politik og internettet
Release 21.10.98

November 1998   

Demokrati klædt af til skindet  
 

- Om politikernes figenblad: Internet 

[Nå… ja…] 

- En klumme om Information - 

Søren Mogensen - 

Vælgerne sidder og sover hjemme foran fjernsynet.
Det skal der gøres noget ved, siger politikerne.
I et videnssamfund skal den oplyste vælger hver 4. år vælge mellem en palet af engagerede politikere. 

Vælgeren skal på baggrund af den demokratiske diskussion  vælge nogle repræsentanter der vil varetage vælgerens meninger og interesser de næste 4 år. 

Det holder bare ikke.
Vælgeren, politikerne og dagspressen kan overhovedet ikke sammen.
Træffes de store politiske beslutninger i øvrigt overhovedet i Folketinget? 
Den offentlige debat varetages af professionelle opinionsdannere eller akademiske teknokrater og eksperter.
Pressen skriver de samme opblæste skandalehistorier som de næsten får leveret af spindoktors hos partierne.
Disse såkaldte spindoktors - professionelle mediefolk der vejleder politikerne og ansættes for statspartistøtte - kan tilrettelægge politik sådan, at ikke de politiske emner kommer i centrum, men størrelsen af en cykelhjelm eller et ligegyldigt mundhuggeri mellem Venstres og Socialdemokratiets leder. 

Pressen er vel slet ikke fri, for den har økonomiske problemer og skal have store seertal en mængde lyttere og store oplagstal og ganske få mennesker ejer de danske medier.
Vælgeren har valgt at se Rambo på video eller spille Doom på sin computer.

Krystalkuglen - Copyright Corel Corp.

Men så kom Internettet og det løser vel alle problemer?
Et andet spørgsmål: 

Hvad har EU med porno at gøre? 

Porno er erotik uden fortolkning.
Hvis noget skal være erotisk så skal det være med sløret linse eller modellen skal have noget sexet undertøj på.
Porno er varen leveret lige i synet på beskueren - han kan selv bestemme hvilken handling han vil foretage sig på baggrund af informationen.
Erotik er en fortolkning af det seksuelle. 

Hvis man vælger at lægge al EU-lovgivning ud på Internet i den rå form uden at en journalist eller jurist fortolker lovene, så skal den der har brug for lovene selv fortolke dem. 

Det kan være vanskeligere at fortolke en EUlov end en topløs pinup-pige.
I virkeligheden er begge dele ligegyldige og lige rædselsfulde - uden fortolkning - har brugerne eller vælgerne intet at bruge informationerne til.

Læseren ville ikke vide hvad der er væsentligt i informationen, hvordan den skal læses, hvad praksis er og hvad konsekvensen af oplysningen vil være.
I det stykke kan man sige der er forskel på porno og EU lovgivning. 

At lægge love, mødereferater, postlister, undersøgelser ud på Internettet er halsløs gerning - måske endda skadeligt for demokratiet.
Men bragt i den rette sammenhæng i en større debat er det meget væsentligt, at der er adgang til offentlige informationer.

For uden den offentlige debat - og uden at den almindelige vælger deltager i debatten - redder man ikke demokratiet ved hjælp af Internet.
En debat uden baggrundsviden vil let blive forvrøvlet.
Og baggrundsviden tager det tid og eftertanke at erhverve sig - baggrundsviden er ikke kun et klik væk
At lægge informationer ud på nettet uden adgang til den aktuelle debat i medierne og uden adgang til en ny offentlig debat er informationsporno.
Da f.eks. redaktionelt journalistisk stof på grund af berettigede ophavsretmæssige krav fra avisejerne ikke kan vedlægges lovinformation og anden offentlig information, vil disse offentlige informationer savne informationsrum. 

Informationsrum forstået som den debat, de vilkår f.eks. love er skrevet på baggrund af  eller de fortolkninger informationerne  skal læses ind i for at blive forstået - og en debat uden informationsrum vil være en kolos på lerfødder.

En debat der intet har med virkeligheden at gøre. 

Copyrigth Corel Corp.
Derfor kan Internettet ikke redde demokratiet. 
Det kan politikerne selv, hvis de virkelig mener at de vil tage en tovejskommunikation op med vælgerne.
Det giver Internettet  med f.eks. e-mail mulighed for.
Men ingen tror vel at politikerne har ressourcer til at besvare e-mails i det omfang, der virkelig vil give en offentlig debat - og de nuværende internetkonferencer er så vidt jeg kan se, endt i totalt kaos og useriøs debat. 
Der er kun en ting der kan redde demokratiet.

Det er hvis den demokratiske debat bliver taget op igen.
Det kunne godt ske på Internettet.
Det kunne også ske i en almindelig avis eller på rigtig bingofri lokal-tv.

Og det er hvor Internettet ender!
Først bliver det bingoiseret.
Så bliver det overtaget af mediegiganterne - og de tror ikke på demokrati - eller gør de? 

Der er mange politiske emner, der trænger til at blive taget op i en demokratisk debat.
Internettet f.eks.! 


soerens bomaerke
© Søren Mogensen 1998 
Clipart © Corel Corporation - kun til brug i SWB OnLine - må ikke fjernes eller bruges udenfor artikel

 
 

 
 
  .