Af Valdas Anelauskas

"America -- love it or leave it", forkynder et falm et klistermærke på en bil i Oregon. Men jeg er altså ikke rejst endnu...

Jeg er blevet amerikansk statsborger. Sandt at sige var det ikke nogen let beslutning -- Amerikas Forenede Stater er bestemt ikke mit ideal af et harmonisk samfund. Det er ikke et sted, man føler sig godt tilpas. Snarere tværtimod. Derfor er det ikke et sted, jeg ville bryde mig om at leve resten af mit liv. Uheldigvis var jeg ikke helt klar over, hvilken virkelighed jeg ville møde her.

Jeg er født og opvokset i Litauen, der dengang var besat af det tidligere Sovjetunionen. Som mange af mine jævnaldrende blev jeg som teenager inddraget i modstandsbevægelsen, og kamp mod undertrykkelse blev en livsform for mig. Af den grund blev jeg flere gange straffet hårdt af KGB.

På det tidspunkt forekom den russiske kommunisme mig at være det ubestrideligt ondeste i verden. Ronald Reagan med sin tåbelige snak om det "onde imperium" hørte til mine yndlingspolitikere. Generelt havde jeg en meget begrænset forståelse for andre politiske systemer.

Jeg har ikke skiftet mening om den russiske kommunisme, men nu mener jeg ikke, at den var det eneste onde system i verden, og at alt det onde forsvandt med den. Jeg kan se at den amerikanske variant af kapitalismen ikke er mindre ond og i nogle henseender endda værre end den russiske kommunisme.

Faktisk var sovjetkommunismen ikke engang et alternativ til kapitalismen, men snarere en totalitær form for kapitalisme, som man kunne kalde statskapitalisme.

Jeg var lige fra begyndelsen aktiv deltager i den "syngende revolution" for Litauens uafhængighed. Derfor blev jeg frataget mit statsborgerskab og var nødt til at se mig om efter et eller andet sted på kloden, hvor jeg kunne slå mig ned -- maske for resten af livet.

Jeg var fuld af tvivl, da jeg skulle træffe mit valg. Efter at have tilbragt nogen tid forskellige steder i Europa fik jeg mulighed for at komme til USA som "politisk flygtningz", og det gjorde jeg. Nu forstår jeg, at det var en fejltagelse, men dengang var jeg simpelthen træt af at leve i usikkerhed, og jeg fik ikke ret lang tid til at tænke mig om.

Hvis sandheden skal frem, svarede mine forventninger stort set til den virkelighed, jeg fandt her. Jeg havde bestemt ingen rosenrøde illusioner. Jeg vidste mere eller mindre, at USA ikke var det 'paradis på jorden', som så mange naive mennesker i andre lande tror.

Som journalist af profession og systemkritiker af overbevisning havde jeg arbejdet hårdt på at finde frem til sandheden. Derfor var jeg i besiddelse af lidt mere objektive oplysninger end de fleste i Sovjetunionen. Alligevel var det ikke nok til, at jeg kunne danne mig et klart billede af USA og kapitalismen.

Folk i det tidligere Sovjetunionen var udsat for en enorm dosis meget primitiv kommunistisk propaganda. Ikke mange troede på den, og naturligvis var der ingen, der tog den for på lydende. Fordi det var fjenden, der fortalte det, ville vi litauere ikke acceptere det, vi hørte eller læste. De fleste affærdigede simpelthen alle de negative oplysninger som løgne.

Vi hørte om hjemløshed og arbejdsløshed, om forbrugerisme og 'popkultur', om voldsforbrydelser og raceproblemer. Samtidig så folk Hollyvood-film, der formidlede en anden slags propaganda med et ganske andet billede af USA og den amerikanske livsstil.

Vi var altså udsat for to slags propaganda samtidig, og de fleste vidste simpelthen ikke, hvad de skulle tro. Jeg troede ikke på nogen af dem. Jeg var klar over, at virkeligheden i USA ikke var særlig tiltalende, men desværre havde jeg ingen anelse om, hvor slemt det stod til.

Da vi kom hertil i juli 1989, fik vi straks lejlighed til at opleve hele 'charmen' ved den amerikanske virkelighed. Mens vi boede i New York City, kunne vi iagttage den amerikanske storbyjungle med alle dens rædsler. Vi var udsat for fare hver eneste dag i over et år, men Gud ske lov overlevede vi på en eller an den måde. Derefter fulgte tre lange, kedsommelige år i New Jersey -- et typisk amerikansk forstadshelvede.

Dag for dag lærte vi, hvordan man overlever her, hvordan man bekæmper systemet. Lidt efter lidt er jeg blevet systemkritiker igen.

Til sidst flyttede vi tværs over kontinentet til Oregon. Eugene, den by vi bor i nu, giver sig ud for at være anderledes, men efter min mening ligner den stort set alle andre byer i USA. Bare i lidt mindre målestok.

Så efter otte år kan jeg sige, at det virkelige USA har overgået alle mine værste forventninger. Virkeligheden her er langt værre, end jeg havde regnet med -- og værre, end den sovjetiske propaganda beskrev.

Det er et hensynsløst samfund, der bygger på filosofien om, at "grådighed er godt", og det er præget af uhæmmet profitjagt, selviskhed, svindel og griskhed. Penge er målestokken for alt. I USA er de rige virkelig rige, og de fattige er håbløst fattige.

Private firmaer har enorm magt og bruger den til at udnytte arbejderklassen. Direktørerne tjener millioner, mens arbejderne kæmper for at overleve. Den amerikanske mindsteløn er latterlig; ar bejde til fem dollar i timen er en form for lovligt slaveri.

De fattige og hjemløse udgør en stor del af befolkningen, og millioner af hårdtarbejdende amerikanere lever permanent på randen af fattigdom.

Der er ingen tvivl om, at den økonomiske ulighed er det største problem i USA i dag. De rige bliver rigere, de fattige bliver fattigere, og alle dem i midten synker nedad. Markedets frihed er vigtigere end menneskers frihed. Mennesker kommer i anden række efter firmaernes magt og profit. Faktisk bliver mindst 80 procent af amerikanerne udplyndret af systemet.

Jeg har lagt mærke til, at det amerikanske erhvervsliv i sin propaganda altid fremhæver, at folk i de europæiske 'velfærdsstater' betaler langt mere i skat. Men faktisk er skatterne i de fleste vesteuropæiske lande, selv de skandinaviske, ikke ret meget højere end de 34 procent, der er gennemsnittet i USA. Hovedsagen er, hvad folk får til gengæld.

I de europæiske socialdemokratier har alle en følelse af tryghed fra vugge til grav. Hvad får folk i USA for deres skattedollar? Svaret er: Stort set ingenting! Skatterne går til militæret i stedet for til at opfylde grundlæggende menneskelige behov.

Arbejdsløsheden i USA er kun halvt så stor som i Europa. Men virkeligheden er at den lavere amerikanske ledighed bygger på et stigende antal deltidsjob, midlertidige job uden social sikkerhed og langt lavere lønninger end i andre industrilande. I den civiliserede verden vil meget få mennesker arbejde for fem dollar om dagen.

Det forbløffende er, at en sjettedel af alle lønmodtagere med fuldtidsarbejde har indtægter, der placerer dem et godt stykke under fattigdomsgrænsen. Det vil sige, at millioner af hå rdarbejdende mennesker kæmper desperat for at få det til at løbe rundt. Somme tider er to lønninger ikke engang nok.

Forbundsregeringen bruger omkring 281 milliarder dollar om året på militæret, mens millioner af borgere må leve på gaden. I Europa udgør statsstøttet socialt boligbyggeri 40 procent af boligmassen; i USA er det kun en procent.

Det er ironisk, at USA altid påberåber sig at være nummer et, lederen, det bedste land i verden. Selv almindeiige mennesker forsøger somme tider at diskutere med mig, når jeg siger, at livet i USA ikke er godt. De henviser normalt til, at det er værre i tredjeverdenslande som Rwanda, Bangladesh, Somalia osv. Men det er jo ikke dem, de skal sammenligne sig med. Ja, det er rigtigt, at det er langt værre i Somalia, men Somalia giver sig ikke ud for at være verdens leder!

Virkeligheden er, at USA i dag i mange henseender er det mest tilbagestå ende af alle industrilande og har den mest ulige fordeling af velstanden.

Antallet af fattige børn er fire (!) gange større end gennemsnittet i de vesteuropæiske lande. Jeg læste engang, at hvert femte barn her i landet lever i ekstrem fattigdom, og at mange går sultne i seng. Faktisk har mange af dem ikke engang en seng eller et hjem.

Børnedødeligheden er enestående i den industrialiserede verden. USA er det eneste udviklede land, der ikke har betalt barselsorlov, og det eneste uden sygesikring for alle borgere. Det eksiste rende sundhedssystem er en total katastrofe.

De private forsikringsselskaber er grå dige, og millioner af amerikanere risikerer at miste alt, hvis de bliver alvorligt syge.

Der er ingen tvivl om, at USA er det vestlige industrialiserede land, hvor det er sværest at komme ud af fattigdommen. En af årsagerne til det er det dårlige uddannelsessystem. 27 millioner voksne amerikanere er funktionelle analfabeter, og hertil kommer 40 millioner, som lige akkurat kan læse og skrive.

Endnu værre står det til med den højere uddannelse. Det bliver sværere og sværere for unge fra familier med lave eller mellemstore indtægter at komme på college, og derfor vil antallet af fattige blive ved med at vokse. I en økonomi, der i stigende grad bygger på viden, fører ulighed i uddannelse til ulighed i indkomst.

Den såkaldte studiestøtte består mest af lån, ikke legater eller stipendier. Mere end halvdelen af amerikanske akademikere er i dyb gæld, når de forlader universitetet. Det er selvfølgelig meget indbringende for bankerne.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med de europæiske (især de skandinaviske) samfund, hvor ingen sulter, ingen lever i håbløs fattigdom, hvor få har for meget og færre for lidt. Ja, jeg ved godt, at USA er anderledes -- større og mere uhomogent -- men det er ingen undskyldning for at bevare et ondt, undertrykkende system med grundlæggende uretfærdigheder.

Sådan ser jeg virkeligheden i dette ekstremt kapitalistiske system. Jeg mener, at amerikansk kapitalisme er uforenelig med humanisme. Endnu værre er det, at dette inhumane system har ført til moralsk fallit, fremmedgørelse, opløsning af familier, kriminalitet og narkoproblemer.

Der er kriminalitet overalt, men den er mere synlig i USA end andre steder især voldskriminaliteten. Kan et land kaldes "det bedste", hvis borgerne ikke kan gå trygt på gaderne om aftenen? Det forekommer mig, at volden snart er ved at blive en del af the American way of life. Retssystemet er en joke, hvilket komedien med O. J. Simpson-sagen er det bedste bevis på.

Jeg tror, de fleste amerikanere er meget ulykkelige og meget skuffede over deres land. Det kan forklare, hvorfor så mange er apatiske og ikke længere stemmer ved valgene. De synes simpelthen ikke, de har noget at vælge imellem.

De egoistiske, lavsindede republikanere, som efter min mening er endnu værre end sovjetkommunisterne, fik flertal i Kongressen med støtte fra kun 18 procent af befolkningen. Med deres så kaldte "Kontrakt for Amerika" har de erklæret hellig krig mod de fattige.

De vil skære ned i alle sociale programmer for at finansiere skattelettelser til de rige -- en speciel form for økonomisk kannibalisme. Det Republikanske Parti i USA er efter min mening den værste terroristorganisation i verden i dag

Efter otte år i dette "mulighedernes land" kan jeg ikke se noget lys for enden af tunnellen.

Så kan man spørge, hvorfor jeg bliver her, og hvorfor jeg besluttede at blive amerikansk statsborger. Svaret er enkelt: Jeg er af naturen en fighter, og når jeg først går ind i kampen mod undertrykkelse, er det lige meget, hvor jeg bor. Hvis der er undertrykkelse, hvis jeg ser en uretfærdighed, er jeg nødt til at rejse mig og bekæempe det onde.

Den ekstreme form for kapitalisme her er lige så ond, som den ekstreme kommunisme var engang. Det resultat er jeg nået frem til efter at have set det amerikanske samfund indefra. Jeg har brugt megen tid på at sammenligne og analysere begge systemer, og mine iagttagelser har ført mig til den konklusion, at privatkapitalens tyranni her måske på mange måder er endnu værre end den totalitære stats tyranru.

Jeg er klar over, at chancerne for reelle ændringer er meget små på grund af landets størrelse og de mange økonomiske interesser, der er på spil. Men hvorfor ikke forsøge alligevel? Alt for mange mennesker her foretrækker at stikke hovedet i busken og opføre sig som forbrugere i stedet for som borgere.

Man hører ofte den forslidte kliché: "Du kan jo bare rejse, hvis du ikke kan lide det her." Ja, jeg kunne selvfølgelig rejse hvis jeg ville. Litauen er nu et frit land. Men jeg vil simpelthen ikke give op og kapitulere over for denne "vi er de bedste, og hvis du ikke er enig i det, kan du forsvinde"- holdning. Så for ikke at være en udenlandsk iagttager er jeg blevet borger i landet.

Nu kan jeg sige, at det pa en måde også er mit land. Jeg har ret til at blande mig. I det mindste kan jeg da forsøge at gøre noget -- arbejde hen imod positive forandringer, ligesom jeg gjorde hjemme i Litauen. Jeg har simpelthen ikke lyst til bare at opholde mig her og se på, hvordan det bliver værre og værre.

Oversat af Birgit Ibsen