START SOM REJSEJOURNALIST

I 1783 var Baggesen i Korsør i nogle dage, - han ville lade sig hyre som matros på en Kinafarer. Moderen bad og plagede ham om ikke at tage af sted, og det samme gjorde "Prinsessen fra Taarnlund" (Marianne Eggers). Han fulgte deres råd og bønner, og skrev som trøst nogle sømandsdigte.

I sommeren 1787 genså han på en rejse til Brahetrolleborg på Fyn Marianne Eggers, men hun var da blevet gift, og hans hjerte tilhørte Maria Pram.

I 1785 døde den mand, Baggesen mest af alle havde beundret inden for lilleraturen - Johan Herman Wessel. Ved Wessels død skriver han om ham: "Gråd smelted´ hen i Smil, når Wessels Lune bød, og Glædens Smil forsvandt i Tåre ved hans Død." I samme år blev Jens alumnus på Regensen og faderen døde. Det følgende år blev Baggesen selv meget alvorligt syg.

Efterhånden var Jens Baggesen kommet ind i de tysk-dannede adelige kredse. Bl.a. fik han venner som Reventlow, Stolberg, Christian af Augustenborg og grev Schimmelmann, der som 37-årig både var handels- og finansminister.

I vinteren 1788 skrev Jens Baggesen operaen "Holger Danske" med motiv fra Wielands "Oberon". Musikken blev skrevet af Kunzen. Her mødte Baggesen dog stærk kritik. Man mente, at operaen var alt for tyskpræget. Det kom til stridigheder blandt de lærde (Holger-fejden). Det var ham derfor dobbelt kærkomment, da han i 1789 ved sine velynderes hjælp fik et rejsestipendium. Lidt efter lidt var forholdet til M.M.Pram kølnet, og Baggesen ønskede nu at få sig en kone.

Rejsen gik gennem Tyskland, hvor han gæstede alle de kendte navne. Han kom også til Schweiz, og der traf han sin tilkommende brud, Sophie von Haller. Hun var barnebarn af den berømte digter Albrecht von Haller, hvis digt, "die Alpen", Baggesen holdt meget af. Det var da også på den tid, han selv skerv "Alpenlied"

I Schgweiz studerede han Rousseau, - "århundredets menneskeligste menneske", som han kaldte ham. I Paris hørte han i Nationalforsamlingen Robedpierre og Mirabeau, sværmede for Revolutionen og dansede ved nytårstide frihedsrus på Bastillens ruiner. Men den største oplkevelse havde han dog, da han indgik ægteskab med Sophie den 5. marts 1790 i Köniz ved Bern. Hun hed egentlig Charlotte Sophie v. Haller og var født 8. oktober 1767 i Bern, men Baggesen kaldte hende aldrig andet end Sophie. Hun var datter af rådsherre, landfoged Samuel v.Haller og Sophie Amalie v.Haller. Hun er helt bestemt det eneste menneske, Baggesen var virkelig forelsket i.

I 1790 vendte Jens Baggesen tilbage til Danmark med sin unge hustru. De indtryk, han havde fået på rejsen gennem Tyskland og Schweiz samlede han og udgav dem i 1793 i sin bog "Labyrinthen eller Digtervandringer". Bogen er fortalt levende og skifter stadig stemning. Den er kaldt for det første danske journalistiske værk.

14. maj 1790 var Baggesen blevet udnævnt til professor i København, og denne udnævnelse modtog han sidst på året, da han vendte hjem til Danmark. Udnævnelsen skete vist nok for at råde bod på, at man tidligere havde nægtet Ewald at blive professor.

Atter engang fik Baggesen midler til at rejse udenlands. Prinsen af Augustenborg havde hjulpet ham, så han kunne foretage pædagogiske studier, som imidlertid blev forsømt. Den 28. april 1793 rejste han af sted med hustru og sit første barn. De flakkede i lang tid omkring i Tyskland, Schweiz og Italien. Det sidstnævnte sted fordybede han sig i kunsthistorie. Fra marts 1793 til april 1794 boede de alle tre i Schweiz. Baggesen var i denne periode i meget dårligt humør, da Sophie var alvorligt syg. I 1793 fødte hun ham den anden søn, Carl, men den førstefødte mistede desværre kort efter livet.

Megen tid tilbragte parret hos digteren Wieland i Weimar. Der traf Baggesen i 1795 Goethe, hvilket kom til at betyde meget for ham. Den 7. juli samme år slog han sig ned på Augustenborg Slot, hvor hans kone fødte ham endnu en søn, August.