Da jeg læste "La rivolta dell'oggetto" (Objektets oprør, ikke oversat til dansk, oa.) af Michelangelo Pira., lærte jeg, at for at forstå de ting, der angår Sardinien, nytter det ikke at anvende teorier specielt udtænkt til formålet, men man er derimod "på sardisk manér" nødt til at lære sig kulturelle værktøjer, der er udtænkt for en generel situation. For de sardere, der gerne vil forstå deres egen virkelighed, er det første, de er nødt til at gøre, det at gøre sig bekendte med disse generelle værktøjer, men hele tiden med den "sardiske" brug in mente.

Lad os straks gå til sprogspørgsmålet; sardisk er et truet sprog, som mange andre er det, og det vil enten fortsætte med at eksistere eller det vil forsvinde sammen med mange andre sprog. De argumenter, som fik sardiske mødre og fædre til at tale det dominerende statssprog med deres børn, er de samme, som har fået andre mødre og fædre jorden rundt til at gøre det.

Sarderne har ikke noget at bruge hverken en "sardisk lingvistik" eller en "herskende lingvistik" til: det, de har brug for, er en tilpasning til sardisk af de analyser og remedier som er udtænkt på basis af regler for alle sprog i verden. Man kunne prøve at forestille sig, at der på det medicinske fakultet på Cagliaris Universitet blev oprettet et kursus i "Sardisk Medicin", hvor man kunne studere, hvordan man skulle helbrede sardere, og kun sardere.

Så absurd er situation for lingvistik på Sardinien, og hvis vi tilføjer det faktum, at "sardisk lingvistik" mere eller mindre vil sige Max Leopold Wagner, og dermed altså tysk lingvistik fra slutningen af 1800-tallet, så er der vist ingen, der kan sige, at de undrer sig, når de ser, at sardisk er et sprog "med begrænsede fremtidsudsigter".

For at komme til sagens kerne; et sprog er man nødt til at tale, og man taler et sprog enten fordi man kender det eller fordi man sætter pris på det. Men for at kunne sætte pris på et sprog, må man lære det på den rigtige måde: sådan som det nu er, derhjemme eller i skolen.

Når det nu er sådan, at der stort set ikke er nogen, der lærer sardisk derhjemme, må skolen lære børnene det på den rigtigste måde. Måske vil sardisk snart komme til alle skolerne på øen, og for første gang vil de sardiske børn studere det. Måden at undervise i sardisk på, undervisningsmetoden for et sprog, som hverken er første eller andet sprog, skal først findes. Og vil børnene også lære at sætte pris på sardisk, det sprog som indtil nu har været en "grov" dialekt for dem, talt af de mest "fattige og tilbagestående" mennesker?

Selvfølgelig afhænger et barns (eller en hel generations) sproglige indstilling af mange ting, ikke bare af selve undervisningen, men undervisningen er alt for vigtig og følsom en ting til, at man kan tillade sig at fejle i den måde, hvorpå man vil give den til de unge. En ting er sikker: for at kunne sætte pris på en ting, må man først kende den.

Det er det rene galemandsværk at tro, at for at få et barn til at sætte pris på sardisk og at lære det, vil det være nok at tage en italiensk grammatik, oversætte eksemplerne til sardisk og få lærerne til at "følge undervisningsplanen". Det er nok at holde sig for øje, hvor mange mennesker der i virkeligheden lærer engelsk på den måde. Hvis vi vil have, at de unge skal vænne sig til sardisk, må vi finde en ny og original måde at lære dem sprog på.

For at lykkes med at lære et sprog til andre, er det ikke nok, at læreren kan sproget (og det er desuden til at overse, hvor mange lærere der kan sardisk), man må også forstå, hvad det er, de andre skal lære. Og først og fremmest er det nødvendigt at have klare begreber om, hvad et sprog er.

Sproget er et komplekst begreb, med mange forskellige strukturer og niveauer, aspekter og forskellige anvendelser. Hvad er de vigtige ting, man må lære om et sprog? De fleste mennesker tror, at et sprog mere eller mindre er en liste over ord (leksikon), og hvis man kender et sprogs ord, så kan man sproget.

Men det er mere kompliceret end som så, eftersom sproget ikke bare består af ord, men også af en grammatik. Ethvert sprog har sin måde at ordne ordene i sætninger på (syntaks), sin måde at tilføje stavelser til ordene for at lave nye (morfologi), og sin måde at udtale ordene og sætningerne på (fonologi). For virkelig at lære sardisk, må man vide alle disse ting.

En sætning som "Appu biu Giuanni andai a domu" (jeg har set Giuanni gå hjem), er ikke en sardisk sætning, selvom den består af sardiske ord. På sardisk siger man: "Appu biu a Giuanni andendi-si-ndi a domu". Den første sætning er konstrueret ved at følge en rent italiensk syntaks: "Ho visto Giovanni andare a casa". Hvis man vil have, at de små skal lære en korrekt sardisk syntaks, hvor ville man så skulle lede for at finde det rigtige undervisningsmateriale?

Når man tager en bog eller en artikel om "sardisk lingvistik" (det vil så sige om sproghistorie) så finder man ikke emner indenfor grammatik. De (moderne) lingvister begyndte med amerikaneren Noam Chomsky at studere disse emner, idet de begyndte med 50erne i sidste århundrede. I lingvisternes arbejde kommer vi til kendskab med den tyske skole fra 1800-tallet, og i stedet kan vi så finde ordenes etymologi, deres historie, vi lærer hvordan sproget har ændret sig fra den latinske form til den sardiske. Altsammen interessant, men det bidrager ikke til at lære sardisk: det har folk altid lært uden at vide noget som helst om sproghistorie.

For at finde et svar på spørgsmålet "Og hvad skal de så lære børnene?", må en som vil (eller skal) undervise i sardisk i skolen se ud over den lille selvherskende ø "Sardisk Lingvistik". Det, der er brug for nu, er velformulerede visioner, sprog og undervisning. Mange sider må høres, for at man kan danne sig en mening om, hvordan man skal gribe spørgsmålet om sardiskundervisning i skolen an.

Først og fremmest er det nødvendigt at se på, hvad andre lande har gjort. Som udgangspunkt kan man lægge mærke til, at indtil for 15 år siden talte ingen under 50 år gallisisk (i Spanien oa.). Idag tales det af halvdelen af de børn, der er lidt under 15: gallisisk vil leve i mange år endnu. Vi har meget, rigtigt meget, at lære af de andre.

Den lingvistik, der i øjeblikket har størst betydning i USA og i Nordeuropa er den, som Chomsky startede (den generative grammatik). Lingvisterne her prøver at forstå, hvad et menneskes sproglige kompetence består af, det vil sige "det som vi ved, når vi kan et sprog". Det betyder, at det som en sprogforsker skal gøre for at forstå, hvad et sprog er, er det at forstå, hvilke principper og regler en person kender, når han taler et sprog. Det er de principper og regler, som tillader ham at omsætte ordene til korrekte sætninger, og desuden at udtale disse sætninger rigtigt. Gennem prøver og analyser af talen fra en gruppe mennesker, der har det samme sprog, kan man finde disse principper og regler. Sammen med ordene fra ordforrådet udgør de basis for sproget: det, som man må vide, for at man kan sige, man kan et sprog. Den, som studerer sardisk, må nødvendigvis lære disse principper og regler sammen med ordene.

Det første store studie af sardisk syntaks, udført indenfor den eksisterende generative lingvistik, har Michael Allan Jones publiceret i 1993, "The Sardinian Syntax". Jones er professor i syntaks ved universitetet i Essex, og hans bog er blevet offentliggjort på forlaget Routledge i London. Routledge er et af de største og vigtigste forlag indenfor lingvistikken. Jones' studie er hovedsageligt baseret på strukturen af sætninger i sardisk fra Lula, men bortset fra små forskelle, gælder hans beskrivelse også for det sardisk, der tales i "Cabu 'e Jossu" (sardisk for det område, hvor der tales varianten campidanesisk oa.). også selvom der måske mangler en del flere ting, før det kan kaldes et komplet studie, giver "The Sardinian Syntax" en klar idé om, hvordan man skal systematisere ordene i en sardisk sætning, og om hvordan forskellene er til den italienske syntaks.

Jones' arbejde har inspireret andre lingvister, der studerer sardisk. Efter offentliggørelsen af hans bog, begyndte andre lingvister (sardiske emigranter og udlændinge, der alle arbejdede udenfor Sardinien) at opsøge Jones og at opsøge hinanden. Vi begyndte at diskutere over e-post, eftersom vi var udenfor Sardinien og den ene måtte vente på den anden; og vi diskuterede, hvad man kunne gøre for at organisere sig og bedre overensstemme de sardiskstudier, som var igang på forskellige universiteter i Europa.

I 1996, på Amsterdams Universitet, havde vi den første forsamling af de lingvister, som studerer sardisk udenfor Sardinien, og vi grundlagde Gruppu pro sa lingua sarda (Gruppen for sardisk sprog). Udover Jones og mig selv, deltog følgende i seminaret: Karijn Helsloot, fonolog ved Amsterdams Universitet, Bob Ladd, fonolog ved Edinboroughs Universitet, Lucia Molinu, fonolog, som idag arbejder ved universitetet i Tolouse, Jürgen Rolshoven, ansat ved instituttet for lingvistisk informatik ved Kölns Universitet, Guido Mensching, som idag er ansat på det romanske institut ved universitetet i Berlin, Norval Smith, fonolog ved Amsterdams Universitet, Harry van der Hulst, leder af Holland Institute of Generative Linguistics, Mauro Scorretti, syntaks-forsker ved Amsterdams Universitet og Antiogu Cappai, sardisk oversætter, emigreret til Holland for mange år siden.

I Amsterdam kom vi til enighed om, at det var vigtigt at gøre vores arbejde kendt også for de andre sardere, og vi besluttede at holde et andet seminar på Sardinien. Seminaret, organiseret i samarbjede med Pro Loco fra Senorbi, holdt vi i Quartu Sant'Elene i maj 1997.

Til den gruppe af lingvister "fra udlandet" som begyndte i Amsterdam, kom der nu i Quartu en hel del sardere, lingvister såvel som ikke-lingvister. Ved seminaret holdt også professorerne Elisa Spanu Nivola, Maria Teresa Pinna Catte, Diego Corraine, Nello Bruno og Matteu Porru forelæsninger. Fra Grenoble - med et brev fra deres professor Michele Contini, kom også Maria Giuseppa Cossu og Pierre Lai. De to dage, seminaret varede, var der et publikum på tohundrede mennesker. De mennesker kunne virkelig få sig en idé om sardiskstudiernes situation i Europa.

Om få dage udkommer forelæsningerne fra seminaret i Quartu ("La lingua sarda. L'identita' socioculturale della Sardegna nel prossimo millennio", forlaget Condaghes), og selvom ikke alle forelæsningerne er med, kan denne lille bog bidrage til at give en idé om, hvordan sardiskstudierne foregår udenfor de sardiske universiteter. Forelæsningerne er skrevet på sardisk og italiensk indenfor forskellige og også modsatrettede teorier, og de giver en detaljeret vision om det, man kan gøre med sardisk studie og didaktik.

Samtidig udkom der i de forgående år andre lingvistiske studier, som kom til Gruppu pro sa lingua sarda. Også selvom det er specialiserede studier (universitetsafhandlinger), der er skrevet på andre sprog end italiensk, kan den, der er interesseret, med lidt god vilje virkelig finde mange informationer om, "hvad de, der kan sardisk, ved".

I 1996 kom der en afhandling fra den hollandske syntaks-forsker Jelly Julia de Jong om nogle aspekter af sætningen på sardisk og på andre neolatinske sprog ("The Case of Bound Pronouns in Peripherical Romance", Groningen Dissertations in Linguistics). I 1998 kom min afhandling om campidanesisk fonologi ("The Phonology of Campidanian Sardinian. A Unitary Account of a Self-Organising Structure", HIL Dissertations). Samme år kom også Lucia Molinus afhandling om stavelsen på sardisk ("La syllabe en sarde", Université de Grenoble). Iår kommer Guido Menschings doktordisputats om nogle aspekter af syntaksen i de neolatinske sprog ("Infinitive Constructions with Specified Subjects: A Syntactic Analysis of the Romance Languages", Oxford University Press). I Grenoble arbjeder Maria Giuseppa Cossu på sin afhandling, hvor hun følger "Geografica Fonetica de Sardinnia", som Michele Contini begyndte. I Grenoble er også Pierre Lai, som arbejder med intonationen af sætninger på sardisk fra Nuoro.

Man kan sige, at nu kommer sardisk ud fra den blandede landhandel og ind i supermarkedet. Nu vil man snart få at vide, hvilket produkt, der har størst succés, og hvem der er bedst til at benytte sig af det. Det er rigtigt, at visse produkter stadig er lidt svære at fordøje for de fleste af brugerne, men det vil der blive taget hånd om.

Jeg er ved at redigere en introduktion til moderne lingvistisk teori, og jeg håber at have den færdig i løbet af i år. En anden måde at komme i kontakt med de lingvister på, som arbejder med sardisk udenfor Sardinien, er via e-post. Når man ser på Kölns Universitets hjemmeside (http://www.spinfo.uni-koeln.de) finder man mailinglisten Sa-Limba, hvor lingvister såvel som ikke-lingvister diskuterer sardisk sprog og kultur.

Derudover er Gruppu pro sa linguistica sarda begyndt at organisere sommerkurser i generel lingvistik anvendt på sardisk. I 1999 blev kurset afholdt i Scanu Montiferru, i år vil det blive holdt i Ghilarza, med hjælp fra Pro Loco i Innias.

Idag har den, som har lyst til at beskæftige sig med sardisk, mange flere midler til rådighed. Hun har brug for mange flere, og for at komme dertil må de, der arbjeder i skolerne og andre steder, hvor man vil skulle bruge sardisk, lade høre fra sig. Hvad har de brug for? Hvad kan universiteterne på Sardinien og udenfor gøre? Hvad kan institutionerne gøre?

For at redde det sardiske sprog er der måske brug for et mirakel, men lingvisterne kan ikke lave mirakler. Det, som vi kan gøre, er at studere sproget og stille det, som vi har forstået, til rådighed for andre. Nu er det op til de andre sardere, størstedelen af sarderne, at vælge den bedste måde at fortsætte som et sprogligt samfund på for at kunne blive et samfund.