Forfædrernes Huse
- Dysser & Jættestuer
Da man i slutningen af jægerstenalderen (ca. 4.000 f. kr) begynder
at dyrke jorden, antog danskerne sociale værdier og skikke, som mange europæiske
bondestenalderfolk allerede var fælles om. Èn af disse skikke var at bygge gravmæler af
kæmpestore sten. Dem kender vi i dag som stendysser og jættestuer.
De to navne dækker over forskellige typer af storstensgrave, der blev anvendt på
forskellige tidspunkter. Begge typer er der mange af på Møn. Faktisk er øen ét af de
områder i landet, hvor der er den tætteste
koncentration af dysser og jættestuer. Alt i alt bliver det til 102 storstensgrave på
Møn. Fuldstændigt bevarede er kun få dysser eller jættestuer.
Èt af
de bedste eksempler er Kong Asgers Høj. Jættestuen ligger på nordvest Møn, med en flot
udsigt over sundet. Kong Asgers Høj blev bygget for omtrent 5.200 år siden, men er
stadigt et imponerende bevis på fortidens arkitektoniske kunnen. Møns andre
storstensgrave er ikke så velbevarede som Kong Asgers Høj, men dog stadig
bemærkelsesværdige.
Kong Asgers Høj
Jævnaldrende med Kong Asgers Høj. Jættestuen Klekkendehøj er en
dobbeltjættestue, hvilket vil sige at den har to
gravkamre i stedet for det normale ene.
Første gang Klekkendehøj blev undersøgt var i slutningen af 1700-tallet, hvor
kammerherre til Liselund, de La Calmette, der nærede en brændende interesse for
oldtiden, sprængte sig vej ind i jættestuen. Senest er
Klekkendehøj blevet genundersøgt i slutningen af 1980'erne, hvorved den også blev
restaureret. Fundene fra jættestuen er få, idet man fra denne periode af stenalderen kun
fandt en flintøkse og 3 lerkar.
Selvom både Klekkendehøj og Kong Asgers Høj er store, er det
største af alle fortidsminder på Møn faktisk ældre end de to. Det drejer sig om
Grønjægers Høj eller Grønsalen. Denne langdysse ligger få hundrede meter
fra Fanefjord kirke og er synlig fra kirkegården. Den er blandt Danmarks største, og er
henved 100 meter lang og ca. 3 meter bred. Grønjægers Høj har fået navn efter jætten
Grøn, der ifølge sagnet boede på Møn. Han har
ligeledes lagt navn til Grønsund, mens hans kone, Fane, har fået opkaldt Fanefjord efter
sig. Desværre er der ikke så meget mere at sige om Grønjægershøj, for man har ingen
beretning om fund fra nogen af dyssens tre
gravkamre.
Forfædre og flytning
Undersøgelser fra andre dele af landet har vist, at
storstensgravene ofte ligger i små klynger. Disse klynger kan sandsynligvis knyttes til
et landsbysamfund, der har bygget og vedligeholdt "deres" monument igennem
hundredvis af år. Måske har storstensgravene givet stenaldermenneskene et holdepunkt i
en foranderlig verden. Man benyttede sig nemlig af svedjebrug, der krævede at man ofte
flytter. Og som tilværelsens fikspunkt har
storstensgravene været perfekte. Deres uforgængelighed bevises af, at vi selv efter
5.000 år stadigt kan se dem i landskabet. Også på Møn ses det samme billede som i
resten af landet, idet storstensgravene er samlet i små klynger i bestemte områder Især
tre områder skiller sig ud ved deres rigdom af dysser og jættestuer:
Sprove/Røddinge på Vestmøn, Nørre Frenderup på Sydvestmøn, samt Mandemarke/Busemarke
i det sydøstlige Møn. Udover disse tre hovedområder, er der også mange storstengrave
ved Neble (nær Stege) og ved Sømarke (nær Liselund Slot på Østmøn). På alle de tre
førstnævnte steder er der storstensgrave af både tidlige og sene typer.
Som nævnt i afsnittet om jægerstenalder har kystlinjen ændret sig
meget siden da. I bondestenalderen var der langt flere fjorde og vådområder. Blandt
andet gik der en fjord helt ind til Borre. Det var kun godt, for vådområder betød gode
muligheder for at skaffe føde (ved jagt og fiskeri). De store klynger af storstengrave
ligger alle, så de kunne få maksimalt udbytte af de datidige vådområder. Dette kunne
være årsagen til,
at samfundene ved Neble, Nørre Frenderup og Mandemarke havde overskud til at fortsætte
byggeriet igennem alle de 500 år, som man byggede storstensgravene i.