Fuldmånemeditation i Stenbukkens tegn.
Unitarernes Hus 11. Januar 1998. Godaften og velkommen til fuldmånemeditation Stenbukkens i tegn. Det nøjagtige fuldmåne-tidspunkt er i morgen, mandag kl. 18.25. Vi udfører dermed vort meditationsarbejde på det tidspunkt, hvor energierne fra det åndelige Hierarki er i en tiltagende fase. Ved fuldmåne mediterer vi som gruppe for at modtage og videregive energi fra Hierarkiet. Denne energi er af en meget høj kvalitet og kraft. Den er farvet af månedens tegn og giver os lejlighed til at formidle tegnets højere eller esoteriske kvaliteter til menneskers bevidsthed. Lad os et øjeblik samle opmærksomheden på de mange grupper verden over, som tager del i dette arbejde. Lad os dvæle ved deres indre samhørighed og fælles tilknytning til Hierarkiet og Kristus. Stenbukken, Capricorn angives som det mest gådefulde af alle tolv tegn. Det er tegnet, hvor ærgerrighed, griskhed og den mest krystalliserede form for materialisme viser sig. Nøgleordet på det almindelige hjul er: "Lad ærgerrighed herske, og porten stå vidt åben". Det er også tegnet, hvor karmas lov forstås og overvindes, hvor ydmyghed læres, hvor indsigt og illumination nås, samt tegnet for indvielse. Nøgleordet på det omvendte hjul er: "Hensunket er jeg i overjordisk lys og vender dog dette lys ryggen". Stenbukken styrer dermed både nogle af de laveste og nogle af de højeste aspekter af menneskets natur. Dette er, som med andre tegn, antydet ved at tegnet skifter symbol, alt efter hvilket niveau, der er tale om. Dyret stenbukken er det laveste aspekt, idet bukken lever i stenede omgivelse af det, som kan gro sådanne steder. Et symbol på krystallisering og nærhed til materien. I et højere aspekt er den krokodillen eller bukken med fiskehalen, som lever både i vand og på land. I sit højeste aspekt er den enhjørningen, som når de store højder og med sit ene horn i panden gennemborer alt; et symbol på at det tredje øje og den indviedes skelneevne er udviklet. Saturn, som formidler tredje stråles energi for intelligens og aktivitet, er både eksoterisk og esoterisk hersker og Venus er hierarkisk hersker. Eksoterisk er Saturn, som en af de fire Karma’s herrer, den som belærer mennesket på det almindelige hjul gennem forbud, restriktion og straf. Saturn i Stenbukken er Moses på bjerget. Esoterisk bliver Saturn den viise læremester, der lærer disciplen at samarbejde med Karma’s lov og afvikle sin karma, for til sidst at stå fri for karma foran indvielsens portal. Når denne er passeret træder Venus i kraft, som med sin femte stråles energi, tænkningens og erkendelsens princip, åbner op for kærlighedens kraft. Venus i Stenbukken er den transfigurerede Jesus på bjerget. Når vi ser på symbolikken tilknyttet Stenbukken, så er der flere varianter, men de har alle med sjælens og personlighedens sammensmeltning at gøre. I det Nye Testamente går Jesus op på bjerget og transfigureres. Fortiden, symboliseret i lovgiveren Moses, nutiden, symboliseret i Kristus Jesus, og fremtiden, symboliseret i profeten Elias, mødes og forenes. Personlighedens tre legemer symboliseret i Peter, Johannes og Jakob bades i lys og bliver lamslåede. I én version af myten om Herkules, drager denne ned til Underverdenen, bliver af Charon færget til kong Hades’ rige, hvor han overvinder Cerberus, hunden med de tre hoveder. Cerberus er her tærskelens vogter og dens tre hoveder symboliserer de resterende skyggesider af personligheden, og navngives som sensationslyst, begær og gode forsætter, som ikke er udført. Derefter befrier han Prometeus, som stjal den himmelske ild, og som straf derfor blev lænket til en klippe, hvor gribbene kunne plukke i hans lever, uden at han dog kunne dø. Prometeus symboliserer menneskeheden såvel som det enkelte menneske, der må lide indtil den dag sjælen, symboliseret i Herkules, stiger hele vejen ned i den tætteste materie. Her udfrier eller befrier den mennesket i den ydre verden fra dets lidelser påført af Karma’s lovbundne genfødsel og gengældelse. Det Kymiske Bryllup er endnu en af disse varianter, hvor sjæl og personlighed forenes. Denne symbolik findes f.eks i den nordiske mytologi i form af beretningen i Snurre Sturlason’s Edda om Sigurd Fafnersbane. Sigurd, sjælen, Nordens Herkules, dræber dragen Fafner i Skorpionens tegn og forenes på bjerget med Brynhilde i Stenbukkens tegn. Jomfruens tegn symboliserer fødselen af kristusbarnet, og derfor fødes Kristus i Stenbukkens tegn, med Jomfruen som opstigende tegn. Han har Saturn og Jupiter i konjunktion i Fiskene, i hvilket tegn han bliver Verdensfrelseren. Vi har derfor i Stenbukken at gøre med et tegn, hvis energi giver mulighed for at nå store højder, spirituelt set. Stenbukken er derfor også den ene af zodiakkens to store porte. "Porten til Himmeriget", som fører til forening med sjælenes rige eller Hierarkiet, hvor Krebsen er porten, der fører sjælene ind i deres inkarnationer, drevet af begæret efter at vinde erfaring og at udføre Guds plan. Hvert år, når vi lige er kommet ind i Stenbukkens tegn, fejrer vi julen, Kristi fødsel. Julen er en tid, hvor der er fokus på Stenbukkens to yderligheder. I vor verden fokuseres der på en materialistisk højtid med overflod af mad og materielle gaver. Men for det åndelige menneske er julen også en tid, hvor Kristi fødsel kan anspore til eftertanke om kristusbevidsthedens fødsel i hvert enkelt menneske, i gruppen og i menneskeheden som hele. Det er interessant at Stenbukken anatomisk hersker over knæene. Dette har symbolsk og, for neofytten også, reel betydning, da den som vil nå dette tegns højder må ned på knæ, eller med andre ord lære ydmyghedens lektie, før han kan bestige bjerget. At lære dette er et ensomt og møjsommeligt arbejde, hvor store ofre må påregnes. "Hensunket er jeg i overjordisk lys og vender dog dette lys ryggen". Således lyder sædtanken, som vi skal meditere over om lidt. Det leder opmærksomheden hen på de indledende strofer i meditationsomridset. Vi skal søge lyset, men vende vort ansigt eller opmærksomhed mod dem, som søger lyset, men endnu er i mørket. Vi skal være kanaler for Gud, levende manifestationer af Guds Lys, Kærlighed og Kraft. Alt hvad vi får skal vi derfor give videre. Det er hårdt arbejde at overbevise det lavere selv om, at det skal give alt væk. Dette lavere selv, som i æoner har været optaget af at erhverve, at beholde for sig selv og at holde fast på, skal nu pludselig være villig til at give slip på alt, at ofre alt. Når vi lærer dette, lærer vi også ydmyghedens og tjenestens lektie og opdager pludseligt at vejen mod bjergets top, mod bevidsthedsudvidelser, og en dag også mod indvielse og illumination, står åben for os. Med disse ord går vi nu over til aftenens meditationsarbejde.