har indført. Bla. har historikere undret sig over, hvordan et land med en sådan umulig geografi overhovedet kunne hænge sammen. Men Salakand har været en af historiens mest stabile nationer. Situationen ændrede sig med den såkaldte Tohundredeårskrig, der har gjort kongens udvidede beføjelser permanente. Det har ændret Salakand til en centralt styret stat. Konsekvensen har paradoksalt nok været, at de dele af Salakands, der ligger længst ind i landet, har fået lov til at passe sig selv. Ingen ved rigtigt, hvor grænsen går, og ingen er helt interesserede. Omvendt er Salakands byer og kystområder præget af lov og orden, og en stor respekt for ordenshåndhæverne. En anden effekt, som Tohundredeårskrigen har forstærket, er antipatien overfor elverne. I Salakands tidlige historie stod den Store Skov som et symbol på frihed. Friheden til at slå sig ned, bygge en hytte, og klare sig selv. Men under Nomadekrigene og igen under Kangrisornkrigene steg Salakands oversøiske handel. Byerne voksede og der var behov for skibsbygning i stor målestok. Men man kunne ikke bare fælde den Store Skov, for der boede elverne, og elverne var bedre krigere, i hvert fald i skoven, end salakkerne. Så salakkerne begyndte at føle sig indespærret og ydmyget af elverne. I det 11. århundrede rygtedes det, at da Perdigor i 348 gik over sine bredder, skyldtes det elvere, der druknede en række salakiske landsbyer med skovhugst som hovederhverv. Især under Tarnlasdynastiet blev det almindeligt at oprette militser, der skulle 'forsvare' udsatte steder mod elverne. En egentlig krig mod elverne er det ikke blevet til, måske fordi elverne ifølge Salakands forfatning har ret til at bo i den Store Skov. Men det blev udbredt at give nyadlede officerer land, der "ikke oprindeligt var den Store Skov, men groet til".
Salakands feudale system minder i alt væsentlighed om Penboyns (se der). I Salakand er der som andre steder dødsstraf for majestætsfornærmelse, men her er det nok, at et såkaldt troværdigt vidne sværger at man har gjort det, for at eksekvere dommen.
I Salakand er det almindeligt udbredt at acceptere tilståelser fremkommet under tortur. Alle, selv adelige, involverede (mistænkte eller ej) i grove forbrydelser kan regne med at deres udsagn kontrolleres med tortur.

Salakisk. Sproget der tales i Salakand.

Salomon II. Osbantisk konge 808-823.

Sandalfon "the Crystalgazer" Kormitz. En seer, der bruger ædelstene som fokus for sine visioner. Hans eksperimenter er så dyre, at han sælger sine tjenester uden at stille for mange spørgsmål. En 'gennemsnits' konsultation koster omkring 15 gd. Sandalfon bor i Stavalot.

Sandhedens Spejl. Artefakt tilskrivet Ormazda, der kan fjerne al magi, som ses i spejlet.

Sardis I. Pendesisk kejser 712-716. Sardis I huskes for indførelsen af de drastiske karantænebestemmelser, der var temmeligt brutale, men reddede Pendesien fra de værste virkninger af den Mørke Hingst. Ironisk nok døde han selv af pesten efter at han selv havde overtrådt reglerne under en jagt.

Sardis II. Pendesisk kejser 736-745. Sardis II fuldførte den generobring af Dakria, som Belizar II startede.

Sardis III. Pendesisk kejser 1060-1089. Far til Sardis IV, Milatis VI og Hardaukar III. Sardis III dræbte Silandis' farbror, den daværende pontifex maximus (præstekonge) af Hardor, i 1072. Han erobrede Ollyway og Hest fra Nordacria i krigen 1073-1075.

Sardis IV. Pendesisk kejser 1089-1097. Sardis IV døde i Kirrlar-passet under en forfejlet invasion af Ontanien.

Sargyll. Floden, der løber fra Regentopbjergene forbi Kangrisorn og ud i det Indre Hav.

Selene. Månens og spådommens gudinde. Selenes lære er en mystisk lære, i den forstand at verden er uforudsigelig for almindelige dødelige, men alligevel årsagsbestemt og altså til en vis grad forudbestemt. Men kun ved at lade sin sjæl opløses og gå i et med Selene, kan mennesket opnå nogen egentlig viden om fremtiden. Andre guder kan også kende fremtiden, men kun i glimt begrænset til de felter, de ønsker viden om. Kun Selene er verdens fremtid, hun skaber den med sin blotte eksistens. Det er en altomfavnende mystisk tilbliven, der trodser ethvert forsøg på at begribe den. Enki har skabt små øer af virkeligheden, hvor mennesket kan følge med. Lægger man tre sten i den ene vægtskål og to den anden, så vil vægtskålen med de tre gå ned, hvis stenene ellers vejer det samme. Men denne form for logisk sammentælling fungerer ikke ret mange steder, hvor virkeligheden opstår som et flydende hele af et utal af mindre bestanddele, der hver bidrager på sin enestående måde, og hvis samlede virkning er anderledes og mere dynamisk end en simpel sammentælling af de enkelte effekter ville give. Selenes forkyndere er næsten udelukkende kvinder, og hendes lære bruges ofte til at fremhæve ’kvindelig’ intuition fremfor ’mandlig’beregning. Undtagelsen er Rovia (og i nogen grad Azantir og Gron), hvor man opfatter Selene som et middel hvorigennem alle mennesker midlertidigt kan opnå en forening med verdensaltet. Dyrkelsen af Selene er i Rovia en integreret del af retssystemet, og man opfatter guddommelige drømme som næsten udelukkende stammende fra Selene. Andre steder anses det for farligt at komme i alt for stor berøring med verdensaltet, da mennesket ikke er skabt til at kunne fatte det. Det bør overlades til Selenepræstinder, da sindet ellers kan lide ubodelig skade, og mennesket få ’månesyge’. Selenes symbolske fremtræden er Månen, som på mange måder afspejler Selenes mangetydige og uopdelelige natur. Månen i sig selv er gold, men med sine faser uløseligt forbundet til naturens gang. Den er rytmisk, men ikke helt forudsigeligt. Den lyser, men er en del af natten. Præstinden Gerdales har i "Jeg husker hvad vil komme" beskrevet det vidunderlige og dog frustrerende i at se fremtiden, men alligevel ikke kunne beskrive den, netop ved at sammenligne med Månens lys: "Jeg så fremtiden som var det ved Månens lys, klart nok til at kunne forstå den, men ikke klart nok til at skrive den ned. Alt hvad jeg kan give jer er min erindring". Selenes præstinder kan spå om handlinger op til et halvt år ud i fremtiden, hvis det angår held i kærlighed eller økonomi. Desuden kan de spå mere generelt.
Hellige dage: hver fuldmåne i Rovian. Symbol: Måne, gerne nymåne.

Sendiri. Penboyniansk ø i det Indre Hav.

(Kejser) Sertovian. Legendarisk kejser fra det femte århundrede før fælleskalenderen. Regnes for grundlæggeren af Kartria. Da Kejser Sertovian besteg tronen han beordrede han alle rigets helte til at skaffe de Sorte Ringe. Ingen af ringene blev fundet, men Karkar kom tilbage med Fortryllelsernes Bog.

Servan. Hardnits hovedstad, hvor man gætter på, at der bor tredive tusinde. Servan var indtil slutningen af 1102 en værre røverrede, hvor jungleloven gjaldt og alverdens pirater afsatte deres varer. I dag hersker der lov og orden i byen, men den bærer stadig præg af fortiden i store dele af byen. Det er ikke en by, man skal besøge som turist, dels fordi der ikke er meget at se, dels fordi byens borgere ikke lige med det første glemmer deres håndværk. Servan er kendt for sin særlige kampteknik, hvor man kæmper med to kortsværd.

Servania. 1: Herred i det sydøstlige Hardnit. 2: Kongerige med nogenlunde samme udbredelse som det nuværende Hardnit og Enders tilsammen. Servania kaldes også det Servanske Kongerige. Som en af Arvtagerstaterne blev det grundlagt omkring -187. Det havde hovedstad i Servan, og blev i 533 endeligt erobret af Kartria.

Shalfae. Stjernetyder bosat ved Arhanabjergene 60 mil nordvest for Koira.

Shandra Tarnlas. Salakands dronning 1044-1059. Efter hendes far Ridjon VIIs død i 1044 måtte hun udkæmpe en fem år lang borgerkrig med sin søster og sin mor.

Sharuna-bugten. Bugt i det nordøstlige Bandagora. Chivenor og Oriester ligger ud til bugten.

Sjaruna. Hertugdømme med hovedstad Runa nominelt under Penboyn 641-858. Hertugdømmet blev skabt under Penboyns tilbagetog i Nomadekrigene. Meningen var at blokere nomadernes fremrykning ved at genere deres brug af Felendar med angreb baseret i Runa. Imidlertid blev hertugdømmets styrker på kort tid reduceret til at bestå af bander i Sjarunaskoven. Men denne løsere opbygning blev hertugdømmets redning, og Sjaruna kunne i 680'erne tilbageerobre Runa og følge den oprindelige plan. I det 8. århundrede var Sjaruna et samlingspunkt for vikingestammerne omkring Felendar. Ved grundlæggelsen af Falandria i 858 var Sjaruna grundstammen, men på grund af tilknytningen til Penboyn opløstes det til fordel for det nuværende Runa.

Sjarunaskoven. Stort skovområde omkranset af Felendar og Smulten.

Shayla. Inannapræstinde oprindeligt fra Donara. Var ypperstepræstinde i Kangrisorn, da hun fik ideen til Treenighedskirken. Nu kardinalinde i Donara By. Nummer ti i Treenighedskirkens hierarki.

Shendar-dalplateauet. Skovområde gennemstrømmet af floder syd for Nomadesletten. Floden Shenanda løber fra Ratsgarmassivet ud i Andalakbugten. Området syd for Shenanda er beboet af Shendar-elverne. Der er en del Nordacrianske beboelser, blandt andet den mindre by Busenbar.

Shuhl. En berygtet knivkaster, oprindeligt fra Chivenor, bandeleder i Brossi-bjergene.

Sidhe-folket eller sidh (udtales shii). En af de gamle racer. Sidhe-folket er en blandet skare af skovfolk. Nisser, sprites, leprechauns og andre væsener tilhører denne race, hvor to sjældent er ens. De kaldes også det lille folk eller de underjordiske, selv om de mest lever i skoven. Mennesker bør være meget varsomme med at omgås dem, så vidt vides har kun Zagyath nogen fast forbindelse til dem. Elverne synes dog også at kunne forstå dem, om end de ikke elsker sidhe-folket.

Sif. Kampfærdighedens og visdommens gudinde. For Sifs tilhængere er det 'at stå sin prøve' helt grundlæggende. Alle påstande som ikke er indlysende bør efterprøves. I Falandria, hvor hun er en af de største guder, prises hun for, at hun også har givet sine tilhængere mulighed for at føre hendes lære ud i livet, nemlig gennem sværdet. Sværdet er for vikinger et symbol på frihed, og uden frihed ingen nytænkning. Hun hyldes derfor som visdommens gud, fordi hun ikke tillader falsk viden. I andre lande er dette aspekt dog ikke ret udbredt, og hun kendes stort set for hendes kærlighed til kampfærdighed, især med sværdet. I krigstid tilbedes hun af de krigere, der har gode kampevner, og som håber, at de ikke falder på grund af uheld eller list. Hun er kendt for redde de krigere, der har vist dygtighed på slagmarken, fra at dø i håbløst undertal. Sifs forkyndere er normalt kvinder, de mænd, der kaldes af Sif bliver Sif-riddere. Hellig dag: 12. juni ved Tirskils udløb nær Dambergard.

Sif-riddere. Sif-præsteskabet er et af de mere aktive. De fleste forkyndere er præstinder, mens mændene, der kaldes af Sif, er en slags paladiner. Disse Sif-riddere vandrer rundt og bekæmper undertrykkelse og ondskab, hvor de møder det. De er altid friske til en duel.

Sigil. Kartriansk uddannet vismand, oprindeligt fra Zormaras. Rådgiver for Grev Kelvin.

Siktar. Berømt fægter fra det 10. århundrede. Han var søn af en storkøbmand fra Taunenfels og viste tidligt store evner som fægter. Han blev især berømt i forbindelse med Nordacrias løsrivelse fra Havnebyernes Liga, hvor han vandt en del dueller. I den periode blev han ven med Mordenkainen. Efter løsrivelsen tog han til det Indre Hav, hvor han var med til at grundlægge Enders med familiens penge. Han boede nogenlunde fast i Enders men holdt aldrig op med at gå på æventyr. Han menes at være død omkring 970.

Siktars Hånd. Fægtedaggert eller main-gauche opkaldt efter Siktar. Daggerten, der gør brugeren istand til at parere angreb, er kun rigtig interessant for fægtere.

Silandis Vega. Pendesisk Pontifex Maximus. Æventyrerlaugets leder. Han anses for en af Bandagoras fem bedste krigere.

Sirian I. Nordacrias konge 949-958.

Sirian II. Nordacrias konge 1075-1093. Sirian døde i et slag i krig mod Anistar.

Siriet. En ranger fra Poten. Siriet blev berømt for at have fundet Drømmenes Krystal , men menes nu at have fundet noget, der kaldes Lokes øje.

Sjælenes Juvel. Artefakt skabt af Nistris I i 575. Sjælenes Juvel kan suge mennesker sjæle til sig, og man kan derefter udspørge dem. Oprindeligt var Juvelen tænkt til at gemme sjælene fra autarker og andre medlemmer af det Højeste Råd, sådan at de kunne rådgive deres efterkommere. Det viste sig dog, at det var meget pinefuldt at blive udspurgt for sjælene, der med rette længtedes mod at komme op til efterlivet. Derfor blev Juvelen kun i begrænset omfang brugt til at forhøre dræbte forbrydere. Brensor Khan mente, at man burde bruge Juvelen til aktivt at lede efter Fortryllelsernes Bog, idet man kunne fange sjæle fra levende personer, og derefter give sjælen tilbage til kroppen efter endt forhør. Det Højeste Råd overhørte ham, idet chancen for at slå mennesker ihjel på den måde var alt for stor. Men i 610 stjal ham Sjælenes Juvel og lavede sin egen efterforskning, der så vidt vides ikke førte til noget. I 1103 blev Juvelen leveret til Thoths hovedtempel nær Vintendra, og der befinder den sig stadig på trods af kartrianske krav om udlevering.

Skandelion. 1: Et kæmpe netværk af underjordiske huler og gange. Skandelion ligger, hvor Perdigor udspringer fra Dagdormassivet. Skandelion menes at være et tidligere dværgerige, der er blevet forladt af uvisse grunde. Navnet skyldes Skandelion (2). Se også Dvalins Port . 2: Den i overleveringer figurerende genplacerede hovedstad fra det Tredie Kejserrige. Overleveringerne for at være en forvanskning af Palmyrias historie. I overleveringerne er Skandelion som regel et underjordisk rige med indgange højt oppe i bjergene. I mere sjældne versioner er Skandelion en paradisisk have midt i et elverrige (enten Lacre-Cai eller i den Store Skov).

Hertug Skanderbeg. Hertug af den Thungarske Mark og berømt for sine ekspeditioner ind i De Dødes Tårn og Thraskund. Han udmærkede sig i kampen mod Sollandet med det såkaldte Højlandsregiment under sig. Han deltog i sortelverekspeditionen i Ringsagaen og anses for en af de fem bedste krigere i Bandagora.

Skitaura-bjergene. En bjergkæde, der udgår i østlig retning fra Dagdor-massivet og udgør en del af Bandagoras nordlige grænse.

Skjold og Sværd. En orden for aldrende og pensionerede lejesoldater.

Skolister. En havneby i fyrstedømmet Chivenor med cirka halvfjerds tusinde indbyggere.

Skumringshulerne. Et system af huler nord for Donara . Ifølge overleveringen er det et sted, hvor genstande, der er så magtfulde, at de ødelægger balancen i verden, ligger (se Artefakter). I Skumringhulerne findes også Oblivion, en slags anden dimension, hvor tiden står stille.

Skæbnens Hånd. En orden i Uafhængige Bystaters Forbund af personer, der mener, at deres handlinger er med til dirigere historien derhen, hvor den skal.

Skærsilden. En orden, der mener, at Bandagora eller måske hele Eustasia er truet af, at dæmoner overtager magten. Det prøver ordnen for enhver pris at undgå.

Sleet. En by i det Pendesiske Kejserrige, hvor der bor cirka halvtreds tusinde. Sleet opstod omkring år 60 som en befæstet havneby, hvor dakrianerne og deres allierede kunne afskibe tropper og forsyninger. På grund af dets forsvarsværker blev Sleet et samlingspunkt efter opløsningen af Dacria i 305, og var en slags hovedstad hvor politiske aftaler blev lavet. Det ledte det Dakrianske forbund, der blev dannet i 474 som værn mod Zagyath, hvilket dog ikke forhindrede byens erobring i 513. Det nydannede pendesiske kejserrige erobrede byen 'tilbage' i 527. I de næste hundrede år oplevede byen en periode som vigtig handelsby indtil nomaderne indtog byen i 631. Efter Ghorghis' død i 661 blev Sleet til en slags bystat der efterhånden fik piratvirksomhed som sin vigtigste 'industri' indtil Sardis II generobrede byen i 740.

Slingshot. Kriger i den Sorte Ring. Som navnet antyder bruger han en slynge. Han er berygtet for at bruge kugler med Mordenkainens disjunction.

Solens Land eller Haskihm. Kontinent syd for Bandagora, på den anden side af det Kogende Hav.

Sollandet 1: (egl. Det Nye Solland eller Neä-KeäSonda) Teokrati 1075-1112. Et land i Pellas, der regeredes af et totalitært Inannapræsteskab. Det Nye Solland var et forsøg på at genindføre det oprindelige Solland. I det Pellanske Kejserrige havde præsteskabet stor magt, men afgørende beslutninger blev truffet af kejseren. Hæren var principielt underlagt kejseren, men tempelbesøg lå som en naturlig del af den militære dagligdag. Derfor gik kuppet i 1074-75 overraskende let, efter at Kejser Oktavio IV i en årrække havde negligeret den daglige ledelse. Præsterne i Pellas dyrker Inanna i et noget andet aspekt end Treenighedskirken, og det var derfor et formål med kuppet at missionere mod øst. Se Korstoget mod Sollandet. Hæren og flåden var blevet lovet erobringstogter, men de havde især forestillet sig et felttog mod Borsoch, som længe havde fået lov til ustraffet at hærge de pellanske grænseområder. Ekskejseren døde i 1083, og hans søn Alexius prøvede i 1098 at vende tilbage i spidsen for en hær. Der blev ikke tale om et massivt mytteri, som han måske havde forestillet sig, men hans personlige mod og militære talent gav ny tro på kejserfamiliens værdighed. Efterhånden vaklede præsteskabets tillid på trods af massiv militær overlegenhed. I 1111 invaderede styrker fra Gron, Rovia og Pendesien Sollandet, og her svigtede moralen i Sollandshæren. Samme år døde Alexius og kort efter kapitulerede Sollandets hær. I 1112 blev Alexius' søn Valentinian indsat som konge i Azantir, hvor præsteskabet stadig har stor indflydelse. Præsterne på Ech Alba har dog nægtet at overgive sig. Sollandet havde et netværk af spioner og Inanna-dyrkere udenfor Pellas, der blev kaldt Illumnatii (de oplyste), de menes stadigvæk at være aktive. Dertil kommer den såkaldte Dark Faction, der er en modstandsgruppe, der opererer i Pellas. 2: Det oprindelige Solland. Se Keä-Sonda. 3: Synonym for Solens Land. 4: Præstestyret på Ech Alba.

Sortelvere eller Svartalfar. Gren af elvere, der er sorte, dvs. stærkt mørklødede. De har store evner indenfor trolddom, og har også en vis modstandskraft overfor fjendtlig magi. De er som regel gode til at håndtere to våben på en gang. Deres største svaghed er overfølsomhed over for lys. Deres oprindelse er ukendt, men der er to mulige forklaringer. Den ene går ud på, at der dengang Solen blev skabt, var en del elvere, der ikke kunne klare Solens lys. De gik bogstaveligt talt under jorden, og begyndte at leve i hulesystemer, måske i Skandelion. På grund af lysets fravær udviklede de deres mørke hudfarve. De gjorde trolddom til deres vigtigste værktøj og udviklede modstandskraft overfor magi. Deres mentalitet ændrede sig dog også, for selv om de aldrig kom til at hade deres fæller over jorden, så begyndte de at hade de mennesker, der efterhånden havde spredt sig over hele Bandagora. De tillod ikke menneskene at eje Fortryllelsernes Bog, så den stjal de. Ellers var de et stolt folk, der passede sig selv. Men da ontanianerne i 699 drev elverne fra Lenhviel, var det nok. Med tålmodighed gik de i gang med at undersøge overfladeverdenen. Deres held med Fortryllelsernes Bog skyldtes, at ingen kendte deres eksistens, så den prøvede de fortsat at holde hemmelig. Ifølge den anden forklaring skyldes sortelvernes eksistens direkte Lenhviels fald. På det tidspunkt var Ontanien en af Bandagoras stærkeste nationer, hvis ikke den stærkeste. Der var ingen mulighed for hævn i en åben konfrontation. Derfor bad en forholdsvis lille gruppe elvere til Anshar, om hjælp. Anshar gav dem magiske kræfter, mod at de tilegnede sig Anshar og viede deres liv til ødelæggelsen af Solen. Uanset set hvilken af de to forklaringer eller varianter heraf man vælger, så var sortelvere stort set et ukendt begreb uden for Belandria før 1100. I Ontanien fandtes i folkemunde en slags vampyrer, der kun kom frem om natten, kunne gøre alting mørkt omkring sig, beherskede magi, kunne dræbe på afstand, og ikke kunne slås ihjel. Kun én troværdig kilde bekræftede dette. Det er Pendragon-ordenens krønike fra 825 hvor Gulddrage XXXI beskrev ligene af hans mørke angribere på følgende vis: "De ligner elvere dyppet i blæk, bortset fra deres hår, som er lyst. Deres rustninger og våben har samme styrke og smidighed som elvernes, men ikke disses ynde". Gulddragen fulgte sporene ind på ontaniansk område, hvor der fandtes et "Mørkets Tempel" ca. 20 dagrejser nord-nordvest for Pandesa.
Da varslerne i Ringsagaen begyndte at dukke op, så de en mulighed for at slå til. Derfor måtte de opgive deres status som mytiske væsener. Man kender ikke navnene på mange sortelvere, Azemilk var en leder, Darmiel og Tazil er muligvis aktive på overfladen.

(Den) Sorte Gryde. Artefakt, der gør ejeren i stand til at lave golemer af forskellig art. Hver gang man bruger den, skal man koge et eller flere mennesker i den. Ejeren begynder langsomt selv at opføre sig som en maskine.

(Den) Sorte Pil. En organisation af varetagere fra Pellas, der udfører bestillinger efter aftale.

(Den) Sorte Ring. 1: Ogonjoks organisation. Tæller muligvis: Dødsridderne, Maubar, Slingshot, Meskalin, "Nars"(eller "The Ghoul") 2: Den af de Sorte Ringe, der var i Ogonjoks besiddelse.

(De) Sorte Ringe. Ni Artefakter, der ifølge legenderne holder Anti-Solen væk fra Solen. Der skulle være givet en ring til hver af de gamle racer. Ringene er lavet af ibenholt, som er meget let at ødelægge. De ni ringe har hver sin historie, men historierne er stort set ens. Et menneske søgte at bruge en rings magt, blev korrumperet af den, og ringen gik tabt. Man mener, at en ring befinder sig i Skumringshulerne, at elverne har en anden, og at Ogonjok havde én. Hvor de andre befinder sig ved man ikke. I ringsagaen menes Ogonjoks ring at være ødelagt uden frygtelige konsekvenser. Se også Vanviddets Ring.

Sparkia-massakren. Afslutningen på den marentianske borgerkrig 1062-1073. Da troldmændene på Kartria ikke regnede deres soldater for ret meget, hverken med hensyn til farlighed eller aflønning, gjorde hæren oprør i 1062 og prøvede at installere en general som regent. Troldmændenes fik dog rekrutteret andre soldater og efterhånden nedkæmpet oprøret med hjælp fra deres evner indenfor magi. I 1073 havde oprørshæren på en cirka 4000 mand forskanset sig ved Sparkia, og ville overgive sig, hvis betingelserne var rimelige. Imidlertid blev de stort set alle dræbt i et orgie af destruktiv magi.

Spøgelseskrigen. Krig 827-878 mellem Gron og Rovia på den ene side og Marentia på den anden. Krigen opstod som en konsekvens af den marentianske mangel på central styring af sine oversøiske provinser. Dette førte til uroligheder og opstande, der gjorde det muligt for Gron og Rovia at træde ind i magttomrummet. I den første fase fra 827-841 førte en mindre opstand i byen Lokrine til en roviansk flådeblokade af byen, sådan at marentianerne ikke kunne komme ind og få kontrol over byen igen, men marentianerne kom aldrig. I 832 angreb Gron først Anocea, og opildnet af sin succes senere Eyronia . Dette inspirede Rovia til en egentlig invasion af provinsen Lokrine, der blev endeligt erobret i 840. I 841 afstod Marentia sine besiddelser i Eyronia og på Poten. I 845-875 var admiral Hohart leder af Grons samlede flåde, og han fik startet krigens anden fase 847-854. Gron startede med at erobre en del ubetydelige småøer, men gik i 851 i land i Damilonia. På trods af at modstanden stort set kun var lokal måtte Rovia hjælpe kraftigt til, indtil området endeligt var erobret i 854. Området blev da også testamenteret til Rovia i 859. I den sidste fase 872-878 fik krigen den karakter, der har givet den sit navn. Admiral Hohart pressede på for en erobring af Kartria, mens den gronske konge holdt igen, da han blev plaget af onde drømme og uheldige varsler. Hohart gik i land ved Drezla i 872 og besatte hurtigt den vestlige del af Kartria, men derefter gik krigen i stå. Efter Hoharts død i 875 ventede kongen kun på en undskyldning for at opgive krigen, og den kom i 878, da Marentia atter valgte en Autark.

Stark. Den sidst tilkomne Dødsridder . Før sin grumme skæbne hed han Glavian, og var en relativt kendt æventyrer. Han siges at være den mest snedige eller 'luskede' af dødsridderne. Han bærer sværdet Raider, der blandt andet har evnen til at hugge ekstremiteter af. Stark "bor" i et slags extra-dimensionalt rum à la Mordenkainen's Magnificent Mansion.

Stavalot. En havneby i det nordvestlige Belandria. Stavalot er med i de Uafhængige Bystaters Forbund. Der bor en fem og tres tusind borgere i Stavalot, der kendes for glas- og metalvarer af høj kvalitet. Stavalot blev grundlagt i 520 som af Marentia, der efter trolddomskrigen ønskede at etablere sin egen havn i det østlige Indre Hav. Under kongetiden svækkedes den marentiske kontrol med de oversøiske områder, hvilket resulterede i Spøgelseskrigen,der i 840 medførte at Stavalot som en del af provinsen Lokrine blev roviansk. Rovianerne udbyggede Stavalots havn til at kunne bevogte sine kaperskibe og begyndte den produktion af skibe, der stadig er af vigtig betydning. Under det rovianske herredømme overskyggede Stavalot den tidligere provinshovedstad Lokrine og begyndte at blive en driftig handelsby. Da Kartria 'vågnede' igen i slutningen af det 9. århundrede begyndte rovianerne at have svært ved at opretholde forbindelseslinien til provinsen, og til en vis grad gentog historien sig, da den lokale rovianske kommandant (en tidligere pirat) indførte en afgift ved indsejlingen til havnen i 919. Byens ledende borgere indså, at det ville kvæle byen, og indgik en alliance med det Drusiske Forbund og Ontanien, og efter tre års krig gav Rovia afkald på området. Ontanien fik Esden, mens resten af området indgik i det, der sammen med det Drusiske Forbund blev til de Uafhængige Bystaters Forbund.

Stefan III Storlad Basilius. Hardnits første konge 1103-1105. Stefan var tidligere hertug af Hardnit. Han døde da beredne drager angreb Servan.

Stephan II. Penboyniansk konge 346-352.

Stephan III den Uforberedte. Penboyniansk konge 452-460. Stephan III , der regerede mellem sine to brødre Landau III og Celimesh III, indledte i 455 et mislykket angreb på Servania. Han døde sammen med resterne af sin hær efter et katastrofalt forsøg på at krydse Harlindon. Allerede i sin samtid blev han hånet for sin overbevisning om, at krig kunne vindes udelukkende ved at udvise dødsforagt. Penboyns talmæssigt overlegne hær kunne ikke effektivt bruges mod Servania på grund af alt for lange forsyningslinier. Samtidigt negligerede Stephan at opretholde jævnlig kontakt med de mange penboynianske småøer, der derfor blev lette ofre for den kartrianske ekspansion, der fulgte i kølvandet på Stephans død. Celimesh III havde nok at se til mht. at redde stumperne i krigen mod Servania.

Stevin. Marentiansk konge 768-793. Stevin anses sammen med Tornfast I og Legemul som en god konge.

Stevin Ansalon. Kartriansk uddannet vismand, oprindeligt fra Tellurien. Rådgiver for Hardaukar III. Stevin var borgmester for Vintendra i 1090-1104.

Stjerneordenen. En ridderorden, der er udbredt i Havnebyernes Liga. Måske inspireret af Pendragonorden, er stjerneordenen opbygget efter et hierarkisk system, sådan at nyoptagne starter som riddere af den hvide stjerne, og de kan så avancere til henholdsvis at være riddere af den grønne, røde og blå stjerne. Finest er det at være ridder af kobber-, sølv- eller guldstjernen, men dem er der kun en af hver.

(Den) Store Skov. Bandagoras største sammenhængende skovområde beliggende syd for Dagdormassivet og nord for Hadrielbugten. Mod vest grænser den Store Skov op til de Flossede Bjerge og mod øst op til kyststrækningen langs det Indre Hav. Den Store Skov gennemstrømmes af mange floder, hvoraf den største er Perdigor. Den Store Skov domineres af elvere, men også hobitter lever gemt i Skoven.

(Den) Store Traktat. Kaldes også bare Traktaten. Traktat underskrevet år 8 før fælleskalenderen af Suana, Harastor, Servania, Dacria og Øforbundet. I år 0 tilsluttede Pandesa og Sollandet sig traktaten. Traktatens indhold var en alliance mellem underskriverne mod andre fjender, idet underskriverne opfattede sig selv som civiliserede og andre som barbarer. Traktaten fik ikke meget større betydning end andre traktater, men en del af traktaten gik ud på at indføre en fælles kalender, den kalender der bruges i dag.

Storlad. Tidligere hardnitsk hertugslægt, nu kongeslægt. Slægtens overhoved hedder Hendrick Storlad.

Stormklingerne. Otte kortsværd, der nogle gange omtales som Artefakter og tilskrives Heimdal. De er opkaldt efter Stormridderne, der holdt til i Stormborgen yderst på landtangen syd for Koira. De otte klinger har hver den egenskab, at bæreren ikke kan overraskes i kamp. Bæreren kan også bruge præstemagi, og er flere bærere sammen, bliver magien, de råder over, stærkere. Bærerne kan også kommunikere indbyrdes ved hjælp af sværdene. En sværdbærer, der har indvilget i at bære sværdet kan aldrig bryde sit ord. Tre af sværdene er i brug i den højlandske hær.

Stridshandskeordenen. Det oprindeige navn på det som mest kendes som den salakiske Livgarde.

Suadas ruiner. Suada er så vidt vides Bandagoras ældste by, idet man i det Tredie Kejserrige daterede dets grundlæggelse til ca. 40.000 år før fælleskalenderen. Suada var hovedstaden i det Tredie Kejserrige, og der havde kejserne samlet sig ufattelige skatte. Man mener dog, at mange af skattene blev flyttet før det Tredie Kejserriges fald, og at andre blev plyndret af barbarerne i 125. Men Suadas ruiner er hjemsøgt af ånder og genfærd. Se den Sunkne Stad.

Suana. 1: Herred i Penboyn. 2: Kejserrige især beliggende i Suadan, derfor kaldes det også det Suadanske Kejserrige, det omfattede dog det meste af det nuværende Falandria. Som en af Arvtagerstaterne blev det grundlagt omkring -187. I samtiden blev riget anset som det mest levedygtige af de tre, da det var økonomisk bedst stillet og besad hovedstaden Suada med det meste af det gamle kejserriges administration. Imidlertid viste riget sig at være en kolos på lerfødder, der gang på gang tabte i konfrontationen med på papiret svagere modstandere. Det blev endeligt erobret af barbarer i 125, hvor hovedstaden Suada blev plyndret. En del af indbyggerne flygtede i rigets sidste år til nabolandet Tulana.

(Den) Sunkne Stad. Ruiner af bygninger på havets bund i Hadrielbugten ud for Ployd. Ifølge populære historier resterne af den nye hovedstad i det Tredie Kejserrige. Historierne siger, at man grundlagde en by på pæle. Men pælene holdt ikke, og byen sank, med hof og skatte. Derefter opstod Ployd som en havn for gravrøverne. Andre mener, at bygningerne intet har med det Tredie Kejserrige at gøre, men simpelthen er bygninger, der blev skyllet med ud i 348, da Perdigor gik over sine bredder.

Dronning Susannah Melekit. Rovias dronning.

Søndre Mark. Fyrstendømme bestående af Isvespia og Nostenkil 640-880. Oprindeligt var Søndre Mark et grevskab i Tulana svarende til Nostenkil. Men da nomaderne invaderede Tulana i 599 blev greven gjort til hertug og fik også tildelt Isvespia. Efter at resten af Tulana var blevet erobret af nomaderne allierede Søndre Mark sig med Ontanien, som fik overherredømme over Nostenkil. Efter Kangrisornprofetien i 722, gjorde Søndre Mark sig uafhængig af Ontanien, hvis barbarstammer uanset hvad plyndrede Nostenkil på vej nordpå. Søndre Mark lovede i 860 alle land i det gamle Tulana, hvis de selv kunne erobre den fra nomaderne eller ontanianerne. Da meste af detg amle Tulana var tilbageerobret, proklameredes kongeriget Vesland i 880.

Talvin 'Doomsinger'. Minnesanger 78-125. Hans tilnavn skyldes enten at han ofte sang om tragiske helte som Karkar eller også fordi han ifølge overleveringen holdt sine tilhørere tryllebundet mens Suada brændte ned om ørerne på dem. Ifølge samme overlevering klinger hans stemme stadig i ruinerne og hans tilhøreres sjæle nægter at forlade stedet.

Taokoön. Kardinal for Inanna i Rovian. Nummer tretten i Treenighedskirkens hierarki.

Tarkin. Spion fra Enders . Går under navnet "Katten". Deltog i Ringsagaen.

Tarnlas. Det nuværende salakiske kongedynasti, der blev grundlagt i 1031.

Tasselind. Tasselind er en slags hellig ånd. Tasselinds tilbedere anser deres tro for at være en religion. Næstekærlighed og vend-den-anden-kind-til er fundamentale begreber. Deres grundlæggende blasfemi (i de andres øjne) er, at guderne en slags supertroldmænd, mægtige, men uden magt i det næste liv. Som regel omtales guderne som 'mestrene'. Tasselind er udbredt i Salakand, Enders , Penboyn og Pendesien. Treenighedskirken bekæmper den indædt med propaganda og forskelsbehandling (i Penboyn). I Pendesien var de indtil 1113 fredløse og måtte operere under jorden. De kan nu frit tilbede Tasselind, men kan risikere bøder, hvis de nægter at påtage sig militærtjeneste.
Symbol: Et reb, som regel stiliseret y.

Taunenfels. Hovedstaden i Nordacria. Taunenfels har cirka et halvt hundrede tusinde indbyggere, hvoraf en af dem regnes for at være Mordenkainen, Bandagoras nok næstbedste troldmand, som desværre ikke har vist sig meget længe. Byen blev grundlagt af Havnebyernes Liga 572. Pendeserne belejrede byen 1101-1108.

Tazil Radu. Sortelver med en modbydelig evne til at kigge sin modstander ud.

Tellurien. Pendesisk landområde på Belandrias nordkyst mellem Nostenkil og Serindel. Oprindeligt ontaniansk, men 371-950 penboyniansk, derefter ontaniansk igen. I 973 fik det Pendesiske Kejserrige området. Ved Vintendratraktaten i 1035 forpligtede Pendesien sig til ikke at stationere hære i området, mens derimod Penboyn fik ret til at føre hære igennem. Da flertallet af indbyggerne i området stadig føler sig knyttet til Penboyn, betragtes det ofte som penboyniansk. Mange kartografer anser fejlagtigt området som ontaniansk.

Tempelridderne. En religiøs ridderorden tilknyttet Treenighedskirken, der blev oprettet i 1098 af Ærkebiskop Hortensar af Kangrisorn (den senere pave Honorius I). Dens mål er at bekæmpe ondskab, lovløshed og vantro. Mange af dens medlemmer er paladiner. Den tæller cirka hundrede og tyve medlemmer og er ikke så højt estimeret, da den er så ny.

Tendra. Ontaniansk konge 384-398.

Tenelast. 'Tyvenes konge' i Rovian.

Theodor III. Osbantisk konge 887-912.

Theodor V. Osbantisk konge 1075-1096. Da Theodor blev konge, var det for Vestosbant, der var opstået ved Osbants deling i 1072. Det kunne Theodor ikke acceptere og han angreb det østlige Osbant i 1076 på trods af at hans bror Marinus var gidsel ved det pavianske hof og derfor blev dræbt. Krigen blev dog hurtigt afgjort og landet blev forenet i 1077.

Thor. Stormens og tordenens gud. Husmændenes og sømændenes gud. Thor er gud for elementet luft. Han er også gud for regnvejret, når han låner lidt vand af Enki. Billedet af Thor domineres ofte af hans fysiske manifestationer, men for hans tilhængere er den buldrende storm kun guden, når han er vred. For dem er han i det daglige guden, der beskytter den frie mand, som mest af alt elsker friheden, og som er nøjsom med hensyn til materielle goder. Det er som regel en husmand eller en sømand, men også daglejere, lejesvende eller ungkarle kan sværge til Thor. Hans tordenkile lyner, når orker plyndrer markerne eller kongen konfiskerer fortjenesten fra en farefuld sejlads. Tja, hvis der ikke var uretfærdighed til, så ville alle lære at kende Thor som en fredens gud, siger hans præster og griner, for skal der slås på tæven, så går de til den med gejst. I krigstid er Thor gud for de utrænede, der af tvang eller nød indrulleres i hæren. Hellig dag: 12. oktober. Symbol: Tau-hammer, tordenkile.

Thoth. Visdommens (lærdommens) gud. Thoths tilhængere tror på, at alt er forudbestemt og står i universets 'bog'. Livet går ud på at 'læse bogen', dvs. erfare al sandhed. Det var Thoth, som opfandt alfabetet, og Thoths præster er udvalgte til at overføre viden fra verden ind i bøger, indtil al viden er samlet og alle væsener er lykkelige, fordi de så har viden til altid at handle rigtigt. Da universet er uendeligt stort, vil arbejdet aldrig slutte, men hver bog, der føjes til i biblioteket, gør mennesket en lille smule lykkeligere. Da alting er forudbestemt, giver det ingen mening at gætte om fremtiden, det er meget bedre at læse de bøger, der allerede findes, og uddrage en lære. Thothpræsterne udtaler sig derfor i form af varsler, der vil opfyldes i fremtiden. At de ikke giver nogen retningslinier for, hvad man skal gøre, eller er direkte uforståelige, er ingen hindring, så længe de er sande. Thothpræsteskabet hævder selv, at det er som bogstaver, har man lært at læse, giver de mening, ellers ikke. Selvom Thoths præster er præget af denne noget filosofiske holdning, så udfører de dog også et stort praktisk arbejde med at indsamle og udbrede lærdom. De driver mange skoler og universiteter. Hellig dag: 14. juli i Mnemthosis nær Vintendra. Symbol: En ankh, nogen gange en skriftrulle, sjældent bogstavet T.

Thoths Hovedtempel eller rettere Mnemthosis. Bibliotek 30 mil syd for Vintendra. Mnemthosis blev grundlagt i 378 med det formål at samle viden. Det er muligt at besøge Mnemthosis og få svar på enkelte spørgsmål. Det hænder også, at Thothpræsterne af sig selv udsender en bulletin om et eller andet, typisk ikke noget af almen interesse. Derfor siges det ironisk, at formålet med at samle viden bliver taget lidt for bogstaveligt, sådan at meget lidt viden slipper ud. Mnemthosis har en pæn samling af magiske genstande, bla. Sjælenes Juvel og Titanernes Tavle.

Thralden. Dødsridder . Legenderne siger, at Thralden startede som troldmand. Han blev en magtfuld kartriansk troldmand og lærte at påkalde sig dæmoner. På et tidspunkt var han ved at miste sin sjæl, og han svor i en hellig ed at forsage trolddommen for i stedet at følge den smalle sti. Han blev en mægtig paladin, men da han var oppe imod en stærkere modstander, brød han eden og brugte sine trolddomskræfter. Han vandt kampen, men tabte sin sjæl. Thralden behersker så vidt vides stadig sine trolddomskræfter. Thralden bærer Fraunfard, en dæmon, der har fået skikkelse af et langsværd. Fraunfard kan også kaste spells. Thralden menes at bo på en ø i det Indre Hav.

Thraskund. Et større ork-rige i de Flossede Bjerge. Oprindeligt (ca. -10.000) var det en dværgeby. Men den underjordiske by lå midt i orkernes territorier, og da orkerne hørte om sølvminerne i Thraskund, drev de dværgene ud af byen. Nogen af de dværge menes at have grundlagt Mirazhik længere mod nord i de Flossede Bjerge. Selv om orkerne ikke var nær så gode til minedrift som dværgene, var de alligevel i stand til at grave ret store mængder sølv ud. Senere blev stedet en orkfæstning, der fungerede som skatkammer. Selv pellanerne erobrede stedet flere gange, kunne de slet ikke finde de skatte, der burde have været der (se Orkkrigene). Derfor menes by Thraskund siges at indeholde ufattelige skatte. Hardaukar III førte i 1112 to legioner ind i Thraskund og angreb orkerne. Orkerne blev slået tilbage, og en koloni af dværge har bosat sig i byen. Men kun optimister tror på, at kolonien vil overleve, eftersom orkerne langt fra er udryddet. Hardaukar III bragte en del værdigenstande med sig tilbage, men der er sikkert meget endnu.

Thungali. Sproget, der tales i Thungarkhanatet.

Thulcandor. dværge rige, som ligger, hvor Regentop- og Brossi-bjergene mødes (disse bjerge kaldes derfor Thulcandorbjergene). Thulcandor har mest kontakt med Donara , via floden Slee, men nogen kontakt med Chivenor og Liëst, via floden Rahne. Hovedstaden hedder Bese, og besøges kun sjældent af mennesker.

Thungar-khanatet. Et barbarrige vest for de Flossede Bjerge. Thungarerne er mest kendt for deres dyrkelse af ulven som totem. De har flere gange lavet plyndringstogter ind i Pellas, Rovia og Salakand, og ingen af disse lande elsker thungarerne. Ellers ved man ikke så meget om dem. Khanen hedder Terau.

Tianti. Fyrstendømme i det nordlige Belandria bestående af skovområdet Tianta, og Orbal, der er en del af de Sorte Bjerge. Tianti opstod i 950, da området løsrev sig fra Penboyn og anerkendte Ontaniens overherredømme for dermed at opnå beskyttelse mod de ontanianske plyndringer. Fyrsten bor i Craig Dorma, en borg i Orbal. Penboyn benægter eksistensen af Tianti, og betragter det som en del af Ontanien. Derfor har Tianti paradoksalt nok mest kontakt med Pendesien (gennem Tellurien).

Tiarz. Rovias tidligere konge, død i søslag.

Tillahi eller måske Tihali. Elvergrevinde fra Lacre-Cai.

Tiolan I. Veslands konge 982-992.

Tiolan II. Veslands konge 1030-1032.

Tiolan III. Veslands konge 1040-1092.

Tiolan IV Onwal. Veslands konge fra 1106. Som ung fandt han en stor skat i Brossibjergene. Søn af Mastock II.

Titanernes Tavle. Muligvis Artefakt i form af en stentavle. Ifølge Thothpræsterne viser den navnene på Bandagoras hundrede mægtigste personer i øjeblikket. Deres identiteter er angivet med deres sande navne, og derfor ikke deres kaldenavne. Det er således ikke helt let at tyde Tavlen. Historien fortæller, at Enki gav den til præstekongen af Hardor en gang før år 0. Ved at bede til Enki kunne præstekongen få tydet et enkelt navn. I 519 blev Hardor erobret af Zagyath og deres troldeallierede, og præstekongen smed Tavlen i vandet for at Enki kunne passe på den. Enki lod Tavlen flyde helt til Vintendra, hvor den kom i Thothpræsternes varetægt.

Tobak. Urt, der nydes ved rygning. Der findes to slags tobak. Det mest udbredte, der kaldes pibeurt, dyrkes på Osbane nær Bondor. Pibeurt er forholdsvis mild, og bruges som navnet antyder til pibe. Et stop med pibeurt kan ryges i timevis. Noget sjældnere er Taunenfelstobak, der dyrkes syd og øst for Taunenfels. Denne stærkere tobak bliver også tygget som skrå, især af nordacrianske og chinloi sømænd.

Tohundredeårskrigen. Betegnelse for den permanente krigstilstand, som Salakand har befundet sig i fra 931 til nu. Krigstilstanden, der i den salakiske forfatning er ment som en undtagelse, giver kongen nærmest uindskrænkede beføjelser. I 931 besluttede Salakands konge Casimir IV sammen med Hardnits ærkehertug, den penboynianske Kong James VII og den veslandske Kong Kestutis I efter råd på Kartria at erobre Kangrisorn (se Kangrisornkrigene). Casimir IV døde i et slag nær Duneval , og blev efterfulgt af sin bror Lothar V, som deltog i indtagelsen af Kangrisorn i 941. Lothar V vendte med hæren hjem til Salakand, men ville ikke afblæse krigstilstanden, da ontanianerne stadig truede Kangrisorn. Imidlertid døde Lothar V i 955 uden at have sat hæren ind. Hans søn Novolon IV ville følge hans eksempel, men han nød ikke samme respekt, og i 960 mødtes de salakiske adelsmænd for at afblæse krigstilstanden. Novolon afbrød mødet, hvilket udløste en ti år lang borgerkrig med Novolon som vinder. Novolon udskiftede derefter de døde, fængslede eller bortjagede adelige med sine egne mænd. Han turde ikke at ændre forfatningen, men der var nu ikke længere adelsmænd, der vovede at foreslå en ophævelse af krigstilstanden. Denne situation fortsatte mere eller mindre uændret til 1031, hvor Tarnlasdynastiet repræsenteret af Ridjon VII blev konge. Da han ikke arvede forgængerens nære forbindelser til adelen, valgte han at invadere det på det tidspunkt svage Hardnit, hvilket provokerede Rovia til at forberede en invasion, der ikke blev til noget. Siden da har Salakand haft en stående krigserklæring mod Rovia (Salakand og Hardnit sluttede fred i 1098). I 1098 prøvede adelen at gennemføre en ny forfatning, der skulle give kongen mindre magt. Efter at Ridjon IX blankt havde afslået, udråbte de en hertug til konge. Oprøret havde en del støtte især fra Ployd, men blev dog endeligt nedkæmpet i 1102, hvor Ployd faldt som den sidste bastion.

Tolliman I. Veslands første konge 880-916.

Tolliman II. Veslands konge 941-945. Tolliman II blev kendt som den 'blå' konge på grund af hans  fascination af farven blå. Han gik altid klædt i blåt og fik indrettet magiske værelser i Baldazzarak, der skiftede farve i forskellige blå nuancer.

Tolliman III. Veslands konge 1032-1040.

Tornfast I. Marentias første konge 726-755. Tornfast I anses for en dygtig regent, der mestrede den noget overraskende overgang fra troldmandsvælde til traditionelt valgmonarki.

Tornfast II. Marentias sidste konge 877-878. Tornfast II var som den fjerde konge i træk (efter Tasmul, Erandur og Nitilmar) slet ikke i stand til at samle en hær, der kunne smide den gronske invasionshær ud.

Trebizon. Pendesisk kejser 724-726.

Tredanzar. Berømt ontaniansk kriger. Ikke set siden 1105. Dengang regnede man ham for en af de ti bedste krigere i Bandagora.

(Det) Tredie Kejserrige eller Herskerne. Rige der regnes for at have eksisteret fra 1412 til 187 før fælleskalenderen, hvor det opløstes i Arvtagerstaterne. Det havde hovedstad i Suada (i det nuværende Penboyn), og havde en stort universitetsby i Balvine på Kartria. Der findes ingen detaljerede beretninger om, hvad der var grunden til sammenbruddet, men man mener, at det var en magtkamp blandt guderne, der blev udkæmpet i Midgård. Se evt. Artefakter. Legenden om det Tredie Kejserrige siger, at kejseren mange år før sammenbruddet befalede, at hoffet, regalierne og de største skatte i al hemmelighed skulle flyttes til et andet sted. Der er mange kandidater til dette sted, blandt de mest kendte er Palmyria, Skandelion, neden under Suada, og den Sunkne Stad.

Treenighedskirken (eller Kirken). Et foreløbigt vellykket forsøg på at samle præsteskaberne fra forskellige guder. Hierarkiet ser i øjeblikket således ud. 1: Pave Honorius af Kangrisorn (Enki ), 2: Ærkebiskop Badizon af Eskilart (Inanna), 3: Patriark Dursival af Losada (Vahaun), 4: Patriark Gylhaven af Enkisborg (Enki), 5: Biskop Ennesdal af Bahiri (Enki), 6: Biskop Artauber af Nostenkil (Inanna), 7: Biskop Farsulan af Selara (Enki), 8: Biskop Tertullian af Elatis (Vahaun), 9: Kardinal Oriander af Enders (Enki), 10: Kardinalinde Shayla af Donara By (Inanna), 11: Kardinal Ilekton af Ployd, 12: Kardinal Leen (udtales Liin) af Crimloyd (Enki), 13: Kardinal Taokoön af Rovian (Inanna), 14: Kardinal Godfred af Dambergard (Enki), 15: Kardinal Oskantor af Harastor, 16: Kardinal Vendris af Koira (Vahaun), 17: Kardinal Sennistala af Latislav (Enki).

Triale. Hovedstaden i Gron.

Trobrian. Mystisk troldmand med store evner. Sidst set i Pellas. Har muligvis den Sorte Gryde.

Troldekrigen. Den storstilede invasion af troldfolk i 1105, der endte med belejringen af Kangrisorn i 1110. Invasionen blev allerede forudsagt i 350 af den pellanske Ardsil, der modtog en vision fra Heimdal om at samle sine folk og drage mod det 'fjerne' land for at forsvare Bandagora mod en ydre fjende. Denne ydre fjende ville dog først slå til, når en indre fjende havde vokset sig stærk. Det 'fjerne' land blev senere til Højlandet, den indre fjende var ifølge højlænderne Ogonjok og den ydre fjende viste sig i 1105 at være mest troldfolk, og i mindre grad trolde og orker. Efter at Vanviddets Ring var blevet knust (se også Korstoget mod Sollandet), gjaldede Heimdals horn: Bandagora blev invaderet, og det endelige mål var Kangrisorn. Højlandet var forberedt, og var den første skanse, men i januar 1107 faldt Tvillingetindernes sidste perimeter, og Hardnit var den næste slagmark. Højlandets modstand havde givet de andre lande tid til at mobilisere, og pendeserne sendte fire legioner til Hardnit under Hardaukar. Troldfolket blev ved med at strømme ind, så stoppes kunne de ikke, men Elverstjernen beskyttede Enkisborg, og ikke hele Hardnit blev lagt øde. I august 1108 erobrede troldfolket Karanas, Hardnits østligste fæstning på grænsen til Enders . Efter et par enkelte følere gik troldfolket uden om Enders. Ved Sifs hovedtempel lykkedes det alliancen i februar at bremse troldfolket tilstrækkeligt til at befæste Dambergard. Denne dyrekøbte sejr var dog til dels forgæves, da en hård vinter havde frosset Felendar og Kalevig, så troldfolket kunne gå uden om Dambergard uden at blotte sig. I 1109 begyndte tingene at se sort ud for alliancen. Det eneste, der forsinkede troldehæren, var dens lyst til at plyndre. Ved det befæstede Losada prøvede alliancen at fremtvinge et angreb, men troldfolket kunne afse en belejringshær til at beskytte forsyningerne og samtidigt gå videre mod Kangrisorn. Her kom ontanianerne til hjælp, men troldfolket så stadigvæk ikke ud til at kunne standses. Den 10. marts 1110 begyndte krigslykken at vende, heltene fra Ringsagaen havde repareret Vanviddets Ring, og Heimdal kunne igen tage sig af sine præster. Dette havde hertug Skanderbeg og Højlandsgarden ventet på. De strømmede ud fra Kangrisorn og drev troldfolket på flugt. Hermed endte Troldekrigen, selv om det tog flere år at drive troldfolket væk fra de civiliserede lande. Man kan stadig risikere at møde troldfolk i Hardnit og Falandria.

Troldeøerne (eller Drageøerne). Dakrianerne kaldte disse øer Troldeøerne, fordi de troede, at troldene, der angreb dem, kom herfra. Om det er rigtigt, vides ikke, men i 363 gik man over til at mene, at øerne er befolket af drager i stort antal.

Trolddomskrigen. Krig mellem Kartria, Bondor, Harastor på den ene side og Salakand, Servania, Penboyn og senere Osbant på den anden 503-515. På grund af de kartrianske troldmænds stigende kræfter følte nabolandene sig utrygge, især efter Kartria havde valgt troldmanden Nimrod I som regent i 441. I 495 forbød Servania udøvelse af trolddom, hvilket udløste en diplomatisk krise mellem Servania og Kartria. Da Penboyn og Salakand støttede Servania, erklærede Kartria krig. Krigen blev en sejr for Kartria og var en demonstration af magiens anvendelse i krigsførsel. En konsekvens af krigen blev Osbants samling i 509. Den nye nation nåede dog ikke at spille den store rolle i krigen.

Trovian. Hovedstaden i Sollandet og hjemsted for Solens Tempel. Man regner med, at der bor omkring hundrede tusinde mennesker i Trovian.

Trueblood. Paladin, der var med til at starte Tempelridderordenens afdeling i Enkisborg.
Han bærer sværdet Liv og regnes for en af de femten bedste krigere i Bandagora.

Tulada. 1: Mindre forstad til Kangrisorn, der oprindeligt var en stor by i det Tredie Kejserrige. Tulada menes at stamme fra før det Tredie Kejserrige, i hvert fald -1500. Tulada blev plyndret af nomaderne i -63. I 77 blev Tulada genopbygget et stykke fra de gamle ruiner i forbindelse med grundlæggelsen af Tulana. I 726 grundlagdes Kangrisorn på den anden side af Sargyll, og Tulada ophørte med at have nogen større betydning. 2: Synonym for Kangrisorn.

Tulana. 1: Herred i Penboyn sydvest for Kangrisorn. 2: Kongerige nogenlunde synonymt med det nuværende Vesland i perioden 77-640.

Tulansk Ontanien. Det lidt misvisende navn på den del af Ontanien som ligger øst for Kangrisorn. Det burde snarere hedde ontaniansk Tulana. Ontanianerne erobrede området i 745. Se Kangrisornkrigene.

Turil. Spion fra Taunenfels. Går under navnet "Spilleren". Menes at være Kalils faste agent.

Tyke (eller Tyche). Heldets gudinde. Tykes lære kan kort formuleres "lykken står den kække bi". Der er i virkeligheden ikke noget, der er helt tilfældigt, og derfor er Tykes tilhængere overbevist, om at man kan gøre sig fortjent til at være heldig. Der er tale om en slags kosmisk retfærdighed, men det drejer sig ikke om godt og ondt, det drejer sig om vilje og indstilling. Man skal tro på sit held for at få det, og mangler man den tillid hjælper det at stå på god fod med Tyke. Tykes præstinder hævder altså, at Tyke ikke direkte giver held, men vejleder i hvordan man opnår held. Der findes Tyketempler i næsten alle større byer, og selvom hun ikke er den største nogen steder, så er hun kendt allevegne, og ingen tør håne hende, selvom de tit føler sig snydt af hende. Har man et bestemt gøremål, kan man på ens fødselsdag eller den 7. april få velsignet en lykkeamulet, der kan hjælpe én i denne anledning. Man kan køre et sæt gyldne terninger, der hvis de ofres umiddelbart efter et ondt varsel, hjælper mod at det onde varsel indfries. Hellig dag: 7 april.

Uafhængige Bystaters Forbund. Et forbund af byerne Enders , Harastor, Stavalot og Bondor. Det er mest et handelsforbund, hvorfor det ofte ironisk kaldes Kræmmerimperiet. Forbundet opstod i 922, da Stavalot gik i forbund med Harastor og Bondor, der allerede var samlet i Det Drusiske Forbund . I 1035 sluttede Enders sig til forbundet, og fik forholdsvis hurtigt en dominerende position.
Retssystem. Hvert år vælges byrådet af de stemmeberettigede vælgere, dvs. de vælgere, der har ladet sig indregistrere ved at betale 1 sd. Borgmesterposten og andre ledende poster er kun på valg hvert femte år. Hver forbrydelse har en af byrådet fastlagt pris i form af udgifter til retsag, erstatning og bøde. Kan prisen ikke betales, så må forbryderens ejendom konfiskeres, og forbryderen eventuelt udbydes som slave i kortere eller længere tid. I nogen tilfælde kan der blive tale om gældsfængsel i privat regie. I grove tilfælde (såsom lemlæstelse, mordbrand, voldtægt og mord) udstedes en betinget dødsdom, der eksekveres, hvis slaven ikke yder sit bedste. Selv om prisen betales, vil forbryderen i grove tilfælde miste retten til at forsikre sig hos snigmorderlauget i kortere eller længere tid. Bondor er lidt anderledes end de andre, se der.

Kong Uchard Corvendil. Falandrias konge, der blandt andet udmærkede sig i troldekrigen.

(De) Udødelige. En orden af købmænd og andre rige mennesker, der ønsker at leve evigt. Især udbredt i Havnebyernes Liga og de Uafhængige Bystaters Forbund.

(Den) Ukendte Helts Sværd. Dette Artefakt har sin egen vilje og dukker op fra tid til anden, når ingen venter det. Det siges at være et halvandenhåndssværd, men det er ikke sikkert. Ifølge overleveringen kan det findes tilfældigt, og finderen vil forvandles til en stor kriger. Krigeren vil så kunne afværge en katastrofe med sine evner, men overleveringen siger, at denne helt aldrig vil blive anerkendt. Enten fordi han dør, før han når at blive opdaget, eller fordi ingen vil tro på ham, eller af andre grunde, men kendt bliver han aldrig.

Uller. Jagtens, bueskytternes og vinterens gud. Uller anses ikke for nogen stor gud, men han har alligevel mange ansigter. I det kolde Nord er Uller først og fremmest den ensomme jægers gud. Han som lader et godt bytte dukke op i vinterens mørke. Man ved aldrig, hvornår det sker, men venter man længe nok, så finder man bytte. Uller kan få dyr og mennesker til at tale sammen. Ikke som dyr og druider taler, for de dyr Uller giver evner til at tale, bliver mere end dyr – og menneskene bruger kun dyrenes sprog til deres egne formål. Længere mod syd er Uller varvæsenernes gud, og som sådan dyrkes han af få og frygtes af mange. Hans andre aspekter, der angår jagt og bueskydning dyrkes ofte i form af gudinden Artemis. Artemistilhængere er dog meget mere optaget af henholdsvis jagt og bueskydning som færdigheder mere end som en del af det at overleve i naturen. Derudover dyrkes Uller i sit aspekt af elementet kulde, her gives han mange navne af de forskellige småsekter, der dyrker ham. Hellig dag: 2. februar. Symboler: Bue og pil, ulv, hvid ræv, hind (Artemis), snefnug (kulde).

Ul-naza. Helbredende urt. Ul-naza er mest et brækmiddel, men kan også virke som modgift mod diverse gifte, bedst mod indvortes gifte, men også i nogen grad mod udvortes. Ul-naza er mest udbredt på Nomadesletten. Værdi 65 cc.

Ungdommens Kilde. Kilde, der ifølge overleveringerne fjerner alle sår, sygdomme og alderdomstegn. Findes måske på øen Mogadir.

Urter. Der findes mange urter med egenskaber, der kan være nyttige for en æventyrer. Mest kendt er amarant og ul-naza, men også belladonna, breldiar, katkusa og wolvesbane kan være gode at have. Andre urter kræver en klog kone eller en troldmand til brug, blandt dem er celandine, lavrim, mistelten, måneurt og vervain.

V. Måske en religiøs orden. Der er en lille chance for, at det er en djævledyrkerorden.

Vahaun (dyrkes som Tyr i Falandria). Gud for den retfærdige krig. Vahaun er hærens og ordensmagtens gud. Som krigsgud er Vahauns fornemste opgave at undgå krig. For Vahauntilhængere er krig ikke lykkelig, men det kan være det bedste alternativ. Men brug af vold kan kun forsvares, hvis det sker under ordnede forhold. Det er af fuldstændig afgørende betydning, at den, der fører krig, har en legitim ret til at gøre det. Hvis alle føler, at de kan gribe til våben, så bryder kaos og borgerkrig løs. Folk af ædel byrd har et æreskodeks, der sætter dem i stand til at bruge våben med måde. Konge og adel har derfor et særlig ansvar for at følge dette kodeks og så vidt muligt gøre det unødvendigt for andre at bruge våben. Hær og bygarde bør lønnes godt og kontrolleres strengt. Det bør være klart for alle, hvem der har ret til at bære våben.
Når krigen alligevel føres, er det præsteskabets pligt at udpege en eventuel synder. Det kan ske, at to lande erklærer krig mod hinanden, og derfor har lige ret. I så fald bør krigen føres med så få udenforstående tab som muligt. Plyndring bør aldrig være en del af krig. Her er det præsteskabet pligt at sørge for, at de stridende parter så vidt muligt indgår og overholder aftaler, der kan afgøre striden med minimale tab. Vahauns præster sætter især dueller højt.
Vahaun symboliserer "fair play" og individuelt mod til at beskytte andre i krig og strid, især ordholdenhed. Af disse grunde har paladiner og mange ridderordener Vahaun som gud. Vahaun er den fjerdestørste gud. Vahaun kan også antage skikkelse af Pallas Athene. Hellig dag: 27. september i Losada.

Valentinian. Azantirs konge.

Valeria Starshine. En af Bandagoras sejeste illusionister, bosat i Kangrisorn.

Valhalla. Et sted på det øverste plan, hvor Guder bor. Ifølge traditionen ligger Valhalla i Ysgard, og Thor holder hof der. Enki kommer der i sit aspekt Odin og Vahaun kommer der i sit aspekt Tyr. Derudover holder Heimdal, Sif, Modi, Freya, Idun, Uller og Loke til der.

Vampyrerne. En udbrydergruppe fra Brotherhood of Doom.

Vanviddets Ring (Fane's ring). Denne ring menes at være blevet givet til abefolkets konge. Abekongerne passede ikke særligt godt på ringen, da abefolket egentlig ikke havde så meget imod Solen, for Solen fik frugterne på træerne til at smage sødt. Derfor fik en af abefolkets troldmænd lov til at få fingre i den og prøvede at bruge dens magi. Som andre aber havde troldmanden dog kun ringe evner for magi, og opnåede kun at blive besat af en dæmon, som er blevet kaldt Fane the Mad. Dæmonen Fane forstod at bruge ringens kræfter, men Fane var sindssyg, fuldstændig vanvittig. Fane regerede abefolket, og således mistede aberne deres forstand. Det lykkedes dog helte at stjæle ringen, og Fane blev bandlyst fra Midgård. Men i det Første kejserriges sidste tid søgte en af kejserens rådgivere at bruge ringen mod rigets fjender. Om det forsinkede eller fremskyndte rigets fald vides ikke, men resultatet blev, at Fane igen kom tilbage til Midgård. Ringen dukkede senest op i forbindelse med Ringsagaen, hvor det menes, at Baltax brugte ringen til at skræmme indbyggerne i to byer til at gå fra vid og sans.

Varenna Zingari. Nomadernes leder 583-622. Far til Ghorghis. Se Nomadekrigene.

Vargrim. Lejesoldat fra Nomadesletten, der omkring 1105 regnedes for en af Bandagoras fem bedste krigere, bar Artefaktet De Ni Livs Bånd og sidst også Wildfire. Vargrim døde i Mørkets Tempel i forbindelse med Ringsagaen.

Varnasir-stammerne. 1: Et jægerfolk, der lever nord for Falandria. Varnasirerne er vikingernes traditionelle fjender, og andre folk har ikke ret meget med dem at gøre. 2: Sproget, der tales af varnasirerne.

Vega. Pendesisk storfamilie fra Hardor. En Vega har i princippet mulighed for at blive kejser. Se eventuelt Rel Vega og Silandis.

Veklas Zingari. Nomadernes hersker 687-695. År 694 beordrede Veklas nomaderne til modangreb mod Havnebyernes Liga, der havde erobret Itgosia og begyndt grundlægge Sersch. Tilslutningen var valen, og mens Veklas ventede på forstærkningerne nær Hest, besluttede de andre høvdinge at afsætte ham som leder, og at udstøde Zingaristammen af nomadernes nation. På trods af den manglende opbakning lykkedes det Veklas at besejre Ligaens hær i 695. Men da han vendte tilbage i håbet om, at hans sejr havde gjort ham vellidt, blev han myrdet.

Venomon. Dødsridder . Han kaldes også Smertens Mester, fordi hans modstandere føler en ulidelig smerte, der kræver en stor viljestyrke at udholde. Hans langsværd kaldes Painkiller, da det jo fjerner smerten. Om det også er sværdet, der sætter ham i stand til sådan at påvirke andre er uvist.
Venomon menes at bo i et tårn i Horkrank-bjergene.

Vervain. Naturligt forekommende urt, som en troldmand kan bruge til at gøre en person immun overfor magi, som påvirker sindet. Værdi ca. 5 sd.

Vesland (kaldes også Isvespia, der er det største område i Vesland). Et kongerige øst for det Indre Hav. Vesland, der blev grundlagt i 880, er delt op i mange små herreder, og har ingen større byer. Den største by er havnebyen Gerusa med en ti tusinde indbyggere. Kongen hedder Tiolan IV og bor i Baldazzarak, en borg i højene vest for Brossibjergene. Af historiske grunde er kongemagten svag i Vesland (se Søndre Mark), hvilket betyder, at Vesland nærmest er et område opdelt i små fyrstendømmer. Ellers er det feudale system indrettet efter den penboynianske model.

Vinek. Nordacrias konge 1015-1028.

Vintendra. En by i den penboynianske del af Belandria med cirka et halvt hundrede tusinde indbyggere. Grundlagt 303.

Vintendratraktaken. Traktat indgået i 1035 mellem de Uafhængige Bystaters Forbund (der herefter inkluderede Enders ), Penboyn, Kartria, Falandria, Donara , Vesland og det Pendesiske Kejserrige. Formålet med traktaten var at gøre fælles front mod Ontanien. Traktaten indebar: 1) At det Pendesiske Kejserrige erklærede krig mod Ontanien. 2) At Penboyn afstod fra kravet om det pendesiske Tellurien, mod at pendeserne ikke posterede mere end en brigade (1000 mand) i området. 3) At Enders indgik i de Uafhængige Bystaters Forbund. 4) En præcisering af Falandrias grænser.

Vire. Hovedstaden i Tulansk Ontanien. Vire udgør sammen med Elloskoj områdets største byer med omkring fem tusind indbyggere hver.

Vitaslan. Det tidligere Sollands bedste kriger. Han menes nu at befinde sig på Ech Alba .

Vogamelt. Ifølge rygter en ældgammel og meget snu blå(?) drage i området mellem Falandria og varnasirernes land.

Vordevor. Veslandsk skuespilsforfatter ca. 685-750 . Han er især kendt for tragedien "Iktemar og Yondemar", der er en del af Zingaritrilogien (se evt. Iktemar I, Yondemar og Zingari).

Vredens Sværd. 1: Artefakt i form af et tohåndssværd smedet af dværgene i 381 til menneskene. Når et menneske først har trukket sværdet, kan det ikke sænke det før alle er døde. Bør omgås med forsigtighed.
2: En belandriansk orden af krigere, der mener at artefakter og andre magiske genstande med en stærk personlighed kun venter på deres rette herre.

Vul Blodøkse. Berserker med base i Enders , ses ofte i selskab med en person, der kalder sig "kaos-troldmanden Malstrøm".

Vul Dulcimer. Falandrias konge ???-1105.

Wildfire. Artefakt i form af et sværd. Sværdet får ufattelige energier til at strømme igennem bæreren, hvilket gør ham til en uhæmmet kriger. Desværre kan energiudladningerne meget vel slå bæreren ihjel. Sværdet minder i denne henseende om Siebentax (sidst båret af Finduil). Wildfire blev fundet af Vargrim, men menes nu at være i Kazentorns opbevaring.

Wolvesbane eller ulvebane. Naturligt forekommende urt, som virker kraftigt mod varulve.

Xyon "Politorn". Kartriansk stortroldmand og medlem af det Højeste Råd. Xyon er forstander for fakultetet for alterations og regnes blandt de ti sejeste troldmænd i Bandagora.

Yegdor. En halvorkeræventyrer, stifinder der opererer i og omkring Ratsgar-massivet.

Yolande. Pendesiens eneste regerende kejserinde 1048-1060.

Yondemar. Sin tids største krigstroldmand. Døde i slaget ved Tulada 661, hvor han tilskrives drabet på nomadelederen Ghorghis. Måske genoplivet i forbindelse med Ringsagaen.

Zagy. Sproget, der tales i Zagyath.

Zagyath. Et barbarrige omkranset af bjergene i Ratsgarmassivet. De har kun grænse mod Pendesien, som de slås lidt med. Hovedstaden hedder Izagy. Stammerne, der tilsammen udgør Zagyath boede oprindeligt i Østdakria, men de blev indlemmet i Nomadehorderne i det 8. århundrede, og udskilte sig igen i 923 på det nuværende område.
Retssystem. Zagyath er delt op i forskellige klaner, eller storfamilier. Normalt er der ikke et overhoved for hele landet, men triumviraterne for klanerne kan mødes og vælge en diktator, når det er nødvendigt. I hver klan er ledelsen et triumviratbestående af en kriger, en præst og en vismand. Krigeren bekymrer sig om klanens sikkerhed, præsten om korrekthed eller anstændighed (overfor guderne og naturen) og vismanden varetager klanens behov. Alle beslutninger træffes ved simpelt flertal. Hvis to klaner kommer i krig, så afgøres stridighederne ved en trekamp, hvor de to klaners krigere, præster og vismænd mødes parvis. De tre vindere beslutter så, hvad der skal ske. Ved forbrydelser holdes en slags retsag, hvor præsten alene hører vidner, vismanden alene taler med den anklagede, og krigeren kun deltager, såfremt det er nødvendigt at tilvejebringe den anklagede eller vidner. De tre mødes så og afsiger dommen. Den værste straf er landsforvisning, døden anses for en mildere straf.

Zaruna. Bjergprovins i det Pendesiske kejserrige, der er berømt for sine helbredsskadelige svovlminer.

Zilber. Mystisk dragedræber, vistnok fra Ollyway.

Zingari (menes at betyde gnister på Iluvar). Nomadestammen, som med Varenna og Ghorghis dominerede nomaderne under nomadekrigene. Stammens medlemmer fik tildelt områder, som de enten plyndrede eller regerede. Med Veklas mistede stammen omkring år 695 overherredømmet og blev udstødt af nomadernes nation, men de enkelte personer besad stadig deres positioner i de erobrede lande. Det vides ikke, om stammen stadig eksisterer.

Zolan. Penboyniansk konge 234-265.

Zorgham. Dødsridder . I sit 'tidligere' liv var Zorgham en osbantisk ridder. Hans mest uhyggelige evne er tilsyneladende at forsvinde for derefter at dukke op igen det mest ubelejlige sted. Hans sværd Ungrar er i stand til at skyde tordenkiler. Zorgham bor ifølge overleveringen i en simpel hytte i de Sorte Bjerge.

Zorma. Grundlæggeren af Hardnit. I 700 erobrede Zorma det senere Zormaria og grundlagde Zormaras. Han grundlagde også mindre handelstationer, 'landinger', langs Brindan og Harlindon. I 725 gjorde Penboyns konge ham til markgreve, men han var allerede død, inden budskabet nåede frem. I 747 blev Hardnit gjort til hertugdømme med Zormas søn Kristiorn som den første hertug. Ifølge overleveringerne bor hans sjæl stadig i den borg i Skitaura, han byggede i 712. Se Zormas Borg.

Zormaras. En by ved Benshilsøen i Hardnit med cirka syv tusinde indbyggere. Selv om hovedstaden i Hardnit er Servan fungerede Zormaras længe som regeringssæde, da hertugens (nu kongens) sommerresidens lå der.

Zormas Borg. En borgruin i Skitaurabjergene. Grundlæggeren af Hardnit, Zorma, bor ifølge legenden her endnu som en slags ånd. Krigere af den rette støbning kan få råd og oplysninger ved at overvinde prøver.

Æventyrerlauget. Æventyrerlauget opstod oprindeligt ud fra Æventyrernes Selskab, der blev stiftet i 926 af Kaldan d'Astur og atten andre. Blandt stifterne var blandt andet Fay Targamon og Dermeleon. I 965 blev det egentlige æventyrerlaug grundlagt i Enders , og i 968 blev den første filial oprettet i Kangrisorn.

Øforbundet. Maritimt forbund fra -190 til 251, der også kaldes Økonkordiet. Efter at det Tredie Kejserrige faldt sammen, samlede Kartria det såkaldte Øforbund omkring 190 år før fælleskalenderen. Øforbundet bestod foruden Kartria af kyststriben fra Arhana ned til spidsen af Potens østlige klo (fra nord til syd Forklon, Randaria og Anocea), nordkysten af Osbane (fra vest til øst Damilonien, Banland og Eukinea), Lokrine og de fleste af de mindre øer i det Indre Hav. Øforbundet havde oprindeligt til formål at være en forsvarsalliance mellem tidligere guvernører, borgmestre og andre småfyrster, men udviklede sig efterhånden til et handelsforbund, hvor sømagten blev brugt til at opretholde fordelagtige handelsaftaler. Dette kulminerede med tolden i 155, hvor fremmede skibe blev tvunget til at betale høje afgifter ved indsejlingen til det Indre Hav. Tolden gav i starten store indtægter, men medførte i sidste ende et drastisk fald i handelen. Istedet for at nedsætte tolden, genoptog Øforbundet de osbantiske krige, men da nederlaget i den tredie osbantiske krig stod klart blev Øforbundets opløst i 251 efter en borgerkrig på Kartria 245-249. Kartria dannede Marentia af stumperne. Øforbundets største historiske fortjeneste var at skabe en fælles tidsregning (C.C. = common calendar), som alle civiliserede lande efterhånden har tilsluttet sig. Se den Store Traktat.

Ønskehulerne. Legendarisk hulesystem, hvor alle ønsker kan opfyldes, hvis man kan klare en udfordring. Ifølge overleveringerne ændrer Ønskehulerne beliggenhed, men de ligger altid i Horkrank-bjergene.

(Det) øverste plan. Gudernes bolig, sjælenes hvilested. Her findes både Himmel og Helvede. Over Midgård ligger det øverste plan, der menes at bestå af områder, der domineres af temperamenter. Ifølge vismanden Ovanli består planet af et blandingsområde i midten, og en ring af områder udenom. Han giver følgende navne til områderne: Det centrale område, hvor Hermes' Hof og Bifrost, broen til Midgård, befinder sig, kaldes Outlands. Området, hvor Valhalla er, kaldes Ysgard eller Gladsheim. Derefter følger i ringen, Limbo, Pandemonium, Abyss, Carceri eller Tarterus, The Gray Waste eller Hades, hvor Frygtens Tårn står. Så Gehenna og Baator, hvor Abaddon holder hof. Dernæst Acheron, Mechanus eller Nirvana, Arcadia, Mount Celestia og Bytopia, hvor Elfenbenstårnet står. Ringen sluttes med Elysium, The Beastlands eller Happy Hunting Grounds og Arborea eller Olympus. De fleste historikere er enige om, at menneskene i tidligere tider besøgte det øverste plan tiere end i dag. Det var velkendt at man kunne besøge Guderne for at bede om nåde, særligt kunne man ønske at få genoplivet en elsket. Mange af de mirakler, Guderne forestod, er nu lagt i hænderne på præsteskaberne.

(Den) Åbne Hånd. En slags krigermunkeorden.