At meditere betyder i daglig tale at gruble eller overveje dybt. Går man lidt mere i dybden med ordets etymologiske betydning, finder man ud af at det betyder noget i retning af: "At søge ind mod midten." Denne betydning er betydeligt mere dækkende for den esoteriske brug af begrebet. Vi søger ind mod midten af os selv, vort eget væsen, vor sjæl.

Hvordan gør vi så det? For vor personlighed, som er forgængelig og kortvarig i tid, udgør sjælen den evige indre kerne af vort væsen. Den er vort liv, vor kærlighed, vor viden- og erfaringsbase. Meditation er at søge kontakt og senere forening med vor sjæl. Det er en lang og sej læreproces. Vi arbejder i mental substans, fordi sjælen, som vi søger at kontakte, manifesterer sig på det højere mentale plan.

I processen skal vi først lære koncentration; lære blot at holde tanken fast på den ene ting vi mediterer over. Når vi har lært dette, til en vis grad, kan vi begynde at meditere; at holde tanken på det vi søger at udføre. Når vi kan meditere, til en høj grad, er næste trin at kontemplere, hvor vi glider op på det højere mentale plan og henter idéer, viden og inspiration, som vi bringer tilbage til vor dagsbevidsthed i hjernen.

Når vi mediterer gør vi det for at manifestere vor sjæl i den i den ydre verden; vi gør det for at bygge bro over gabet mellem sjæl og personlighed, mellem gudsriget og menneskeriget, eller udtrykt med den nordiske mytologis ord: Vi bygger Bifrost, regnbuebroen, mellem Asgård, gudernes hjem og Midgård, menneskenes hjem.

Som alt i den manifesterede verden er også meditation en rytmisk og cyklisk proces, oftest symboliseret ved et åndedrag. I pausen før indånding bringer vi os, i stilhed, i kontakt eller samklang med meditationens grundtone. I det højere mellemstadie "ånder vi ind;" vi gør os modtagelige for det vi skal formidle og kanalisere; vi bygger formen vi skal bruge til dette arbejde. I stilheden mellem ind- og udåndingen mediterer vi over en sædtanke eller går ind i kontemplationen. I det lavere mellemstadie "ånder vi ud;" de energier eller idéer vi har kontaktet i meditationen iklædes ydre form og anvendelse. Ved udåndingens afslutning distribueres den formidlede energi.

Når vi mediterer i grupper er processen den samme som når vi mediterer selv. Forskellen er, at her er den individuelle sjæl ikke målet for vor opmærksomhed, men snarere midlet til at træde ind i en større dimension, som er summen og syntesen af de individuelle sjæle, gruppesjælen.

Vi bygger bro som gruppe. Gruppe-antahkaranaen består af alle de individuelle antahkaranaer samt af en syntese af disse, som gør den langt mere kraftfyld end summen af disse alene. Som et billede på dette kan det udtrykkes som følger: I stedet for en række lystråde som vi hver for sig spinder til vor egen kontakt er gruppe-antahkaranaen en løber, et tæppe eller et mønster, som vi væver af de individuelle lystråde. På denne løber kan kontakten eller "trafikken" mangedobles i forhold til gennem trådene hver for sig.

Den meditationsform vi er begyndt at bruge i denne tidsalder, og på vort udviklingstrin kaldes raja-yoga, sindets yoga. Senere når vi behersker sindet og kan kontakte livets udspring og stille os derind, hvor livets hjul ikke drejer rundt med os, men rundt om os, vil vi benytte agni-yoga, ildens yoga, en yoga som forener os med liv, kraft, hensigt og syntese, ja med livet selv.

Med sindets yoga arbejder vi på at beherske manas, det mentale princip. Vi lærer at beherske og bygge tankeformer. Denne proces foregår i personligheden. Dennes formskabende evner i form af visualisering, arbejder på det højere astrale plan, hvor tiltrækningen mellem manas og den ydre verden sker.

Det er således afgørende for arbejdets udførelse og succes at der tillægges visualisering den største betydning. Det er ved hjælp af visualisering at vi opbygger de mentale og astrale former, som er kanaler og beholdere for de idéer og energier vi kontakter.

Når vi i meditation igen og igen bygger på de samme former opnår vi en tilstand, hvor vi for hver gang kan trække på en indbygget energi og kraft, en slags moment, ved at genbruge tankeformerne fra tidligere. Ligeledes kan de små bygmestre i vort eget væsens sfære, samt devaer på mange planer aktiveres og drage fordel af gentagelsen. Vi har hermed bevæget os ind på ritualets eller ceremoniens område. Ud over gentagelsen indeholder ritualet også en cyklisk rytme og en tone, som bygmestrene arbejder ud fra.

Når et ritual eller en form, som f.eks. den kristne messe eller fuldmånemeditationen er i brug, står devaerne parate og på spring, og så snart præsten siger de første ord, eller indlederen starter på omridset, begynder de at bygge de former i astralt, mentalt og buddisk stof, som skal til for at formidle kraften fra de højere planer til deltagerne, som så kan fordele og manifestere den i den ydre verden.

I den nye Vandbærerens tidsalder kommer den syvende stråle, transmitteret via Uranus, til at spille en afgørende rolle. Denne stråles energi beskrives som organisation, orden, ritual og ceremoni. I betragtning af menneskehedens udviklingsstade, hvor sindets yoga bliver udbredt, og syvende stråles indtog, må vi forvente en stærkt stigende brug af og viden om form og ritualer i meditation og religiøse handlinger. Da vægten samtidigt vil ligge på grupper og grupperitualer, vil vi ikke se så fremtrædende guruer og ledere som vi har set i Fiskenes tidsalder.

Den tibetanske mester nævner at grupperne vil udføre deres cerimonier under ledelse af lægmænd, som er skiftende menige medlemmer, der kan træde ind og udføre præstegerningen eller lede ritualerne.

Ritualer og form i meditation er således en videnskab, som står foran en opblomstring i den kommende tidsalder. Ligeledes må vi forudse at orden, rytme og organisation vil komme til at præge alle verdslige anliggender i stigende grad. Syvende stråle er første stråles afspejling i den manifesterede verden, eller dens "lillebror" og vil derfor bringe ydre manifestation af første stråles sattva eller syntese- og rytmeprincip.