BARNDOM OG OPVÆKST

Egentlig fik Jens Baggesen ved sin dåb kun disse to navne, men i kirkebogen af 1764 står der Jens Immanuel Baggesen. Det hænger således sammen: Bogen var blevet ført meget dårligt, og sandsynligvis er Jens Baggesens navn slet ikke blevet indført i den. Da han derfor som 50-årig på en rejse kom igennem Korsør og så, at navnet ikke var der, har han selv skrevet det. Han har sikkert ikke husket, at han ikke var døbt Immanuel. Det navn hæftede han på sig selv i 1791, efter at han af Carl Reinhold var blevet indviet i den store og berømte Immanuel Kantsforfatterskab.

Jens Immanuel Baggesen fortæller om sine forældre, at moderen var meget streng og desuden meget religiøs. "Hun brugte riset og sang salmer eller læste bønner ved arbejdet". Faderen fortælles at være en lille godmodig og stræbsom mand.

En mand, Jens holdt meget af, var morfaderen, Søren Møller, der var skipper i Korsør. Desværre døde han allerede, da drengen var 10 år gammel, men inden havde han dog fået Jens til at opføre sig som en hel lille orlogsmand.

Slægtsforhold har aldrig interesseret Baggesen synderligt. Om faderen og moderen siger han "Men hvo, der haver dem på jorden sat, har tavshed skjult i gelmsels mørke nat".

Økonomien havde det ikke for godt i den lille familie på Fæstningen i Korsør. I sine sidste leveår søgte faderen om lønforhøjelse, da han kun fik 3 Mark om dagen. Han havde svært ved at klare sig for disse penge, da han skulle forsørge både kone og børn, men lønforhøjelse fik han ikke. Han døde i 1785, og moderen søgte om pension. Den blev meget lille, og det resulterede i, at de kom til at sidde endnu dårligere i det end før.

Jens var meget fremmelig af sin alder. Af moderen lærte han at læse, og fra faderen fik han sin smukke håndskrift. Den første bog, han gik i gang med, var Bibelen. Han var ikke ret gammel, før han kunne store dele af den udenad. I den kommende tid læste han kun religiøse bøger. Alt andet, - især komedier, eventyr og digte - havde hans afsky.

Som 7-årig plagedes han af religionsskrupler og samvittighedsnag. Han snakkede tit med byens præst om de mange synder, han selv mente at have begået, og jo mere præsten bedyrede, at Gud ville tilgive ham, jo dårligere samvittighed fik drengen, og jo mere ulykkelig blev han. Selv om de eneste han kendte, der læste, var hans mor og far, voksede interessen for litteraturen utroligt kraftigt. Det bedste, moren kunne give ham, var lysestumper, så han kunne læse om aftenen. Ellers måtte han "nøjes med at læse fra solen stod op, til den gik ned."