Jægerstenalderens bopladser
Der er i det mønske område hovedsageligt registreret bopladser fra Ertebølletid, men en del af disse kan formodentlig også stamme fra Kongemose-kultur, som det også blev nævnt i indledningen. Derudover har DKC registreret en boplads fra Maglemosekulturen ved Borre mose. Der er dog allerede på indberetningstidspunktet i 1938, blevet sået tvivl omkring dateringen af sidstnævnte boplads af Therkel Mathiassen, som på samme lokalitet har registreret en boplads fra Ertebølletid. Therkel Mathiassen har på det tidspunkt udgivet sin publikation om Gudenå-kulturen, så han har i høj grad været opmærksom på overgangsperioderne mellem Maglemosekulturen og Ertebøllekulturen, men tager stadig forbehold for dateringen, så dateringen til Maglemosetid er særdeles tvivlsom.
Vi har altså ingen sikre maglemosebopladser registreret på Møn, og hvad er så grunden til det ? En mulig forklaring kan være at de steder, der kan været attraktive dengang, i dag ligger under vand. Man kunne tænke sig, at befolkningen i særdeleshed har været bosat syd-sydøst for Møns nuværende udstækning, men det er på den anden side også muligt, at de har foretrukket områder inde i landet langs åerne, som vi ser det ved Sværdborg. Under alle omstændigheder har der periodevist været mennesker på Møn i maglemosetid, da de er repræsenteret via løsfundne genstande.
Sammenligner vi udbredelsen af bopladser dateret til mesolitikum med den geografiske udbredelse Møn havde mod slutningen af mesolitikum, tegner der sig et tydeligt mønster af, at bopladserne grupperer sig langs datidens kyster med en klar præference for fjorde og andre indlands-vådområder. Især omkring Ulfshale, Råbylille sø, Oddermosen samt Borre mosen ser vi bopladsmateriale fra slutningen af jægerstenalderen (OBS - pollenanalyser fra Borre mosen fastlægger at området gennem hele Atlantikum har været fjord). Dette valg af beliggenhed er ikke et udtryk for at befolkningen udelukkende levede af marin føde, men med denne placering skabes større diversitet i fødeudvalget (hvilket minimerer riskoen for fødeknaphed).
Men ikke i alle områder ses kystbosættelser - på den sydvestlige
del af Møn og på høje Møn mangler bopladsmateriale i udstrakt grad (kun et enkelt fund
ved klinten). Dette udbredelsesmønster kunne tyde på en landsænkning på den
sydvestlige del af Møn - at vippelinien skærer Møn - hvorved kystbopladserne i dette
område vil ligge under vand eller være eroderet væk langs den nuværende kystlinie.