DE FØRSTE DIGTE

I Slagelse fik han mange venner, og kammeratskabet varede ved ud over skoletiden. Blandt vennerne kan nævnes Neergård, Quist, Brorson og Erichsen, som var bror til en vis fru Pram, Jens senere kom til at kende. Endelig var han også god ven af Niels Christian Eggers fra Dyrehovedgaard ved Korsør. Under et besøg her lærte han Niels´ søster, Marianne Eggers, at kende. Trods den forskel, der var mellem dem rent standsmæssigt, forelskede de sig i hinanden og i foråret 1783 førte de en livlig korrespondance. Baggesen skrev mange vers til Semire, og det navn dækkede over Marianne Eggers. I brevene, som Jens afskrev for senere at læse dem, kaldte han sig selv for Janon og hun sig selv for Marine. Deres store interesse for hinanden kan læses af overskrifterne. Fra hendes breve: "Min Herre", "Bedste og kæreste Ven", "Prisværdige Digter" og "Min lille, rare, bedste Jens". Fra hans breve: "Elskværdigste", "Skønneste", "Fortryllende" og "Dyrebareste".

Med gunstig testitorium fra sin rektor, der også med ros omtalte den unge mands digteriske begavelse, dimitterede Baggesen 1782 fra Slagelse Latinskole. Den 3. oktober samme år blev han indskrevet ved Universitet i København - han ville studere teologi.

Den første tid i København prægedes af hans fattigdom. Tit fik han ingen mad, og ofte måtte han tilbringe natten ombord på skibene i havnen eller vandre om i gaderne, når han ikke havde penge til huslejen. Én ting passede han dog meget på, - det var tøjet. Han ville hellere sulte i lang tid, end at man skulle kunne se på hans tøj, at han var fattig.

I starten gav han undervcisning i forskellige ting, men holdt snart op igen.

Vennen fra skoletiden, Erichsen, indførte Jens Baggesen hos familien Pram. Pram selv var fuldmægtig i Økonomi- og kommercekollegiet og var - ligesom sin tre år ældre kone, Maria Magdalene, fra Norge. Baggesen forelskede sig straks i Maria Magdalen, som altså var 10 år ældre end ham selv. Tit omtaler han hende som moder, og skriver et sted, at hun er så kærlig imod ham, - det eneste han savnede i sin barndom. Han bedyrer hende, at han aldrig har elsket andre end hende, og hans breve til hende var meget erotisk betonede og havde et langt dybere indhold, end brevene til Marianne Eggers. Maria Magdalen havde en meget smuk sangstemme, udtalte Rahbek engang, og hun sang tit for Baggesen. I nogle af sine vers prøver han også at få hendes sangstemme frem. I de vers, han skrev, kalder han hende Zeline. Hun inspirerede ham til de berømte Rimbreve. I det første "Hunden" udtrykker han ønske om at blive Zelines skødehund. Også satiren i hans værker skyldes Zeline.

I Julen 1782 foreslog Pram Rahbek at optage nogle digte af den 18-årige Baggesen. Han sagde om ham "Alt dette af en rus, som i år er kommet fra Slagelse, - en dreng, som har alle mulige talenter til at blive en god og stor digter. Han hedder Baggesen, er en sjællænder, og er en underlig, entusiastisk, melankolsk, ubeskrivelig én."

I 1783 kom Baggesens første værk "Nytårsgaver", der indeholdt en række poesier.

Om sin kollega Baggesen skrev Johan Herman Wessel 43 år gammel: "En snes år gammel knøs, der stiger i sin flugt", mens han selv dalede.

Både første og anden eksamen fik Baggesen med bedste karakter, men alligevel opgav han at læse teologien færdig. Den filosofiske eksamen fik han i 1784.

Jens Baggesen havde efterhånden fået skrevet temmelig meget, og en del af det udkom i det på den tid betydningsfulde tidsskrift Minerva, som blev redigeret af Pram og Rahbek. At Baggesens vers og fortælinger var meget populære allerede på den tid kan ses af, at der nok var en interesse for de første smådigte - deriblandt "Da jeg var lille", men da han udgav "Komiske Fortællinger" (1785) havde der tegnet sig ikke mindre end 1.200 subskribenter.