SKOLETIDEN

Jens Baggesens følelsesliv var tidligt udviklet. Han påstod selv, at han var rasende forelsket, da han var 5 år gammel. Sit første kys, som gæstgiverens datter havde nægtet ham, fik han på Skibsbroen af dronning Caroline Mathilde, der tillige med Struensee skulle over Storebælt.

I sit 7., 8. og 9. år var han ved at drukne sig af kærlighed, og det var med nød og næppe, faderen fik ham reddet op af vandet.

I sine første barneår var Jens en meget smuk dreng med en vidunderlig sangstemme. Selv mente han at det var stemmens skyld, at alle mennesker kunne lide ham og flokkedes om ham, når han talte eller sang. Men så fik han kopper, og under sygdommen forandrede han sig meget. Hans øjne mistede glansen, og sangstemmen svandt også. Hans mor sagde engang til ham "Du ser endnu stedse god ud, men så dum som et får". Baggesen blev dybt ulykkelig ved de ord, og hans senere generthed og skyhed skyldes nok sygdommens spor, - særligt de mange ar han fik derfra.

Han havde mange andre interesser ud over læsningen. Ganske vist legede han ikke meget med andre børn, men øvede sig i roning, i at balancere og kravle og var særdeles god til at bygge skibe. Så god, at ét af dem blev stillet op i én af byens fornemmeste familiers hus. Også tegning kunne han lide, specielt når han var syg, og det hændte ofte.

Almueundervisningen var særdeles ringe i Korsør på den tid, og da faren ikke havde råd til at give sine børn privatundervisning, blev det overladt til Jens selv at lære noget. Han prøvede mange gange at få fat i nogle bøger, men måtte nøjes med dem, familien selv havde. Først efter lang tids søgen fik han nogle bøger om matematik, filosofi, fysik og astronomi. Da han var 9 år hjalp nogle af byens ansete borgere, deriblandt skoleholder Thunø og cand. theol. Johs. Brorson, ham med at få undervisning i en privat institution. Til gengæld skulle Baggesen så lære de finere folks børn i byen at skrive pænt.

Som 11-årig kunne han alle de bøger, han kunne opdrive, udenad, og da han tillige var meget dygtig til at skrive, kom han i lære hos postmesteren, hvor han skrev tallotteri-lister og ordnede breve. Fra postmesteren kom han meget imod sin vilje til amtsforvalteren - en 56-årig podagrist - der havde en meget ung kone. Forvalteren var usædvanlig grusom både mod sin kone og Baggesen, og de to ofre græd tit sammen. Jens var umådelig ked af at være der, men da han mindst af alt ville være sine forældre ulydig, holdt han det ud nogen tid endnu. Værst var det dog, at amtsforvalteren forbød drengen at læse bøger. Jens var så sent færdig om aftenen, at han heller ikke kunne gøre det hjemme.

13 år gammel løb Baggesen hjemmefra - han ville til Slagelse. Faderen var ikke klar over dette, for det skete ved fremmed hjælp, bl.a. af Brorson. Senere - i 1787 - kalder Baggesen Slagelse "denne kedsomhedens moderstad" og omtaler tiden der som "de lange elendighedens år".

Imidlertid traf Jens Baggesen i Slagelse én af familiens gode venner - farver Stolpe - og fik en venlig modtagelse af ham. Denne søgte at mildne faren, således at han den 24. september 1777 selv indførte sin søn i Slagelse Latinskole.

Latinskolen var nok ikke ligesom Jens Baggesen havde forestillet sig den. Han blev ulykkelig der. Ved overdreven læsning og deraf påfølgende søvnløshed samt mange udsvævelser lagde han grunden til den sygdom, der besatte ham i hans ungdom. Efter at være gået ud af skolen indrømmede han i et brev til rektor Wøldike, at han havde været meget doven. Ved eksamen i 1778 fik han dog belønning for sin flid, og i de følgende år, så længe han var på skolen, fik han præmier for begavelse og god arbejdsindsats.