BARNDOM OG OPVÆKST
Jens Immanuel Baggesen er født i Korsør den 15. februar 1764, altså i kong Frederik V´s næstsidste regeringsår.
I nogle optegnelser fra den tid om Korsør hedder det: Korsør er en fattig by. Gaderne ere vidner om armod og fattigdom.
Baggesen var jyde af herkomst. Farfaderen, hvem Jens er blevet opkaldt efter, var degn i Bobøl i Føvling Sogn ved Horsens. Han giftede sig med en ung pige, Catharine, fra Husum og fik seks sønner og fire døtre. Én af sønnerne, Jürgen, blev skipper i Korsør, - en anden, Peter, blev en velhavende købmand i Skelskør. Den tredje, der bosatte sig på Sjælland, var Bagge Baggesen. Han blev 18 år gammel ansat som kornskriver i Korsør, og senere skriver hos amtsforvalteren over Korsør og Antvorskov amter, der tillige var proviant- og materialforvalter ved Korsør Fæstning.
Som 45-årig blev Bagge Baggesen i 1780 også konstitueret vejassistent, men blev som følge deraf afskediget hos amtsforvalteren, da denne ikke mente, Baggesen kunne overkomme begge dele. (Amtsforvalteren fik senere selv sin afsked på grund af kassesvig)
29 år gammel giftede Baggesen sig med den et år ældre datter Anna Møller, der forinden havde bestyret huset for en præst i Egeslevmagle. De fik 12 børn, hvoraf de syv døde som små. Jens, der var den ældste af de fem overlevende, var eneste søn.