Det 5. Samfund
Introduktion af en ny livsform og -rytme
I følge Institut for Fremtidsforskning i København , er vi (i den moderne
verden) på vej ind i en ny epoke, Det 5. Samfund, hvor virksomhederne (og det
enkelte menneske) må opgive at lægge planer for fremtiden og i stedet arbejde
med deres mission og vision.
Den samme tanke genfinder vi i de råd Tibetaneren gav sine disciple i 1919, da
han fortalte dem hvordan de burde forberede sig på fremtiden : "Der er
tidspunkter hvor det forekommer fornuftigt at se fremad, at planlægge, at
forberede sig og endda at frygte visse hændelser og forsøge at tage sine
forholdsregler for at undgå dem. Men i denne tid (1919) er en sådan mental
holdning nytteløs. Dét der vil ske i fremtiden er så usikkert, at dét man
allermindst venter vil ske, faktisk har størst sandsynlighed for at ske, og de
kræfter der anvendes til unødvendig forberedelse er derfor spildte. Ingen,
heller ikke på de højere plan, kan præcist forestille sig hvad der vil
ske........ Lev en dag ad gangen, og gør dit bedste for at håndtere problemerne
efterhånden som de opstår, idet du bevarer den indre ro og det ydre smil, og
undlader at lade dine tanker beskæftige sig med den umiddelbare fremtid. Du kan
med sindsro lade dine tanker hvile på det ultimative mål, men ikke på billedets
forgrund."
Tiden var selvfølgelig en anden i 1919. Men dengang, som nu, var situationen
kendetegnet af en ekstrem kompleksitet og af at stå på tærsklen til store og
gennemgribende forandringer. Første verdenskrig var netop afsluttet, men de
øgede klassemodsætninger, som var opstået i kølvandet på den store
arbejdskoncentration og stærke lønarbejderklasse på fabrikkerne, ville snart
sammen med en generel økonomisk depression føre verden ind i en ny verdenskrig.
Dette sammenholdt med den kendsgerning, at Tibetaneren ofte søger at fremhæve
det generelle og at være analogiserende, gør det nævnte citat interessant og
lægger op til et nærmere studium af forskningsinstituttets fremtidsvision.
Samfundsudviklingen frem til i dag
Den historiske samfundsudvikling kan i store træk beskrives i fem epoker: I
årtusinder levede vi som samlere og jægere (1. epoke). Herefter bevægede vi os
gradvist ind i Landbrugssamfundet (2. epoke) og senere i Industrisamfundet (3.
epoke). I dag befinder vi os i Informationssamfundet (4. Epoke), der så småt
tog sin begyndelse i 60'erne med fremkomsten af de første computere.
Et af de mest iøjnefaldende kendetegn på en ny epoke er at den automatiserer
vitale dele af arbejdsprocesserne i den epoke, den afløser. Hver ny epoke
overflødiggør på denne måde en række af de gamle roller eller former, som før
var nødvendige for livets opretholdelse: Landbrugssamfundet overflødiggjorde
jæger- og samlerlivet ved at indføre husdyrhold og opdyrke jorden;
Industri-samfundet erstattede med sine maskiner store dele af det hårde fysiske
arbejde i Landbrugssamfundet; og endelig har Informationssamfundet i dag i
stort omfang ladet computerteknologien overtage styringen af mange af de
rutineprægede industriprocesser, som tidligere krævede en hel del manuel
arbejdskraft.
I analogi hermed vil den 5. epoke, Det 5. Samfund, opstå i takt med at
teknologien automatiserer dele af tænkearbejdet i Informationssamfundet, så kun
legen og kreativiteten bliver tilbage. Et synligt bevis på at denne proces er
godt i gang, er at underholdningsindustrien i dag rekrutterer og beskæftiger
flere og flere af de aller dygtigste forskere og idéskabere indenfor matematik
og computervidenskab. Disse forskeres skabende evner og opfindsomme genialitet
er ikke længere nødvendig til opretholdelsen af det almindelige
produktionsapparat.
Vi er ved at være modne til igen at skifte samfundsmønster og lade visse gamle
livsformer blive erstattet af nye. Historien er ved at gentage sig, men på et
højere niveau af udviklingsspiralen. Det esoteriske grundlag for dette skift,
er et stadigt mere aktivt strubecenter hos de tænkende mennesker som tilsammen
udgør verdens intelligensia. Dette center er på vej til at overtage solar
plexus centrets rolle som det vigtigste center og energiudvekslinssted i det
menneskelige legeme og i det moderne samfund.
Informationssamfundet
Samfundsudviklingen skrider stadigt hurtigere frem og de nye epoker bliver
stadigt kortere og mere komplekse. På kun få årtier har Informationssamfundet
kædet hele den moderne verden sammen i et, i mere end én forstand,
grænseoverskridende kommunikationsnetværk. Det har gjort det muligt at udveksle
viden og erfaring overalt på jorden lige så hurtigt som denne viden og erfaring
indhøstes. Det har revolutioneret det tekniske produktionsapparat og skabt nye
økonomiske og sociale strukturer overalt i verden.
Informationssamfundet har i høj grad standardiseret vor måde at gøre tingene på.
Dets arbejdsprocesser er kendetegnet af omhyggelig planlægning og
procesbeskrivelse ned til mindste detalje. Selv de simpleste opgaver, udføres i
dag efter Standard Operating Procedures eller i henhold til cirkulærer og
lovsamlinger udstedt af myndighederne. Denne formaliserede måde at arbejde på
skyldes blandt andet, at der er sket en fragmentering af arbejdsprocesserne i
takt med at virksomhederne er vokset i størrelse og de organisatoriske
strukturer og arbejdet med at lede de forskellige forretningsenheder er blevet
mere komplekse. Den enkelte virksomhed er i dag ofte lokaliseret i mange
forskellige lande, og de enkelte delopgaver er mange gange lagt ud til
forskellige specialistenheder.
På den ene side har disse komplekse strukturer gjort det muligt at
effektivisere og optimere arbejdsprocesserne gennem standardisering. Men på den
anden side har de også helt eller delvist frataget det enkelte menneske
muligheden for at skabe sig overblik over og forstå alle delene af den
arbejdsproces det selv er en del af. Dette overblik er i stedet blevet bygget
ind i systemerne og i de registre og vidensbanker systemerne trækker på.
Som konsekvens heraf, er der ikke længere den samme tilfredsstillelse i
arbejdet som før. Spontanitet og opfindsomhed i arbejdet er i høj grad
erstattet af administration og kontrol, og mange højt uddannede mennesker er i
dag på vej til at have et "rutine-arbejde", fordi de blot er underleverandører
til en større proces, som de ikke selv behersker. Selvom det arbejde de udfører
måske er meget vigtigt, så bliver arbejdet efterhånden kedeligt, stift, og
mange gange overdrevent højtideligt.
For den esoteriske studerende er alt dette udtryk for noget godt, idet det
signalerer at noget nyt skal ske. Al udvikling har en livscyklus bestående af
fødsel, vækst, modning, krystallisering og død. I informationssamfundet har
mange fagområder og professioner nået modningsfasen, der netop er kendetegnet
af arbejde under ekstreme betingelser og krav. Eksempler herpå er
lægevidenskaben og advokatstanden, som ikke mindst i USA må arbejde under
skrappe og nogle gange komiske restriktioner enten for at undgå at begå fejl
eller for at tjene på de fejl andre begår. Alt dette er kendetegnende for
hvordan det tænkende menneske i de tidlige faser af Informationssamfundet har
lært at beskytte sig, at værne sine interesser og bevare sin identitet.
I sin nuværende senere fase har Informationssamfundet tvunget det meget
navlebeskuende menneske til også at anskue og forholde sig til den omgivende
verden, omend dette for manges vedkommende endnu ikke er et bevidst
handlingsmønster. Det moderne menneske har dels fået mere fritid, mere tid til
at tænke i, og dels udsættes det i sin fritid for et sandt bombardement af
informationer og indtryk fra omverdenen, som dermed er rykket tættere på, ikke
kun via telekommunikationsmedier som fjersyn, radio og telefon, men også rent
fysisk blandt andet gennem flygtninge og indvandrere. Alt dette har for alvor
skabt grundlag for en udvikling af skelneevnen hos det enkelte menneske, som er
blevet, eller i færd med at blive, en integreret del af hele verden, og som er
ved at lære at arbejde under loven om samarbejde og gruppeforhold.
Den nye rytme
Der er en klar parallel mellem Informationssamfundet og menneskeriget, det 4.
rige, hvis kvalitet i følge Alice A. Bailey er sattva eller rytme og hvis
formål er at udvikle det altgennemtrængende intellekt og opnå integration af
enheden i helheden. Den horisontale, og i bogstavelig forstand
grænseoverskridende, udvikling som har fundet sted i Informationssamfundet, vil
i Det 5. Samfund blive fulgt op af en vertikal, bevidsthedsudvidende udvikling.
Det tænkende menneske som er begyndt at skelne og langsomt opøve sansen for
værdier, vil i Det 5. Samfund beskæftige sig mindre med personlighedens
hæsblæsende aktivitet og vil i stedet arbejde med at etablere kontakt til
sjælen og søge at føre sjælens formål ud i livet. Det 5. Samfund har en klar
analogi til sjælsriget, hvis grundlæggende formål er udviklingen af intuition.
I Det 5. Samfund vil intellektet, eller det lavere mentale aspekt, ikke længere
være dominerende. I følge Alice A. Bailey vil den dominerende stråleindflydelse
(alligevel) være den 5. stråle for konkret viden (i sit højere udtryk), som til
sidst vil sætte den menneskelige personlighed i stand til, gennem den
esoteriske psykologi, eller videnskaben om sjælen, at eliminere alle barrierer
i sin bevidsthed og til at udvise en rytme og en fuldstændig respons på alle
bevidsthedstilstande og -stadier. Herved vil menesket til sidst få uhindret
adgang til ideernes og årsagernes verden og arbejde under direkte indflydelse
af sjælens stråle, 2. stråle for kærlighed og visdom.
Som udførligt behandlet i Patanjali's raja yoga system, kan videnskaben om
sjælen også beskrives som videnskaben om ritualer og rytmer for legemet, for
den emotionelle natur og for de mentale processer. Menneskeheden vil (godt
hjulpet af 7. stråles stærke påvirkning) lære at sjælen kontrollerer sit
instrument, personligheden, gennem ritual eller gennem en fast, regelmæssig
rytme, idet rytme i virkeligheden er det, der kendetegner et ritual. Ingen af
os kan undgå ritual eller ceremoni, idet nat og dag pålægger os et ritual,
ligesom ugernes eller årenes cykliske gang, vort arbejdsliv, forretningernes
lukketider og meget andet, tvinger os ind i en rytme, uanset om det opfattes
sådan eller ej.
At arbejde under sjælens rytme vil for det enkelte menneske sige at leve og
tjene i overensstemmelse med sjælens hensigt og plan. For virksomhederne
betyder den nye rytme, som forudset af det danske Institut for
Fremtidsforskning, at virksomhederne vil ophøre med at lægge planer for
fremtiden og i stedet arbejde med deres mission og vision. Virksomhederne vil,
med andre ord, ophøre med at lade sig styre og begrænse af planlagt tid, rum,
struktur eller energi, og vil i stedet arbejde med bevidsthedsaspektets
muligheder. De vil erkende at alt bygger på bevidsthed, og i erkendelse heraf
vil de, ved hjælp af mental energi, selv skabe det fornødne grundlag for
fornyet fremgang. Det 5. Samfund vil således i mere end én forstand kunne
betegnes "The Dream Society"!
_______________
Center for Gruppemeditation
Postbox 775, Transformervej 10-12
DK-2730 Herlev
Tlf: 44 94 13 61